Historien er mærkelig. Den findes ikke. Den er overstået i samme øjeblik, den er foregået.
Alligevel er den med os hele tiden som en kollektiv erindring om, hvem vi er, og hvordan vi kom hertil. Vi kan ikke gøres os fri af den – selv ikke, når vi glemmer den. Det er ligesom med vores familie. Vi kan forsøge at gøre os fri af den, lægge afstand til den og fornægte den. Men den er der alligevel, og vi påvirkes af den, om ikke på den ene, så på den anden måde. Den er vores fælles hukommelse og bearbejdning af alt det, der før er sket. Når vi ikke kender den, raver vi rundt i blinde som et menneske med hukommelsestab. Hvem er vi? Hvordan havnede vi her? Hvor er vi på vej hen?
Historikernes opgave er at genopdage og genfortælle historien. Men det er svært at gribe og fastholde noget, som ikke er mere. Alt, hvad der skete, har uendelig mange årsager, og vi er uendelig mange, der opfatter hver enkelt årsag forskelligt. Kompleksiteten er uendelig, historikernes mulighed for at rekonstruere minimal. Som historikere er vi handlende i bittesmå fragmenter af den store helhed, vi alle er en del af – og har hver sin opfattelse af.
Derfor er der selvfølgelig heller ikke nogen historisk sandhed. Det er et evigt paradoks for historikerne, at vi leder efter noget, som ikke længere findes, og fortæller historier, der skal være så sande som muligt, men som aldrig kan være sande i nogen absolut forstand. Den, som mener at kende den historiske sandhed, kunne lige så godt hævde at kende den politiske sandhed. Men vi ved, at forestillingen om, at sådanne sandheder findes, er farlig og autoritær. Der findes kun forskellige historier om, hvad der er sket, og forskellige opfattelser af, hvad der er, der sker i dag, politisk og menneskeligt.
