Morgenen er tyst mellem de fire hvide gårdlænger i Nørre Snede. Stilheden bliver kun brudt af en rislen fra fontænen, der står omkranset af lavendelbede ude i midten. Forfatteren Peter Høeg følger strømmen mod fællessalen. De er på vej til et af dagens faste ritualer. Stilhed. 50 minutter uden en lyd. Dagens gæster har sovet på gårdens værelser. De er udstyret med særligt støjdæmpende døre. To af slagsen med en sluse på cirka 30 centimeter.
Da den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger for snart tyve år siden skrev, at en del af fremtidens luksus ville blive stilhed, var hans danske kollega Peter Høeg allerede på sporet af den. I modsætning til de fleste andre mennesker er stilhed blevet det skelet, som resten af hans liv er hængt op på. Sådan har det været i snart halvdelen af hans 58-årige liv.
»En stor del af mit liv handler om pausens betydning, og pausen er en måde at definere stilheden på. Jeg oplever, at den vestlige verden er ved at opdage eller genopdage pausens betydning. Her mener jeg ikke, at man falder i staver og fortaber sig i tankerækker. Jeg taler om en vågen, udistraheret pause, for når man tillader sig den pause, så fyldes man af energi, som det sker, når man fylder et vandreservoir. Pausen kan være alt fra nogle minutters ferie ved skrivebordet til årelange perioder i retreat«, siger han.
De seneste år er Peter Høeg begyndt at give sine egne erfaringer med stilhed, pauser og meditation videre. I foråret havde han et tomåneders forløb med to 7. klasser på Nørre Snede Skole støttet af Kulturstyrelsen og kommunen. Det handlede om læseoplevelser, kreativitet og nærvær. Alt foregik i et totalt ryddet biologilokale. De sædvanlige skeletter var båret ud. På gulvet var kun yogamåtter til bl.a. åndedrætsøvelser.
