Kæresten Katrina ringede hjemme fra deres fælles lejlighed til Joe, der var på arbejde. Der var kommet anbefalet brev fra et advokatkontor. Kæresten, der er englænder, gik på oversættelsestjenesten Google Translate og forstod, at Joe vist skulle ud af lejligheden indenfor få uger.
»Det er da løgn«, udbrød Joe Højgaard Marek. Men det vidste han godt, at det måske alligevel ikke var.
For ikke alene havde Joe få dage før på nettet set en Politiken-artikel, der fortalte, at de to boligselskaber i den bebyggelse i Ballerup, Hede-Magleparken, hvor han bor, fra nu af vil slå hårdt ned på beboere med domme for narko og vold og sætte dem på gaden.
Han havde endda også på fornemmelsen, at boligselskabet var specifikt ude efter præcis ham. For det fremgik også af artiklen, at der indtil nu var to lejere, der kunne se frem til at ryge ud af deres boliger. I det ene tilfælde drejede det sig om en person, der var dømt for at have opbevaret knojern og peberspray samt hash plus lidt amfetamin.
