Vi møder den fyrede og svindelanklagede sportsjournalist Michael Qureshi på et værtshus i en københavnsk sidegade. I ugevis har han afvist at tale med pressen, så vi tør næsten ikke tro på vores held. Han sidder og synker lidt sammen i en sofa lige inden for døren, ser træt ud.
»Jeg er midt i et mareridt«, siger Qureshi. »Jeg er frygtelig ked af det hele og føler, jeg har svigtet mange gode mennesker«.
Eller, nå nej ... det passer ikke. Vi er bare inspireret af Qureshis journalistiske metode, som lyder: Hvis den, du helst vil tale med, ikke gider tale med dig, så digter du bare et eller andet. Historien bliver ikke dårligere af det.
I virkeligheden tager Qureshi ikke telefonen. Vi har ikke en chance for at møde ham. Og han er langt fra den eneste aktør i den nu flere uger gamle Qureshi-sag, som er krøbet i skjul. Også chefredaktøren på BT gemmer sig. Og direktøren på Egmont. De to steder, hvor Michael Qureshi især har praktiseret sin særlige form for journalistik.
