Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: PETER HOVE OLESEN

Løgne, fortielser og forsvundne fanger

Danske soldater blev ladt i stikken, da de skulle håndtere og overføre irakiske fanger. Militærpolitiet måtte improvisere og oprettede deres egen fangedatabase.

Andreas Boas troede først, at vennerne tog pis på ham.

Mobilen ringede midt under Midtfyns Festival i begyndelsen af juli 2003.

»Du skal til Irak«, lød beskeden.

»Det er vældigt«, svarede Andreas ironisk og lagde på.

Men mobilen ringede igen. Det var fra forsvaret. Ordren lød, at han dagen efter skulle møde i Aalborg til militærtjeneste og kort efter sendes til Irak.

Måneden før var det første hold danske soldater kommet til Al-Qurnah nordvest for Basra i det sydlige Irak for at stabilisere området efter invasionen af Irak, der havde jaget Saddam Hussein på flugt.

Men det viste sig, at opgaven var mere omfattende end ventet. Derfor blev Andreas Boas indkaldt.

Kaos i den irakiske administration og omfattende kriminalitet krævede, at den danske bataljon blev mere synlig i lokalområdet og hjalp til med at uddanne det irakiske politi. Forsvaret forstærkede derfor den danske styrke med 42 mand – heriblandt 11 militærpolitifolk (MP’er).

Andreas Boas var en af de erfarne militærpolitifolk. Som tidligere udsendt til Bosnien havde han en høj status blandt militærpolitifolkene, og der var brug for folk, som havde prøvet lidt af hvert.

Da de danske soldater i august 2003 første gang stod med fanger, havde de ingen retningslinjer. Fangerne blev placeret i et område omkranset af pigtråd, og efter kort tid blev de sendt videre til den amerikansk-britiske fangelejr Camp Bucca.

Mishandling

I Camp Bucca gik fangevogterne hårdt til fangerne. Allerede en måned før danskerne kom til Irak, var det kommet frem i offentligheden, at fanger var blevet mishandlet. Med andre ord kunne den danske militærledelse have været klar over, at det var problematisk at overlade fanger til lejren.

Men det fremgik af bataljonschef Niels Bundsgaards evalueringsrapport fra slutningen af november 2003, at han ikke så problemer ved Camp Bucca.

Niels Bundsgaard havde kun ét forbehold over for fangelejren: Sagsbehandlingstiderne var »noget længere« end forventet.

Bag disse ord lå et stort problem, som sergent Andreas Boas fik tæt ind på livet.

Fangernes familier kom nemlig hele tiden til den danske lejr for at høre, hvad der var sket med de fanger, der var overført til den amerikansk-britiske fangelejr. Og gennem sommeren og efteråret 2003 besøgte den danske sergent Camp Bucca fem gange for at snakke med irakere, der var overført fra Camp Eden.

Det er klart, at vi ikke kan leve med den mindste usikkerhed på det punkt

Men det var ikke altid, at han kunne finde de fanger, der var overført fra den danske lejr. Under hans uddannelse var det ellers blevet indskærpet, at det var danskerne, der havde ansvaret for de fanger, de havde taget. Derfor afgav Andreas Boas rapport om sine besøg i Camp Bucca til lejrens militærjurist og fortalte om de forsvundne fanger.

Efter syv måneder i Irak kom han hjem til Danmark – og i november 2004 trådte han frem i Politiken og fortalte, at der var fanger, som danskerne ikke havde kunnet finde i Camp Bucca:

»Nogle gange måtte vi meddele familien, at vi ikke vidste, hvad der var sket med fangen. Så opfordrede vi dem til at køre til Camp Bucca og spørge efter ham«.

Lukkede øjnene

Men Forsvarskommandoen fastholdt, at der i 2003 kun blev overført 22 fanger fra danskerne til Camp Bucca, og at ingen af dem var forsvundet.

Samtidig slog daværende forsvarsminister Søren Gade (V) fast: »De to rapporter, jeg har set fra vores besøg i lejren, har ikke givet anledning til kritiske bemærkninger, og siden har vi ikke overdraget flere fanger til den lejr«.

Han erkendte, at der havde været problemer med at finde enkelte fanger, men fastholdt, at det til sidst lykkedes.

Men både Forsvarskommandoen og Søren Gade gav dengang offentligheden forkerte oplysninger.

Senere måtte Forsvarsministeriet erkende, at det var 43 – ikke 22 – irakiske fanger, som blev overført til den amerikansk-britiske fangelejr. Og i dag står det klart, at situationen var endnu værre.

Politiken har fået aktindsigt i et internt dokument fra Forsvarskommandoens Irakundersøgelse – dateret 15. december 2011 – som konstaterer, at »ca. 55 personer med sikkerhed« blev overdraget til en anden nation end irakerne – hvilket kun kan være briterne. Heraf skulle de 41 være blevet løsladt. 1 person var undsluppet, mens »forsvarets myndigheder ikke råder over informationer om de resterende 13 personer«.

Deres skæbne er altså uvis. Hvis de 13 forsvundne fanger havnede i Camp Bucca, er de blevet anbragt i en lejr, hvor der blev begået systematisk tortur mod fanger – og mindst en fange blev skudt.

