Musiker Benny Holst: »Min kone havde nogle venner, der var med i Bøssernes Befrielsesfront, og de holdt en fest på Østerbro der engang i 1974. Det var tæt på, hvor vi boede, altså, vi skulle bare falde én gang, så var vi hjemme. Og de her drenge, de hoppede jo rundt i møblerne, der var virkelig knald på, det var skideskægt. På et tidspunkt fik jeg øje på en fyr, der sad i sofaen med sin guitar og spillede for sig selv. Tynd som et pastarør var han. Det var Bent Jacobsen. Han solgte til daglig billetter på Ryparken Station, sagde han. »Hvem har lavet de sange?«, spurgte jeg, »de er fandeme gode, er du rigtig klog, de skal sgu da indspilles«.
Musiker Anders Koppel: »Benny ringede. Han havde et kassettebånd med en ung, uprøvet sanger, som han syntes var fantastisk, og som jeg skulle høre, sagde han. Så det gjorde jeg. Det var noget helt nyt, skidegode sange. Og en fantastisk stemme, var min kone, Ulla, og jeg enige om«.
Den unge fyr i sofaen, Bent Jacobsen, kom fra Nørrebro, hvor han var vokset op hos sin enlige mor, der var rengøringskone i De Gamles By.
Bent Jacobsen: »Jeg kan huske, at der boede en gammel soldat i gaden, hvor alle vi børn kunne komme op og se fjernsyn – for det var han den eneste, der havde. Han fortalte, at han havde været nede på et pissoir engang, hvor der var en mand, der havde lagt an på ham: »Men heldigvis slog jeg ham ned!«, sagde han så. Så jeg vidste meget tidligt, at det med at være bøsse, det var ikke helt almindeligt«.
En dag havde Bent Jacobsen læst i avisen, at en lille gruppe mænd havde danset på Rådhuspladsen i København. Med hinanden. Uden kvinder. Selv om der var forbud mod herredans på offentlige steder. De kaldte sig bøsseaktivister og gjorde indtryk. Tænk, at der var homoseksuelle, der insisterede på deres ret til at være sig selv?
Homoseksuelle som Bent Jacobsen selv. Han havde altid vidst, hvem han var. Men han havde ingen idé om, at han to år senere ville stå og synge i Country-Palles studie på en bondegård i Nordjylland sammen med nogle af landets allerdygtigste musikere. For at indspille en LP, han selv havde skrevet. En plade om at være bøsse.
Bent Jacobsen: »Jeg var blevet en del af Bøssernes Befrielsesfront, efter jeg havde læst om dem. Der stod, at de holdt møde hver mandag, så jeg besluttede mig for at tage ind til et af dem. Mens jeg var på vej ind ad døren, susede der en fyr forbi mig, med langt hår og persianerpels, mens han hvinede: »Heeejjj, hvordan gååår det?«. Jeg var slet ikke vant til, at bøsser skiltede med det, snarere, at de sneg sig langs husmurene«.
Medlem af Bøssernes Befrielsesfront, Sven Omann, også kendt som Wanda Liszt: »Der var to lejre i Bøssernes Befrielsesfront. Der var de kloge, marxistiske tænkere, der kom fra universitetet. Og så var der os andre. Os, der trak i bedstemors gamle kjole, lakerede neglene grønne og skabte os i byens gader i vores højhælede sko. Og det var os, der kom til at ændre verden. Os, der gjorde noget. Ikke dem, der sad og tænkte«.
Bent Jacobsen: »Jeg havde hørt om en pladen ’Kvinder i Danmark’, hvor kvinder sang om at være kvinde. Og så tænkte jeg, at det kunne være genialt at lave sådan en plade, men om at være bøsse. Så jeg skrev en sang og tog den med på et mandagsmøde og spillede den for de andre. Det er den, der blev den første sang på pladen, den hedder ’Bøsse’«.
Verden lukker sig, når du åbner dig. Vennerne elsker dig ikke mere, når de ser, du er bøsse. Mange venner forsvinder, når du sidder i en sofa og spinder. Øjne lukkes i. Du er farlig, fordi du er bøsse.
