Superhelten er en mandekrop.
En svulmende supertanker med superkræfter og supermoral, der taler med baryton og banker sine fjender i kampen for sandhed og retfærdighed. Han hedder Hulk, Superman, Ironman, Batman, Spider-Man eller noget andet, der ender på man.
Indtil nu. For i dag, mere end 80 år efter at de første superhelte blev skabt, bokser kvindelige superhelte sig for første gang frem og gør Wonder Woman selskab. Det er det, der optager de største tegneserieproducenter i mødelokalerne hos amerikanske Marvel og DC Comics.
Og fra tegneserierne breder de nye mangefacetterede kvindeheroer sig videre i superhelteverdenens økosystem og indtager centrale roller i spil, film og tv-serier. Alene denne vinter har en af spilverdenens få kvindelige helteskikkelser, Lara Croft fra Tomb Raider, fået følge af andre kvindelige helte i spil som Assassin’s Creed, Horizon Zero Dawn og ReCore til Xbox og PlayStation.
Det bliver ved med at overraske offentligheden, at kvinder og tegneserier kan have noget med hinanden at gøre.
Rikke Platz Cortsen , Tegneserieforsker
For nylig skiftede Marvel køn på en af sine ældste superhelte, den hammerslyngende Thor, så han i dag er en kvinde (og sælger bedre!), og selveste Captain Marvel blev forrige sommer lavet om til en en kvinde. I løbet af de sidste to år har Marvel også givet nyt liv til superhelten Ms. Marvel og helliget en ny serie til Spider-Gwen, en edderkoppeheltinde, der er kravlet ud af Spider-Man-universet, mens konkurrenten DC Comics har fået tegneseriehæfter med heltinder som Batgirl, Batwoman og Black Canary i front.
Tendensen bemærkes herhjemme. Som tegneserieforsker Rikke Platz Cortsen fra Københavns Universitet siger:
»Det bliver ved med at overraske offentligheden, at kvinder og tegneserier kan have noget med hinanden at gøre. Men alt tyder på, at andelen af kvindelige tegneserielæsere stiger, og derfor ville det nærmest være underligt, hvis ikke man sørgede for, at flere repræsenteres«.
Bag udgivelserne står flere, ofte kvindelige, forfattere og tegnere, som bliver rost for at give plads til nuancerede kvindekarakterer i stedet for at parkere kvinderne som pinupper i biroller, der skal reddes, erobres eller betragtes af mænd. Det gælder også i film og på tv.
Inden for det seneste år er tre nye tv-serier med ’levende’ superheltinder blevet lanceret, herunder ’Supergirl’ og Netflix- successen ’Jessica Jones’, der begge bygger på karakterer fra Marvel og DC.
I 2018 ventes Marvel at præsentere sin første store Hollywood-produktion med den kvindelige superhelt Captain Marvel, og DC er undervejs med en længe ventet film med Wonder Woman i hovedrollen.
På Aarhus Universitets Institut for Pædagogik og Læring forsker Carsten Fogh Nielsen i superhelte, og han understreger, at de store producenter ikke laver kvindehelte for at føre kvindekamp. Han ser tendensen som en kommerciel investering og en jagt på nye forbrugere.
»Den grundlæggende forklaring på udviklingen«, siger han, »er penge«.
»Producenterne er nødt til at finde nye markeder, og hvis man vil have indfanget kvinderne, hvoraf mange i forvejen læser tegneserier, skal man skabe noget, kvinder kan spejle sig i«, siger han og bakkes op af Rikke Platz Cortsen, der fremhæver, at flere af de relancerede superheltinder også får nye dragter.
»Det er efterhånden ved at gå op for producenterne, at det ikke er særlig praktisk at kravle på tage i bikini«, siger hun.
Den splittede superhelt
De første superhelte blev skabt i 1930’ernes New York. Især unge jødiske mænd fra det fattige Brooklyn, som var frustrerede over datidens ulighed, bolighajer og korrupte politifolk, fortalte og tegnede superhelte i konflikt med sig selv, der kæmpede for en mere retfærdig verden. Superman, der til daglig lever som den generte journalist Clark Kent, og Batman, hvis borgerlige navn er Bruce Wayne, blev markante eksempler på dette dobbeltliv.
I store træk vil de nye kvindelige superhelte det samme som de mandlige: bekæmpe det onde. De er splittet mellem deres store idealer som superhelte og deres små daglige bekymringer og besværligheder som almindelige mennesker. Netflix’ Jessica Jones er fordrukken og lider af posttraumatisk stress, mens en af Marvels største kommercielle succeser i de senere år, den 16-årige superheltinde og bestseller Ms. Marvel, kæmper med teenageproblemer som ung muslim med pakistanske rødder bosat i New Jersey. Kamala, som hun hedder uden dragten på, brokker sig over, at hun ikke må tage til fest med drenge og alkohol, når hun altså ikke metamorfoserer til Ms. Marvel og kaster med biler mod fjenden eller redder naboer fra et superskurkeangreb.
Seriens første bind strøg ind på New York Times’ bestsellerliste over tegneserier, og interessen er også stor herhjemme. I landets største tegneseriebutik, Faraos Cigarer i København, hvor en plakat af den nye kvindehelt Spider-Gwen er blikfang inden for døren, køber både kvinder og mænd serien.
»Vi er altid forsigtige med at bestille nye ting hjem«, siger Mikkel Fenger, der står bag kassen.
»Men Ms. Marvel bliver ved med at blive udsolgt, selv om vi bestiller flere og flere«.