Som den amerikanske hærs egen undersøgelse af lejren – Taguba-rapporten – konkluderede: »Adskillige soldater fra den amerikanske hær har begået forfærdelige handlinger og alvorlige overtrædelser af international lov i Abu Ghraib (...) og Camp Bucca«.

Set med danske øjne er det mest interessante, at Internationalt Røde Kors i en 2004-rapport om Camp Bucca slog fast, at fanger, »ligegyldigt om de var blevet arresteret af britiske, danske, hollandske eller italienske væbnede styrker, blev adskilt fra andre internerede i en separat del af lejren, der var designet til afhøring«.

Altså i den afdeling, som blev berygtet for tortur. Det fremgår også af rapporten, at efterretningsofficerer fra koalitionen selv anslog, at »mellem 70 og 90 procent« af de tilbageholdte i Irak i den periode var blevet »arresteret ved en fejl«.

Realiteten er, at de danske soldater i det sydlige Irak fra begyndelsen befandt sig i et moralsk og folkeretligt dilemma. Fra de første dage i juni 2003 stod det nemlig klart, at soldaterne ikke var ordentligt forberedt på at håndtere tilbageholdte irakere.

Anført af Andreas Boas måtte militærpolitifolkene skrive navnene på tilbageholdte irakere på en A5-blok. Al registrering foregik med håndskrift, indtil MP’erne på eget initiativ oprettede en database på en computer og tastede navnene ind i et hjemmestrikket program. Her noterede de også hvert eneste besøg i fangelejren.

Først i slutningen af april 2004 fik billederne i et amerikansk tv-program fra fængslet Abu Ghraib den danske regering, Forsvarsministeriet og forsvaret til at prioritere fangehåndteringen.

En amerikansk fangevogter, Lynndie Rana England, stod med en smøg i munden og tomlen rakt i vejret. Med den anden hånd pegede hun – som med en pistol – mod en nøgen mands kønsorganer. Andre billeder viste nøgne fanger dynget sammen på gulvet indsmurt i afføring, mens fangevogtere iført sorte gummihandsker grinede ad dem. Abu Ghraib-skandalen rullede.

Foghs politiske garanti

Kort efter – 5. maj 2004 – gav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) et løfte i Folketinget:

»Det er klart, at vi ikke kan leve med den mindste usikkerhed på det punkt«.

Anders Fogh Rasmussen lovede at undersøge forholdene for de irakiske fanger, som var overført fra den danske militærlejr til enten britiske eller irakiske styrker.

Samme dag skrev Søren Gade et brev til forsvarschef Jesper Helsø, hvor han krævede skærpet opmærksomhed, så de tilbageholdte ikke led overlast, og at ministeren øjeblikkelig blev underrettet, hvis det alligevel skete.

Bataljonens militærjurist, Kurt Borgkvist, blev sendt ud for at føre ekstra tilsyn med de indsatte i 2 irakiske fængsler og 10-15 irakiske politistationer. Sammen med bataljonens læge kørte han hundredvis af kilometer rundt mellem fængsler og politistationer for at undersøge, om irakiske fanger var blevet udsat for tortur og mishandling.

Mange fanger fortalte, at de var blevet mishandlet af det irakiske politi – og deres kroppe og sønderslåede tænder understregede deres beretninger. Som Kurt Borgkvist senere fortalte Politiken:

»Det var jo makabert. Knuste tænder, slag med knipler og stænger. Fingre var ødelagte, og de var brændemærkede. Det så vi, når de tog skjorterne af. Det var alt sådan noget, som man ser på film«.

Han sendte billeder fra fængslerne som dokumentation hjem til Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet og rapporterede om forholdene.

Men Folketinget fik aldrig kendskab til Kurt Borgkvists rapport. Militærjuristens oplysninger om fangemishandling var overstreget, da politikerne fik tilsynsrapporten 20. september 2004. Censureringen skete med henvisning til Danmarks forhold til fremmede magter.

Men ifølge det interne notat fra Forsvarskommandoen fra december 2011, som nu er kommet frem, overdrog danske styrker mere end 260 fanger til lokale irakiske myndigheder. Her noteres det:

»Der forefindes endvidere generelt ingen dokumentation for de pågældende personers skæbne«.

Og for alle fanger overgivet til enten irakere eller briter hedder det:

»Der er ikke fundet dækkende oplysninger om gennemførte tilsyn for indsatte i koalitionens detentionsfaciliteter eller i irakiske fængsler«.

Det var ellers velkendt for den militære koalition, at irakisk politi ofte var infiltreret eller ligefrem kontrolleret af lokale shiamuslimske militser. Det betød, at især sunnimuslimske fanger risikerede mishandling, tortur eller i værste fald døden, når de var i irakisk politis varetægt.

Samlet tog danskerne over 500 irakere til fange i perioden 2003-07, men kun i 43 tilfælde blev de korrekt registreret med navn, og det blev ikke sikret, at Danmark førte tilsyn med dem, når de blev overført til irakerne eller briterne.