Fra ’Bøsse’
Sven Omann: »Bøssernes Befrielsesfront holdt til i et røvkedeligt lokale inde i gaden Åbenrå i indre København. Man skulle helt op på tredje, hvor vi sad ved et langstrakt bord og holdt vores møder. Med tidstypiske selvbestaltede ledere, som ingen kunne komme af med, fordi de ikke var valgt. Og der kom Bent så og spillede sine sange. De skulle jo godkendes af det, der svarer til Centralkomiteen. Det var nu ikke svært. Der var ingen andre, der havde en skid forstand på musik«.
Bent Jacobsen: »Da jeg havde skrevet en syv-otte sange, indså jeg, at det nok ville blive mig selv, der kom til at skrive hele pladen. Men jeg tog altid sangene med på mandagsmøderne, for jeg ville skildre den nye verden, og det var vigtigt for mig, at de andre kunne stå inde for det«.
Sven Omann: »Det var ikke ligefrem en bralrerøv, der kom ind ad døren. Det var et meget langhåret, meget seriøst menneske, han var jo på en mission, Bent Jacobsen. Det var sange, der handlede om os og om vores liv. Så selvfølgelig blev der hørt efter. Men så snart Bent var færdig, brød marxismen løs igen«.
Bent Jacobsen: »Man skulle være stolt af at være bøsse. I stedet for at gemme sig. I stedet for at gå med det i skjul. Det var det, sangene handlede om. Men det var ikke alle, der var enige. Jeg kan huske, at jeg spillede ’Bøsse’ og ’Bøssebarens dronning’ inde på et folkesangsted, der lå i Vester Voldgade. Det var et hippiested, hvor man kunne gå lige ind fra gaden og spille sin musik. Men efter et par numre blev jeg stoppet af dem, der havde stedet. Der var nogen fra publikum, der havde klaget«.
Han sidder hver aften i den røgfyldte bar. En kjole af silke er alt, hvad han har. Han kalder sig Vera, men hedder virkelig Per. Du synes, han er morsom, men du væmmes hist og her. En rose i håret, han er bøssebarens dronning.
Mød Bent Jacobsen der i 1975 lavet pladen Bøsse. politiken TV / Peter Vintergaard
Fra ’Bøssebarens dronning’
Benny Holst, som havde hørt den unge Bent Jacobsen synge til festen, tog kontakt til det socialistiske forlag Demos. De var interesserede i projektet. I løbet af sensommeren 1974 samlede Anders Koppel et band af branchens tunge – og for nogens vedkommende meget unge – folk, trommeslageren Kasper Winding var kun sytten år, men havde spillet professionelt, siden han var 14. Ud over Koppel og Winding var det Jens Rugsted på bas og Nils Tuxen på guitar. De tog til Stevns et par gange for at øve. Der boede Anders Koppel, og lige så vigtigt, der stod hans hammondorgel. Men pludselig fik Bent Jacobsen en fornemmelse af, at pladen måske ikke skulle udkomme alligevel.
Bent Jacobsen: »Jeg vidste ikke helt hvorfor, men havde hørt, at det var noget med penge. Så jeg gik og krydsede fingre. Med de musikere ville det være ubærligt for mig, hvis det ikke blev til noget«.
Medlem af redaktionen og bestyrelsen i Demos, Tove Jensen: »Alle udgivelser på Demos blev drøftet og besluttet på bestyrelsesmøder, men her var vi usikre på emnet. Var det her noget, Demos skulle udgive? Vi var ikke vant til at tale åbent om bøsser og lesbiske, sådan var den tid, det var ikke os, der var bagud, tværtimod. Men det blev faktisk en stor diskussion, hvor vi var tæt på at droppe projektet. For var det et politisk emne, at folk var homoseksuelle? Var det ikke bare noget privat, som folk skulle holde for sig selv? Det var der folk, der mente. Vi debatterede faktisk det, som pladen handlede om: Var det i orden at være bøsse?«.
Bent Jacobsen: »Ordet bøsse var lige så groft, som røvpuler er i dag. Det var et skældsord af den værste skuffe. Og det var derfor, vi brugte det. Når vi selv tog det på os, kunne de ikke ramme os med det længere«.
