For sent går det indlysende op for mig. At sådan en kan man jo ikke have stående frit fremme. En 25 centimeter høj gipsfigur af sig selv. Printet i 3D. Præcis ned til mindste buksefold og farvelagt fra øjenbryn til snørebånd. Et spejlbillede, man kan vende og dreje. Et lille gipsego i al sin usympatiske vælde. For tid og evighed fastfrosset i den samme stift henkastede stilling.
Men værre endnu: Når først man har bragt det ind i verden, det lille monster, kan man så nogensinde få sig til at smide det ud igen? Det er jo en selv. En skive af livet, som aldrig vil kunne skæres igen. Og hvis ikke: Hvor gør man så af den?
På loftet måske. Og når ens søn så en dag arver hele pulterkammeret, finder han det lille genfærd af sin far. Det bliver en klods om benet, han kommer til at slæbe efter sig – som en urne med min aske – fordi han på den ene side ikke kan få sig til at smide den ud og derved på sin vis slå mig ihjel en gang til.
Men på den anden side synes han (forhåbentlig) heller ikke, at han kan have den stående fremme. Figuren vil følge ham gennem livet. Fra pulterrum og til pulterrum. Hans 25 centimeter høje firstmover af en far, som han tog sig ud i efteråret 2015. Med stritører, vissen frisure, spaghettiarme og en kropsholdning som en træt banan. Størknet i en tid, da 3D-print var lige så hysterisk moderne, som fotografiet var det i 1840.
