De har lovet en storm over Atlantic City.
Domingo Cancel står i indgangspartiet i sit billige hus, der ligger klos op ad Atlanterhavet, og ser ud over vandet. Mågerne står stille i kamp med vinden, og de mest ophidsede bølger kysser allerede husets hvide gasbetonmur.
Det er ikke en hyggelig efterårsstorm, men en orkan af den slags, der tager form dybt nede i Caribiens tropiske hjerte, vinder styrke på sin rute op langs USA’s atlanterhavskyst for på et tidspunkt at hamre direkte ind på fastlandet. I vejrmeldingernes computersimulationer ser det ud, som om Joaquin, som stormen hedder, har direkte kurs mod Atlantic City.
Da orkanen Sandy i 2012 ramte og raserede store dele af New Jerseys kyststrækning, måtte Domingo Cancel lade sig evakuere i en uge, og husets skrøbelige fundament tog permanent skade.
