Hvorfor sidder de der mænd i et mødelokale med dørslag på hovederne? Det er det første spørgsmål, jeg stiller mig selv, da jeg tirsdag klikker ind på facebooksiden for landets nyeste religiøse bevægelse. Næste spørgsmål lyder: Hvorfor er nogle af mændene klædt ud som pirater? Der er endda en piratkvinde på et af billederne.
Der kan ikke herske to meninger om, at det ser latterligt ud. Og mon ikke det er hensigten? Ellers ville man vel også have valgt et andet navn til sin religion end: Kirken for det Flyvende Spaghettimonster i Danmark.
Men er det hele bare spøg og skæmt, spørger jeg kirkens danske talsmand, Jakob Farian Krarup, da jeg et par dage senere fanger ham på en telefonforbindelse, der jævnlig afbrydes, fordi han sidder i et tog mellem Aalborg og Aarhus.
»Nej, det kan man bestemt ikke sige«, svarer han.
