En lille pige blev dræbt i Syrien i fredags. Hendes forældre og søskende og venner har grædt. Hun fik sin egen overskrift hos Sana, det syriske nyhedsbureau, som noterede, at pigen blev dræbt af et granatnedslag ved al-Sayyeda Zainab, en forstad til hovedstaden Damaskus.
Pigen var næppe alene. Hver dag dør små og store børn og voksne i Syriens voldsomme krig, som efter fire et halvt år har splittet landet i små og store stykker, nogle kontrolleret af regeringen, andre af IS-bevægelsen og atter andre af de verdslige oprørere i Den Frie Syriske hær og et utal af andre militser.
Men lige præcis dette nedslag ville Sana gerne kaste lys på – måske fordi granaten og den lille piges død ifølge bureauet kunne tilskrives »terrorister«.
Måske, måske ikke. De fleste ofre for krigen i Syrien dør, uden at regimet rynker på næsen eller sender Sana ud for at rapportere om dem. I takt med, at krigen har slået 240.000 syrere ihjel, har medierne mistet tællingen og mistet kontakterne. Syrien er for farligt – især for syrerne, men også for medierne. Langt de fleste nyheder kommer ud fra slagmarken med regimets førte pen eller med oprøreres kontakter i pressen.