Tove Jensen: »Vi besluttede os for at udgive den. Men straks efter fulgte den næste diskussion. Skulle pladen virkelig hedde ’Bøsse’? Der var flere i bestyrelsen, der mente, at det ville skræmme folk væk. Men det var jo en del af pladens funktion: Det skulle siges højt. Det skulle råbes ud. Altså: »Sådan ser vi ud. Vi vil have lov til at være os selv. Vi vil have lov til at elske hinanden«. Det støttede jeg fuldt ud. Jeg var jo med i kvindebevægelsen og så det som en del af min egen kamp«.
Pladeproducer på Demos Karsten Sommer: »Jeg levede et almindeligt heteroseksuelt liv dengang, men jeg vidste i hjertet, at jeg var bøsse. Derfor var det også spændende for mig at være med til at bringe det liv frem i lyset. Jeg blev først forelsket i en mand, da jeg var i trediverne. Og en dag tænkte jeg så: Hvor må det være frygteligt at gå i graven med den der: »De fandt aldrig ud af, hvem jeg var. De lærte mig aldrig at kende. Jeg narrede dem«. Og så tog jeg den meget svære beslutning at springe ud«.
Du har røget din pibe, dine øjne stråler. Du siger, jeg er dejlig. og du elsker mig. Og du siger, du må ryge, før vi er sammen. For at holde mig ud. For at holde dig ud.
Fra ’Om selvundertrykkelse’.
Med aftalen med Demos på plads begyndte Karsten Sommer og bandet at planlægge indspilningen af pladen. Det skulle ske i en uge i december måned 1974. I dansktopsangeren Country-Palles studie i nærheden af Nibe.
Bent Jacobsen: »Et par måneder før vi skulle i studiet, syntes jeg pludselig, at jeg blev hæs. Nils Tuxen, guitaristen, kendte så en gammel operasangerinde, og hun hjalp mig med nogle øvelser. Monna Ry Andersen, hed hun, en skøn dame, der var med til at tilrettelægge, hvordan jeg skulle synge på pladen. Jeg var jo usikker. Tænk, hvis stemmen ikke holder, tænkte jeg. Jeg havde aldrig modtaget sangundervisning før. Og hvis man skulle derop til Nibe, så skulle stemmen bare være i orden«.
Karsten Sommer: »Det var jo et topband, Anders Koppel havde fået samlet. Altså, det var eventyrligt gode musikere, som stadig har store karrierer. Bent var helt grøn«.
Bent Jacobsen: »Jeg havde spillet lidt sange rundt omkring, men jeg havde aldrig tjent penge på musik«.
Solen skinner, og jeg skråler glad: Jeg er klovnen i dine heltekvad. Jeg er bøsse, og det er jeg glad for.
Fra ’Til en mandschauvinist’
Det blev december måned, og Bent Jacobsen, Karsten Sommer og bandet kørte i en bus mod Nordjylland for at lande i Country-Palles Quali-sound-studie, der lå ved en gammel landejendom i Sønderholm mellem Aalborg og Nibe. I løbet af indspilningsdagene stødte journalisten Kaj Gosvig til. Han arbejdede på dagbladet Aktuelt og var der for at lave reportage til avisen sammen med pressefotograf Hans Otto.
Trommeslager Kasper Winding: »Det var pissekoldt. Og sådan et lidt gudsforladt sted. Helt ude på landet«.
Karsten Sommer: »Jeg havde valgt studiet, der lå på en gammel trelænget gård. Det var et dejligt afsondret sted at være. Ikke at vi skjulte indspilningerne, men det var en kontroversiel plade. Jeg tror, vi alle sammen havde lyst til at have ro omkring projektet – også for at beskytte Bent, som jo frygtløst kastede sig ud i det. Altså, hvor gammel var han på det her tidspunkt – 23?«.