Mod mange odds
Det er ellers ikke, fordi superheltinden har haft de bedste odds. Ud af den store Sony Pictures-lækage i 2014 smuttede også en korrespondance mellem direktører i Marvel og Sony, hvor Marvels direktør omtalte tidligere storfilm med kvindelige superhelte som Elektra, Catwoman og Supergirl fra starten af 00’erne som »katastrofer«. Korrespondancen blev af flere betragtet som et bevis på, at ingen i filmindustrien tør satse på kvindelige superhelte, mens milliarder kastes efter Batman, Spider-Man og Superman. Kritikere protesterede og hævdede, at de nævnte film blev fiaskoer, fordi de var dårlige, og ikke, fordi hovedrollen var en kvinde.
I branchen for digitale spil kickstartede den amerikanske kulturskribent Anita Sarkeesian i 2013 en debat om, hvorvidt spiludviklere fremstillede kvindefigurer som yndige trofæer, der kun er med for at blive reddet eller se godt ud.
Debatten eksploderede, og Sarkeesian blev en del af den såkaldte Gamergate-bevægelse, hvor krigeriske fraktioner i de mest hardcore dele af spilmiljøet sendte hende dødstrusler, hackede hendes onlineprofiler og spredte hendes personlige dokumenter på nettet.
Mens mindre uafhængige spiludviklere længe har haft en bedre balance mellem kvindelige og mandlige frontfigurer, er de store konsolproducenter begyndt at følge trop. I nye spil som for eksempel ReCore er kvindefiguren ikke blot en valgmulighed.
»Spil har været sindssygt dyre at udvikle, og det har betydet, at man ofte har lavet sikre satsninger for et snævert hvidt mandemarked«, siger Kristine Ploug, studieleder på spiluddannelsen Dadiu.
Hun er optimistisk og tror på, at verdens spillere – der udgøres af omkring lige mange mænd og kvinder – er på vej mod et mere mangfoldigt persongalleri.
Hvis også kvinder i mange år har læst, spillet og fulgt de mandlige superhelte, hvad er så problemet?
»Nu er der jo stadig langt flest mandlige superhelte og nok, bredt betragtet, flere mænd, der spiller den type spil«, siger Kristine Ploug.
»Kan du ikke bare overføre et almindeligt samfundsperspektiv? Det er et opgør med stereotyperne, så mange flere pludselig føler sig repræsenteret. Mange spil har været superstereotype, og det er ikke kun på kvindesiden, man ikke har fulgt med. Det gælder i høj grad også, hvad angår homoseksuelle, sorte og arabere. Det er lige så stille ved at ændre sig nu«.
De, der udfordrer vanerne i spilindustrien, bliver ofte selv udfordret. Tyske Henrike Lode, en danskuddannet spiludvikler bag det kritikerroste spil Machineers, har mødt undrende blikke, når hun har fastholdt, at helten i hendes spil, robotten Zola, skal være en pige.
»Mange mennesker – specielt i markedsføringsdelen, men også andre fagfolk i branchen – har opfordret mig til at ændre hende til en dreng«, siger hun.
»Jeg er klar over, at de måske har en pointe, og at jeg kan potentielt miste salg ved at lade være. Men hvis det også betyder, at jeg kan opnå mit mål om at tilskynde piger til at spille, er det det værd«.
Velkommen indenfor
Både Rikke Platz Cortsen og Carsten Fogh Nielsen peger på, at superheltindefremstødet er en del af noget større. At helteuniverset åbner sig.
Alene i 2015 har Spider-Man og Wonder Woman har været til homobryllupper, Batgirls transseksuelle ven er blevet gift, og med serien Stripling Warrior kom den første homoseksuelle mormonsuperhelt.
Batwoman er i dag både lesbisk og jødisk, superhelten Green Lantern er erklæret bøsse, mens Catwoman og Midnighter er biseksuelle.
Batwoman er i dag både lesbisk og jødisk, superhelten Green Lantern er erklæret bøsse, mens Catwoman og Midnighter er biseksuelle.
Alligevel er der stadig udfordringer for dem, der er færrest af i superheltelande. Ikke mindst for mange af skaberne bag, der tæller talentfulde kvindelige tegnere og forfattere. I sidste uge afslørede verdens førende tegneseriefestival – den franske Angoulême International Comics Festival – de nominerede til årets pris.
Der var 30 navne. Alle mænd.
Først sagde festivalens direktør, Franck Bondoux, at juryen ikke kunne omskrive en mandsdomineret tegneseriebranche, selv om han selv gerne havde set »et eller to kvindenavne«. Så boykottede flere nominerede mænd prisen i protest. Listen over nomineringsværdige kvinder er lang, sagde de. Nu er det endt med, at juryen kan indstille hvem som helst til prisen, der uddeles senere i januar.
Ramaskriget er ifølge Rikke Platz Cortsen udtryk for, at den holdning er ved at være fortid. Ligesom hun håber, at snakken om superheltinder i tegneserier, film og spil snart er det.
»Jeg ville ønske, at vi nåede til et sted, hvor man ikke længere tænkte: Wow, en kvinde, men man tænkte: Selvfølgelig er det sådan«, siger Rikke Platz Cortsen.
Så en verden, hvor jeg ikke ringede for at tale om kvindelige superhelte?
»Ja. Hvor jeg slet ikke behøvede have den her samtale, fordi det ikke længere var noget, man kunne lave en nyhed om«.
Publiceret 15. januar 2016