Ole Kamp har dårligt trykket mig i hånden, før han rastløst hiver mig ud af rådhuset, ud i den nærmest apokalyptiske regn, der falder over Ringkøbing. Måske vil han bare have det her overstået i en fart, og hvem kan bebrejde ham det?
Det er vel ikke vildt skægt at skulle forklare en eller anden journalist, hvorfor byrådet trods højlydte folkelige protester vil smadre et par gamle bygninger lige i hjertet af denne vestjyske købstad. Bygninger med en lang historie og flere arkitekters ord for, at de bør bevares.
Selv om vi småløber hen til Ole Kamps bil, er vi gennemblødte, da vi når frem. Han må hellere vise mig lidt rundt i byen, siger han dryppende. Så jeg ligesom fatter, hvad det går ud på. Sådan.
Han drejer nøglen, og allerede inden første sving har Ole Kamp, der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, sagt ordet bevaringsdeklaration.