Journalist Kaj Gosvig: »Jeg gik igennem køkkengulvet tre forskellige steder, da jeg forvildede mig væk fra musikstudiet – det var det eneste, der var gjort noget ud af på stedet. Alt andet var råddent og faldefærdigt. Stakkels Country-Palles kone, der forsøgte at gøre stedet til et hjem. Hans store drømme om studiet må have fyldt det hele«.
Karsten Sommer: »Country-Palle var dansktopsanger, ikke en af de store, og så havde han så det der studie. Og jeg kom jo slæbende med en bøsse og et superband. Han var selvfølgelig fyr og flamme efter at indspille med de folk der, for han havde sans for gode musikere. Selve bøssedelen rørte ham ikke«.
Pressefotograf Hans Otto: hvis fotografier endte på omslaget: »Det virkede jo godt nok noget primitivt, studiet«.
Bassist Jens Rugsted: »Stemningen var positiv. Bent var en virkelig rar person med nogle modige og åbne holdninger for den tid. Jeg ville ønske, jeg kunne huske mere, men som man siger: Kan man huske 1970’erne, har man ikke oplevet dem«.
Bent Jacobsen: »Der var en dejlig legestemning. Hvis jeg sagde, at noget skulle lyde som gospel, fik de det jo bare til at lyde som gospel. Men femten gange bedre, end jeg havde forestillet mig«.
Karsten Sommer: »Det var ikke bare et betalingsjob for musikerne, de brændte virkelig for at give en lidt undertrykt gruppe mennesker den bedst mulige opbakning. Vi syntes alle sammen, Bents tekster var fantastiske«.
Guitarist Nils Tuxen: »Vi gik alle sammen ind for ligeberettigelse og seksuel frihed, så vi var enige om, det var vigtigt, at der kom sådan en plade«.
Vi ligger i blide drømme, du og jeg. Og morgensolen så vores leg. Nu skal vi sove i fred. Og først i aften skal jeg af sted. Dit lem har lagt sig på dit lår. Og nu skal vi sove hundrede år.
Fra ’Morgensang’
Kasper Winding: »Jeg tror, vi betragtede det lidt som et hvilket som helst andet job, egentlig. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg kan huske, at jeg tænkte, »jamen hvad er der nu specielt ved at lave en plade om at være bøsse?«. Der kom masser af homoseksuelle i mine forældres hjem, og jeg havde selv venner, der var bøsser. Men der var måske nogle af de andre, der ikke havde været så eksponerede for det«.
Bent Jacobsen: »Jeg kan huske, at jeg skulle i bad. »Det generer dig vel ikke, at jeg også tager bad herinde?«, spurgte Nils Tuxen så. Han ville jo tage hensyn, fordi jeg var bøsse. »Nej, det gør det altså ikke«, svarede jeg. De vidste jo ikke noget, om hvor mine grænser gik. Det var meget sødt«.
Kasper Winding: »Det var en tid med David Bowie, og mænd gik med makeup. Så der foregik rigtigt meget på den front. For mig var det ikke nyt med den feminine mand i popmusik. Den der outrerede, krukkede rolle, hvor man udstiller sig på den måde, den er jo ikke specielt homoseksuel. Den kan lige så godt være heteroseksuel. Men jeg kan huske, at Bent havde snakket med os på vejen over i bilen – jeg tror godt, han ville have, at vi forstod, hvad han ville«.
Kaj Gosvig: »Det, der var godt ved Bent Jacobsens plade var, at den var fri for skam. Man havde altid skullet skamme sig over at være homoseksuel. Eller også skulle der nok være nogen, der skammede en ud. Bent Jacobsen skabte en tilstand på pladen af, at der ikke var nogen skam«.
I studiet var en ung studiedreng. En fyr, Country-Palle tænkte måske kunne køre studiet videre engang, da hans fire sønner var interesserede i alt muligt andet end lydteknik. Han hed Ivan Pedersen – dén Ivan Pedersen.
Ivan Pedersen: »Jeg kan huske, at jeg syntes, det var en lidt mærkelig høj og nasal stemme, han betjente sig af, den gode Bent. Og så syntes jeg, det var noget pjat at synge, »hvordan kan du vide, du ikke er bøsse, hvis du aldrig har prøvet at kysse ham på munden?«. Jeg behøvede kun at kigge på en sød pige for at vide, at jeg ikke var i tvivl!«.
