Man skal bruge: et stk. Chevrolet Impala årgang 1959, talrige gamle filmplakater, et gammelt tv, som viser højdepunkter i en ’dagligstue’ fra det gamle DDR, et styk moderne kunstmuseum, et par hundrede fans, flere forklædt som Egon, Benny og Kjeld, en pianist og Børge i rollen som sanger. Så har man ikke bare en plan, men et kunstnerisk kup. Det bliver skidegodt, Egon. Nåeh nej, vi er jo i Rostock i Tyskland, så det bliver »mächtig gewaltig«.
»Efter et par uger med udstillingen om Olsen-banden, kan vi konstatere, at vi har den største publikumssucces i mine fem år som direktør for museet. I dag er det selvfølgelig noget helt ekstraordinært. Det er ikke lige det publikum, man plejer at møde på et moderne kunstmuseum«, konstaterer museumsdirektør Uwe Neumann.
Denne lørdag formiddag er der allerede ankommet talrige fans i jubilæums-T-shirt for 15-års jubilæet for Olsenbanden Fanclub Deutschland, mens andre er klædt ud som de tre danske gavtyve fra Valby.
I sine store støvler tager Uwe Neumann nogle lange, begejstrede skridt for straks at vise den store amerikaner-øse frem, der åbner udstillingen, og som den originale bande har kørt i på film. Nu har Neumann hentet den i USA, og han virker, som om det er større, end hvis det anerkendte og moderne museum i Rostock havde fået retten til som de første at vise 100 hidtil ukendte malerier af Picasso.
Uwe Neumann, museumsdirektør:
