Der var pizzaer på bordet på Restaurant Timo på Allandale Road i Leicester. Anderledes kunne det vel ikke være, da klubbens nye italienske cheftræner for første gang mødtes med scouting-departementet over en bid brød.
Claudio Ranieri tog ordet og forklarede de tilstedeværende, at han vil bygge videre på forgængeren Nigel Pearsons spillemæssige fundament. Med små ændringer, men ingen paladsrevolutioner understregede han, her et par uger efter sin udnævnelse 15. juli i sommeren 2015.
En ansættelse, der blandt andet fik Leicester- og landsholdslegenden Gary Lineker til at tweete: »Claudio Ranieri, really?«.
Italieneren kom med en rigdom af erfaring fra absolutte topjobs i Juventus, Roma, Inter og Monaco, men uden rigtig at have vundet noget af betydning, og hans fire år som chef i Chelsea fra 2000 til 2004 kom ham på ingen måde til gavn, da han blev præsenteret i Leicester City.
