Fortællingen om Dawit Gezaes flugt kunne begynde mange steder. Den kunne begynde den dag, han besluttede sig for at flygte. Den dag, han blev fanget, sat i fængsel og tortureret for at have forsøgt. Eller den dag, han blev født ind i en lang og blodig nabokrig, som udløste et diktatur.
15. april 2015 lykkedes det Dawit Gezae at flygte fra sit elskede Eritrea. Af frygt for landets diktator vil han ikke fortælle, hvilken landsby han kommer fra. Han vil heller ikke fortælle, hvordan den eritreiske regering skulle kunne finde ham, men han er overbevist om, at styret kan dræbe ham og hans familie – når som helst, hvor som helst.
Hvad Dawit Gezae med sikkerhed kan fortælle, er, at Eritrea er det smukkeste land. Det er det perfekte land. Og det er der, han drømmer om at være.
»Vil du sige, jeg er din ægtefælle, hvis politiet fanger mig«, spørger han.
