Autoritetsrebelskheden. Ja, det er en omskrivning af ’dansken har manglende autoritetstro’. Men alene det er jo et bevis på, at jeg dybest set er skideligeglad med Dansk Sprognævn og i sidste ende også alle, der mener, de har en idé om, hvordan dansk bør udtrykkes. Vi er så overbeviste om, at vi hver især har lige så meget ret som andre. Volkswagen-skandalen var aldrig nået så langt, hvis bilerne blev produceret i Danmark. For ingen kunne have holdt deres kæft og rettet ind efter chefingeniøren i så lang tid. Der havde siddet nogen i en kaffestue under DTU og sagt, at det skal de kraftedme ikke slippe af sted med. Den manglende autoritetstro gør os meget agile og kreative, men også pissebøvlede at lede. Og meget danske.
Og så er der den danske skål. Vi definerer os ved alkoholen som mellemmenneskeligt fugemiddel. Det er ikke tilfældigt, at man mener, at det byg, der blev dyrket af vikingerne på Sydgrønland, sikkert blev brugt til at brygge øl. Vi er på den måde diametralt modsat amerikanerne. Vi synes, det er helt i hegnet, at man først må købe en genstand, når man er 21, stående med en automatriffel, man har haft, siden man var 16. Vi bruger alkoholen som barrierenedbryder, og ja, vi risikerer skrumpelever. Til gengæld er der utrolig lille risiko for, at nogen åbner ild med militære våben, mens der undervises i mængdelære på byens skole. Vi har en stærk tro på os selv som selvstændigt ansvarlige, når det kommer til at bunde en bajer. Frihed under ansvar med fadølshanen. Jeg tror helt overordnet, at den dybtfølte »skål«, hvor vi lige kigger hinanden ekstra i øjnene – ikke bare den dér salút eller prooost-skål – er meget definerende for os, og noget, vi er rædselsslagne for at miste.
Småpragmatismen – der handles, der spildes. Jeg har en fordom om for eksempel den franske sjæl som værende mere filosoferende end den danske. Vi, derimod, er generelt et handlende folkefærd. Vi trives ved at starte noget, få en forening op at køre: »Kom, lad os tage fat her, lad os starte en klub for folk, der spiller jagthorn med næsen«, og »vi cykler på torsdag, og Torben står for fremmøde-sms’erne«. Men jeg ved ikke, om den ildsjælekultur er så dansk, at vi kan tillade os at pynte os med den? Det er også overalt i USA og Canada. Se, der kommer den vestjyske skepsis og mangel på autoritetstro igen: Ja, ja, men så godt er det hele heller ikke«.
