Langs med stranden spadserer tyskere i fornuftigt tøj, der skal beskytte mod de heftige vindstød. Mange af de vandrende medbringer farvestrålende brochurer, og lovprisninger svæver i blæsten, »vidunderlig udsigt«, »børnene vil nyde det«, »der er også plads til et gæsteværelse, så dine forældre kan komme på besøg«, og »har du set, at der også er parkeringsplads til cykler«. Søndagens samtaler langs Østersøen handler om boligindretning og store planer.
»Jeg havde aldrig drømt om at flytte ind i noget, nazisterne byggede til sig selv. Det lyder jo snarere som et mareridt. Men nu er det slet ikke usandsynligt, at vi køber en lejlighed her. Beliggenheden fås vel ikke meget bedre«, siger Horst Weiner.
Sammen med sin kone, Ursula, kigger pensionisten fra Potsdam uden for Berlin på den grå betonklods, der adskiller os fra Østersøens bølger. 4,5 kilometer strækker det, der var tænkt som verdens uden sammenligning største hotel ved navn KdF Seebad Rügen, sig langs stranden. En megalomanisk drøm af et nazistisk ferieparadis, udtænkt af Adolf Hitler selv, opført i årene på vej mod den totale krig – fra 1936 til 1939.
Dengang kom Anden Verdenskrig i vejen for fejringen af lyse sommernætter med nazistiske parader på den enorme festplads, som ellers var tegnet ind i projektet her i bugten på Rügens østkyst. Siden har kolossen på stranden ligget hen som en linje af livløse spøgelseshuse. Først nu, 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, er der flyttet mennesker ind i nogle af de i alt 10.000 lejligheder. Flertallet af dem er ved at blive renoveret og solgt som ferieboliger eller ganske almindelige lejligheder.