Anders Koppel: »Var Ivan Pedersen med? Virkelig? Han er ikke på coveret«.
Kasper Winding: »Der var et af numrene, hvor vi alle sammen skulle synge kor med teksten »en mands krop er smuk og varm« – og det var der altså én af os, der nægtede. Det kunne han ikke lige overskue, det der. Jeg siger ikke, hvem det var«.
Anders Koppel: »Det må have været Jens Rugsted! Jeg er helt sikker på, at Kasper har skrålet med af fuld hals – Kasper har ingen hæmninger i den retning. Jens har helt sikkert haft. Men hvis jeg prøver at tænke tilbage, så tror jeg nu nok, jeg husker, at Jens sang med. Men under protest«.
Karsten Sommer: »Jens Rugsted, han var virkelig en mand, ikke, og han kunne godt grine lidt af teksterne. De var jo meget ekstroverte«.
Anders Koppel: »Nu siger min kone, at det også godt kunne have været Nils Tuxen«.
Jens Rugsted: »Øh, kan desværre heller ikke lige huske det, men det kunne måske godt have været mig.«.
Hvordan kan du vide, du ikke er bøsse, hvis du aldrig har turdet at holde en mand i hånden?
Fra ’Hvordan kan du vide’
Pressefotograf Hans Otto: »Vi gik hen på en eller anden lokal kro alle sammen, både musikerne og os andre, og så spiste vi en helt fantastisk middag til 15 kroner for to retter. Hakkebøf, lige så meget, man kunne, og så var der frugtgrød bagefter. Vi var vildt imponerede over, at de kunne lave det til den pris. Også dengang«.
Bent Jacobsen: »Vi havde sat en uge af til indspilningerne, men efter tre dage var vi færdige. Og efter tre en halv dag var pladen mikset. Bagefter følte jeg en enorm tomhed. Det havde jo fyldt så meget i mig. Jeg kan huske, at jeg talte med Benny Holst om det. »Det er så underligt nu, jeg føler mig helt tom«, sagde jeg. Så kiggede han på mig: »Ja, sådan er det«, sagde han.
Pladen udkom i foråret 1975. I den mellemliggende periode blev der blandt andet lavet omslag.
Bent Jacobsen: »Tegningen er lavet af en fyr ved navn Bo Stelling. Han var scenograf og vild med jugendstil, så jeg måtte sidde ved siden af ham, mens han tegnede, for at undgå, at det blev alt for svungent«.
Tove Jensen: »Per Kirkeby sad i bestyrelsen i Demos og lavede mange omslag for os. Det er også ham, der har layoutet det smukke omslag på pladen«.
Bent Jacobsen: »Per Kirkeby lavede farverne til omslaget. Det måtte godt være lummert, sagde han, og jeg tænkte, at han mente lummert forstået som lidt for pyntet – ligesom tegningens to nøgne jugend-mænd. Men det var åbenbart ikke hans opfattelse af lummer. Jeg fik et chok, da jeg så pladen. Den var samme farve som en hjerne i tis, og det sagde jeg til Per Kirkeby. Så sagde han, at jeg havde en reaktionær farvesmag. Og desuden var det for sent at lave det om«.
Anders Koppel: »Jeg har aldrig været vild med det cover. Ikke dengang, ikke nu. Jeg synes ikke, det passer til musikkens lethed og elegance og humor«.
Karsten Sommer: »Vi var kompromisløse, også med coveret, hvor der var den der temmelig provokerende tegning. Men i Demos lavede vi aldrig plader for at de skulle sælge«.
Da jeg var femten år, der mødte jeg en fyr på tredive. Hans øjne ja og vore kroppe mødtes i et smil. Han lærte mig at elske og se en masse ting i mig selv.
Fra ’Pædofil-Blues’
Da pladen udkom, spillede bandet ved en stor fest i Huset i Magstræde. TV-Avisen og en række andre medier interviewede Bent Jacobsen.
