0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

»Åhhh, hvad jeg tænker, når jeg ser det billede? Det gør ondt inde i mig«

Aminata Tolo Sesay var en af dem, der klædt i orange beskyttelsesdragt tog kampen op, da ebolaen ramte Sierra Leone. Politiken rapporterede fra landet i efteråret 2014, da sygdommen kulminerede - og er nu rejst tilbage i epidemiens fodspor for at se, hvad der siden er sket.

FOR ABONNENTER

Hun kalder sig ’Messi’, og man kan ikke undgå at se hende – hun er en bemærkelsesværdig kvinde.

Hun brændte igennem, da vi første gang mødte hende i flokken af sammenbragte skæbner bag Freetowns nedslidte brandstation. Herfra hentede Messi og de andre i donerede ambulancer de ebolasyge og kørte dem rundt til behandlingscentre og sygehuse i Sierra Leones hovedstad.

Det var i november 2014, epidemien var på sit højeste, og ingen kunne følge med. I Danmark var eksperterne i alarmberedskab, i USA var der nærmest panik. Overalt i Vesten frygtede man, at den dødelige epidemi for alvor ville overskride landegrænserne og vandre ud i verden.

I Vestafrika var der kaos, hospitalerne var håbløst bagud. WHO, det internationale samfund, Læger uden Grænser og US Marines – for alle handlede det om blot at holde trit med epidemien. Medicinalindustrien og forskningsinstitutionerne arbejde sammen om at hasteudvikle en effektiv vaccine. Med op mod 1.000 nye tilfælde om ugen alene i området ved Freetown virkede det dengang urealistisk at bremse ebolavirusset. Aldrig før havde ’den store orm’ som virologerne kalder virusset, vist sig så aggressiv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce