Karen-Margrethe Pedersen og naboerne i de fem parcelhuse på Jagtvænget ved siden af Charlottenlund Travbane mente alle, at de havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt, før de købte grundene i 2010.
De ville gerne undgå ubehagelige overraskelser i form af høje ejendomsskatter.
»Vi var bange for, at der var andre skatteregler, når der var tale om nye grunde. Derfor havde vi alle seks ringet ringet til Skat for at få at vide, hvad skatten ville være. Og vi fik alle det samme svar fra Skat: Kig på, hvad de betaler på sammenlignelige grunde i området«, siger Karen-Margrethe Pedersen.
Hun og hendes daværende samlever udsatte købet af den ubebyggede grund, indtil de havde fået sikkerhed for, hvad skatten ville være. Og da de gennem ejendomsmægleren i februar 2010 fik et skriftligt svar fra Skat, der meddelte, at de måtte regne med at betale det samme som naboerne med grunde af samme størrelse – omkring 30.000 kr. om året i grundskyld – slog de til og købte.
