Julian Assange har farvet sit karakteristiske hvide hår rødt og anlagt skæg i samme nuance. Han ryster på hænderne, mens han forsøger at indsætte farvede kontaktlinser. Lyner sin sorte bikerjakke, krammer sin mor farvel og tjekker sine hænder, inden han stiger op på en motorcykel og suser ud i Londons gader.
Med den cliffhanger slutter smugkigget på Laura Poitras’ dokumentarserie ’Asylum’, som Politiken overværede søndag aften på New York Film Festival. Den amerikanske dokumentarinstruktør skabte overskrifter, da hun for et år siden på samme festival overraskede med sin hemmeligholdte dokumentar om whistlebloweren Edward Snowden, ’Citizenfour’, der efterfølgende vandt en Oscar. Nu er Poitras tilbage med et portræt af en anden prominent hackeraktivist, WikiLeaks-stifteren Julian Assange, som har siddet i politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i mere end tre år.
Poitras begyndte at filme den kontroversielle australier i 2011 og flyttede året efter til Berlin »for at undgå at bekymre mig om, at optagelserne ville blive konfiskeret«, forklarer hun til en præsentation af projektet Field of Vision på New York Film Festival mandag aften.
»Jeg blev systematisk stoppet ved grænserne, og der var en undersøgelse i gang om WikiLeaks«.