Bent Jacobsen: »Vi var enormt spændte på det med anmeldelserne. Men musikbladet MM kom med en supergod anmeldelse, og det var der mange andre, der også gjorde. Jeg var jo selv salig, når jeg hørte pladen. »Nej, hvor er det godt«, tænkte jeg. Musikken var jo blevet meget bedre end noget, jeg havde turdet forestille mig«.
Politikens musikanmelder i 1975 Niels Steensgaard: »Bent Jacobsens ’Bøsse’ er den mest spændende LP, der længe, meget længe, er sendt på markedet herhjemme. Lange tiders væsentligste udgivelse, fordi den omkring et såre centralt emne evner at spinde nogle musikalske tråde, som i næsten eminent grad supplerer hinanden hen imod den totale forløsning«.
Bent Jacobsen: »Jeg kan huske, at jeg var lidt spændt på, om der ville komme nogle negative reaktioner. Jeg arbejdede stadig som vikar hos DSB og sad i billetlugen, men jeg hørte aldrig noget for det«.
Karsten Sommer: »Den solgte ikke så meget, som den burde have gjort. Den var svær at sælge. Vi kunne godt få butikkerne til at tage den hjem – men folk turde ikke gå ind og købe den«.
Forfatter Christian Kampmann har skrevet om ’Bøsse’ i den selvbiografiske roman ’Videre trods alt’ om en ung mands konflikt med at acceptere sig selv som biseksuel.
Christian Kampmann i ’Videre trods alt’: »Dagen efter læste jeg i avisen om en ny dansk plade. ’Bøsse’ hed den. Så kunne ingen da være i tvivl. Hvordan havde de tænkt sig man skulle spørge efter den? I de to forretninger jeg slentrede ind i var pladen umulig at få øje på. Det tredje sted tog jeg ordet i brug«. .
Tove Jensen, Demos: »Hvis man ville have pladen, måtte man gå ind og sige det højt. Det var svært. Men det var også en af pointerne, som jeg ser det«.
Christian Kampmann i ’Videre trods alt’: »Udtryksløst hentede ekspedienten pladen frem fra en hylde under disken, spurgte om jeg ønskede at høre den, opfattede min stive hovedrysten og trak processen med at tage imod min seddel og give mig penge tilbage så meget i langdrag at sveden smertende sprang frem inde under min skjorte«.
Karsten Sommer, Demos: »Det er den farligste plade, der er lavet i Danmark – kan du forestille dig en anden plade, som folk ikke tør gå ind og købe? Og næsten ikke tør høre? Selv om den har et budskab, som kan ændre deres liv og give dem trøst i forhold til det, som smerter dem allermest omkring dem selv – og som de ikke kan dele med andre? Det synes jeg er stærkt«.
Christian Kampmann i ’Videre trods alt’: »Trods sommervarmen lukkede jeg vinduerne, inden jeg satte pladen på, og jeg skruede ned for lyden. Hvorfor ændre det indtryk af mig, som ejendommens ukendte beboere havde bevaret? Fyren, der havde skrevet teksterne og musikken, og som sang, måtte være en af dem jeg havde hørt i parken i fjor. Han var blevet bedre siden sidst«.
Kasper Winding: »Jeg tror ikke, der var nogen af os, der tænkte, at det var revolutionerende, mens vi lavede det. Men jeg har jo mødt folk undervejs, som har snakket om pladen. Og det er jo fint, hvis den har betydet noget for en masse mennesker. Altså, det er da pragtfuldt«.
Karsten Sommer: »Vi vidste jo ikke, at det var historisk, det, vi lavede«.
Christian Kampmann i ’Videre trods alt’: »Noget inde i mig begyndte at løsne sig. Noget andet fik det til at størkne igen, men ikke helt, og den lille del der havde været umulig at standse fortsatte med at udvikle sig og påvirke resten. Gråd blev det ikke til. Jeg kunne bare mærke mere af mig selv end jeg plejede. Om aftenen hørte jeg pladen igen««.
Menneske, mennesker, hvornår kan vi mødes igen? Mandsrollen er for dum, hvornår gør vi noget ved den?