I foråret 2004 var de danske embedsmænd og officerer også presset af, at Iraks regering ville genindføre dødsstraf. Den omfattede ikke kun drab og terror, men også mindre forbrydelser som tyveri af offentlig ejendom.

Ordren fra Forsvarsministeriet til de danske styrker i Irak var derfor ikke til at tage fejl af, da den blev sendt 8. maj 2004. Danske soldater måtte ikke længere udlevere fanger til irakerne – det ville være et brud på menneskerettighederne.

»Forsvarsministeriet har meddelt, at danske styrker indtil videre ikke kan gennemføre tilbageholdelse af personer i Irak, indtil forhold omkring dødsstraf er afklaret«, stod der i ordren til den danske bataljon.

Men det interne dokument fra Forsvarskommandoen afslører, at de danske officerer i Irak 12 gange alligevel tilbageholdte og udleverede irakere til landets myndigheder, efter at dødsstraffen var blevet indført i sommeren 2004. Hvad der derefter skete med fangerne, ved det danske forsvar ikke.

Udsigten til, at fanger udleveret af danske soldater kunne idømmes dødsstraf, satte fart på arbejdet med at finde nye løsninger. Det blev besluttet at lade irakere og briter formelt tage fanger under danske operationer, så danskerne undgik at få ansvaret for fangerne – også selv om det testede grænserne for folkeretten.

Men dengang var der heller ingen vilje hos den internationale koalitionsstyrke til at efterforske beretninger om irakisk fangetortur.

Det fremgik af koalitionens krigslogs, som WikiLeaks i samarbejde med en række aviser verden over offentliggjorde i oktober 2010. I alt drejede det sig om 391.832 hemmelige amerikanske militærrapporter fra Pentagon, hvilket var verdenshistoriens største militære lækage.

På baggrund af rapporterne beskrev Information og den britiske avis The Guardian, hvordan amerikanerne undlod at efterforske hundredvis af indberetninger om mishandling, tortur, voldtægt og mord på tilbageholdte irakere, selv om overgrebene blev begået af irakisk militær og politi.

Den hemmelige undersøgelse

Herefter begyndte Forsvaret at undersøge antallet af fanger, som danskerne havde taget i Irak. Det var dog ikke enkelt. Der manglede flere situationsrapporter og ugerapporter fra bataljonen i Irak, og hvert hold soldater havde forskellige definitioner af, hvornår en iraker var tilbageholdt.

I den proces blev antallet af fangesager med formodet dansk involvering skåret ned fra 1.170 til omkring 500.

To grupper blev sorteret fra. Dels de mange fanger, som irakiske og britiske soldater tilbageholdt under danske militæroperationer, så danskerne undgik det folkeretlige ansvar for fangerne. Dels de sager, hvor danske soldater tilbageholdt irakere i ganske kort tid.

Men undersøgelsen blev indstillet, da en ny regering i september 2011 kom til magten.

Den nye forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), lagde undersøgelsen i en kommission, der skulle undersøge krigene i Irak og Afghanistan.

Men 16. december 2011 sendte forsvarschef Knud Bartels et brev til Nick Hækkerup, hvor han skrev, at danskerne havde taget mindst 500 fanger i Irak i perioden 2003-07 – og altså ikke 198 som hidtil oplyst.

Men det skulle blive endnu værre.

I februar 2012 kunne Politiken afsløre, at forsvarets undersøgelsesgruppe allerede i foråret 2011 var kommet i besiddelse af et hemmeligt notat. Notatet blev fundet i en papkasse på et forladt kontor i Hærens Operative Kommando. Der var ingen afsender. Der var ingen datering. Der var ingen navne. Men indholdet var så konkret, at sammenhængen hurtigt blev klar for undersøgelsesgruppen.

Notatet lå sammen med andre papirer i en sagsmappe, som i april 2007 blev brugt til at besvare et folketingsspørgsmål om, hvor mange fanger danske soldater havde taget og udleveret til britiske og irakiske styrker i Irak.

Her havde den daværende forsvarsminister, Søren Gade, oplyst, at det samlede antal tilbageholdte var 198. Det tal havde ministeriet siden gentaget 13 gange over for Folketinget de følgende år. Derfor var den besvarelse helt central for den politiske diskussion om Irak.

Det kunne udledes af notatet, at der var et stort problem: Der blev løjet om antallet af fanger. For Hærens Operative Kommandos egen optælling viste nemlig allerede i april 2007, at der var tale om mindst 500 fanger. Alligevel var der to udkast til svar. I det ene udkast var tallet 198 irakere. I det andet udkast var tallet 500.

Versionen med fangetallet på 198 blev sendt 24. april 2007 til Folketinget underskrevet af daværende forsvarsminister Søren Gade. I svaret omtales usikkerheden om antallet af fanger, men samtidig understregede ministeren, at »Forsvaret har vurderet, at opgørelsesmetoden giver et korrekt billede af omfanget af tilbageholdte«.

De næste fire år fastholdt hæren, at der var taget 198 fanger, selv om mange i hæren og Forsvarskommandoen vidste, at tallet var mindst 500.

Publiceret 16. juli 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden

Annonce