Da jeg læste sociologi på Københavns Universitet i begyndelsen af 00’erne var Henrik Dahl en kendis. I hvert fald for os studerende, der hang ud i ’Dumaen’, vores slidte café i Linnésgade. Han var den eneste fra vores lille fag, der var kendt i en bredere offentlighed. Han havde skrevet livsstilskodeknækkeren ’Hvis din nabo var en bil’ og blev meget ofte bedt om at kaste et sociologisk perspektiv på forskellige samfundsforhold.
Ved valget i fjor blev Henrik Dahl folketingsmedlem for Liberal Alliance. Jeg går forbi hans kontor daglig på Ridebanen, en af Christiansborgs afkroge, hvor Politiken også har lokaler. Ud over Henrik Dahl er fem andre folkevalgte cand.scient.soc.er. Med andre ord sidder der seks medlemmer af Folketinget, der er uddannet til at identificere strukturer og normer. Hvad sker der, hvis man beder dem foretage en sociologisk analyse af deres egen arbejdsplads? Det beslutter jeg mig for at undersøge. Jeg begynder hos Henrik Dahl.
På hans klinisk hvide kontor er der ingen åbenlyse sociologiske markører. Ud over måske det indrammede portræt på væggen af Henrik Dahl selv. Da jeg banker på, sidder han bøjet over en bunke papirer. Han tager de hvide ørepropper ud og slukker for musikken.
Jeg noterer: musik: Band of Horses, rock. Tøj: skjorte nede i bukserne, ingen slips, ingen jakke.