Fra ’Menneske, Mennesker’
Bent Jacobsen: »Jeg har senere hørt fra nogle yngre bøsser, hvad pladen har betydet for dem. Mange af dem er døde nu. Aids. Jeg kan huske, at Nelly Nylon ude fra Bøssehuset fortalte, at pladen havde betydet meget for ham i spring ud-fasen. Han var fra den tid, hvor de folk hed sådan, Bella Høj og Ella Stik og sådan noget. Han var en af dem, der fortalte, hvordan den plade har åbnet op for noget. Det er jeg jo glad for«.
Samme sommer, 1975, ringede Roskilde Festival – formentlig foranlediget af de gode anmeldelser – og spurgte, om Bent Jacobsen ville spille på den store scene. Det ville han. Så han troppede op for at synge sine bøssesange. Før han gik på, mødte han filminstruktøren Helle Ryslinge, som han kendte i forvejen, ude i backstageområdet.
Helle Ryslinge: »Det er jo stort at skulle stå der pissealene med sin guitar og sin sopranstemme. På en rockfestival! Han var ikke bange, vel? Men han har været møgnervøs. Bent tog det jo meget, meget alvorligt. Det gør han, sådan er han«.
Bent Jacobsen: »Jeg gik op på scenen og begyndte, jeg tror, jeg havde tyve minutter, så skulle der et eller andet stort band på. Folk lyttede, men så var der også nogle af de der rockerhoveder, der stod og råbte svin til mig. Men der var god lyd på, så jeg kunne sagtens høre mig selv. Så jeg lod mig ikke mærke med noget«.
Helle Ryslinge: »Folk lyttede lidt pænt, vil jeg sige. Det er jo ikke musik, der svinger som død og helvede. Du står jo ikke og danser til det. Men Bent er jo sød, og jeg husker, at der var en følelse af velvilje blandt publikum, at de bakkede op«.
Bent Jacobsen: »Bagefter koncerten tog jeg direkte hjem. Jeg havde været ude på pladsen en enkelt gang, fordi jeg skulle købe noget mad, og der havde jeg nærmest fået klaus af alle de mennesker. Det var ikke lige noget for mig«.
I sommeren 1975 havde Bent Jacobsen altså skrevet og indspillet en af årets mest roste plader. Han havde været i TV-Avisen, givet interviews til landsdækkende aviser og spillet koncerter som frontfigur foran nogle af landets bedste musikere. Foruden koncerten på Roskilde. Men der var også sket andre ting den sommer. Året før havde Bent Jacobsen søgt ind på teaterskolerne uden at komme ind. Men da han, lidt nonchalant – hjulpet af udsigten til pladedebuten – søgte ind igen det forår, lykkedes det, og i sensommeren skulle han begynde som elev på Statens Teaterskole. Så koncerterne med holdet fra Nibe ebbede hurtigt ud, og rockstjernelivet sluttede, lige så brat som det var begyndt.
Bent Jacobsen: »Da pladen var færdig, flyttede jeg i kollektiv med Anders og Ulla Koppel, som jeg var blevet venner med. Og efter de der gange, vi havde været ude at spille med bandet, blev vi enige om, at det var så det. Det er en kraftanstrengelse at tage ud og spille – og det var ikke jobs, der gav det helt vilde. Og så skulle jeg gå på skole i fire år. Så det var det«.
Farvel, farvel til den kære familie. Farvel til de roller – til de bånd, der bandt. Goddag, goddag til en langsom forening. Hvor mennesker tør se hinanden, som de er.
Fra ’Den kære familie’
Bent Jacobsen: »På et tidspunkt for nogle år siden var der sådan en bølge – lidt som det skete for Povl Kjøller – hvor nogle unge begyndte at høre ’Bøsse’ for sjov. Og det må jeg indrømme, at det brød jeg mig ikke om. Den havde betydet for meget. Det kunne jeg ikke lide. Så vidt jeg ved, er det også stadig den eneste temaplade om livet som bøsse, som er lavet i Danmark. Der er lavet nogle sange, måske, men jeg er aldrig stødt på andre plader. Og det er så 40 år siden. Det er da lidt vildt at tænke på«.
Publiceret 15. august 2015