Det er lidt noget rod: Selv om de burde være ens, er Luke Skywalkers lyssværd ikke mage til Anakin Skywalkers. Ifølge Star Wars-filmene er det ellers ét og sammen våben, men når man sammenligner de to sværd, der ligger på stuebordet hos Kira Axelsen og Anna Toftdahl-Olesen er det tydeligt, at skæfterne er ret forskellige. Det ene er sølvfarvet og glat bortset fra syv sammenhængende ringe på et fremspring, den anden har gulddetaljer og en nopret ring hele vejen rundt om grebet.
»Og det er jo lidt ærgerligt«, konstaterer Kira Axelsen, der netop har fundet sværdene frem fra samlingen i gangen, hvor sværdene hænger som våbenudstillingen på en herregård.. Ligesom vi mennesker er Star Wars-filmene langtfra ufejlbarlige – og hvis man er superfan, må man leve med unøjagtighederne. Det er ikke nødvendigvis helt skidt, for som Kira Axelsen siger, da hun går ud i gangen for at finde flere våben:
»Man kan aldrig få for mange lyssværd«.
Anna Toftdahl-Olsen griner kort, tjekker tiden og griber en klump farvet latex, der har ligget på bordet ved siden af lyssværdene. Hun går mod badeværelset, og Kira Axelsen følger efter. Om halvanden time vil de begge være forvandlede.
