Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Åhhh, hvad jeg tænker, når jeg ser det billede? Det gør ondt inde i mig«

Aminata Tolo Sesay var en af dem, der klædt i orange beskyttelsesdragt tog kampen op, da ebolaen ramte Sierra Leone. Politiken rapporterede fra landet i efteråret 2014, da sygdommen kulminerede - og er nu rejst tilbage i epidemiens fodspor for at se, hvad der siden er sket.

Hun kalder sig ’Messi’, og man kan ikke undgå at se hende – hun er en bemærkelsesværdig kvinde.

Hun brændte igennem, da vi første gang mødte hende i flokken af sammenbragte skæbner bag Freetowns nedslidte brandstation. Herfra hentede Messi og de andre i donerede ambulancer de ebolasyge og kørte dem rundt til behandlingscentre og sygehuse i Sierra Leones hovedstad.

Det var i november 2014, epidemien var på sit højeste, og ingen kunne følge med. I Danmark var eksperterne i alarmberedskab, i USA var der nærmest panik. Overalt i Vesten frygtede man, at den dødelige epidemi for alvor ville overskride landegrænserne og vandre ud i verden.

I Vestafrika var der kaos, hospitalerne var håbløst bagud. WHO, det internationale samfund, Læger uden Grænser og US Marines – for alle handlede det om blot at holde trit med epidemien. Medicinalindustrien og forskningsinstitutionerne arbejde sammen om at hasteudvikle en effektiv vaccine. Med op mod 1.000 nye tilfælde om ugen alene i området ved Freetown virkede det dengang urealistisk at bremse ebolavirusset. Aldrig før havde ’den store orm’ som virologerne kalder virusset, vist sig så aggressiv.

I Freetown måtte de syge dø hjemme eller ude på gaderne. Ligene var ’smittebomber’. Familierne kom ikke i karantæne, og ude på byens største kirkegård, King Tom Graveyard, blev de bare ved med at grave nye grave.

Midt i alt det fangede Messi vores opmærksomhed.

Ikke fordi Aminata Tolo Sesay, som den 27-årige sierraleoner hedder, er usædvanlig smuk eller højtråbende. Der er bare et eller andet ved den kvinde – et drive, et humør og en vilje, der skinner igennem det store smil og de skæve tænder. Og så den hæse stemme – et signal mere om fest end det kapløb med døden, som Messi var en brik i. På en måde var og er hun Sierra Leone.

I dag er epidemien under kontrol trods enkelte nye udbrud. Mindst 12.000 er døde – mindre end en håndfuld i Vesten. Verden blev forskånet for pandemien, og nu taler vi om zika-virus og babyer med skrumpehjerner.

Messi var et af de vigtigste mål for os, da vi igen landede i Freetown for nogle få uger siden. Vi ville gense Messi, ligbærerne og de syges familier. Hvis de var i live, og hvis vi kunne finde dem. Og vi ville se, hvordan landet, sundhedssystemet og menneskene kom om på den anden side.

Foto: NISSEN MADS/Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com

Derfor er det godt at se hende igen, som hun står og vinker i vejkanten på Back Street i Freetownforstaden Kissy. Stemmen er den samme, grinet lige så bredt, og der går ikke mange minutter, før flirten med fotografen er i gang igen. Eller også er de bare altid sådan – de ukuelige kvinder i de fattigste lande, hvor mulighederne består i at fortsætte jagten på tilfældet, heldet og en mere sikker fremtid.

Smertelige minder

Forbuddet mod enhver kropskontakt er slut, og vi uddeler knus.

Først vil Messi vise os, hvor hun bor. For enden af gangen i et dunkelt hus ligger værelset, som er på størrelse med dobbeltsengen. I sengen ligger »my fiancè«, som Messi forklarer. Noget mellemfornøjet trækker han hurtigt et lagen hen over underbukserne, mens radioen dunker vestafrikanske rytmer.

Der var ingen af mine kammerater, der døde, men jeg tænker på alle de andre døde og alle de syge. Nu beder vi til, at det aldrig sker igen

Det rører hende ikke. I stedet skraldgriner hun, da Mads viser det gamle billede af hende i den orange beskyttelsesdragt.

»Åhhh, hvad jeg tænker, når jeg ser det billede?«. Messi bliver lidt stille.

»Det gør ondt inde i mig. Der var ingen af mine kammerater, der døde, men jeg tænker på alle de andre døde og alle de syge. Nu beder vi til, at det aldrig sker igen«. Så tøver hun lidt.

»Jeg blev fyret 15. december sidste år. Der var ikke mere arbejde, nu er jeg frivillig i Røde Kors og arbejdsløs«.

Det har Aminata Tolo Sesay prøvet før. Hun røg ud af skolen, da hendes mor døde. Så lavede hun en lille cateringforretning, og ad uransagelige veje fik hun job i lufthavnen. Indimellem spillede hun fodbold. Deraf kælenavnet.

»Der var faktisk 6-7 ret gode år. Jeg sparede op og fik gjort skolen færdig. Så døde min ældste søster, og jeg var den eneste uden børn. Derfor blev det mig, der tog sig af de tre børn. Vi boede tæt på brandstationen, og det var derfor, jeg lærte ambulancefolkene at kende«.

»Alle var bange for dem. Folk var sikre på, at de smittede med ebola. Men jeg var ikke bange. I starten sørgede jeg for mad til dem, så fik jeg lov til at hjælpe med andre ting og gøre ambulancerne rene. Til sidst blev jeg ansat og fik løn«.

I mellemtiden havde familien smidt hende ud, fordi de var bange for at blive syge. Til gengæld holder hun i dag kontakten med de andre fra ambulancerne og håber på, at vejen til et job kan gå via det frivillige arbejde i Røde Kors.

»Jeg beder til, at ebolaen ikke for alvor kommer tilbage, men hvis det sker, stiller jeg op igen«.

Publiceret 14. februar 2016

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce