År 2019. Planeten er i knæ, plaget af forurening og tynget af overbefolkning. De kloge og de rige har for længst rømmet kloden og slået sig ned i rumkolonier, hvor farligt arbejde udføres af syntetiske mennesker. Men nu har en flok af dem gjort oprør, og det er så detektiven Rick Deckards opgave i Harrison Fords skikkelse at løbe dem op i Los Angeles og »pensionere« dem.
’Blade Runner’ fra 1982 regnes blandt de bedste science fiction-film nogensinde, og som enhver af genrens klassikere – på skrift eller film – er flere af dens tekniske fantasier siden blevet til virkelighed.
Detektiven kan tale med sin computer og forstørre den mindste detalje i digitale fotos mange gange op. Da han ringer fra en bar, er det da også både med billede og lyd. Men sært nok på en gammeldags mønttelefon. Og selv om biler kan flyve, og overskriften, han sider og læser omgivet af futuristiske neonskilte, lyder »Opdyrkning af oceanerne, Månen og Antarktis«, fremstår den sensationelle undertekst en kende bedaget:
»Verdensomspændende computer link-up planlagt«.
