Det er ikke længe siden, at Freja Ragnhild Lilholt så en ung fyr på gaden, som hun syntes var så smuk, at hun spurgte, om hun måtte filme ham. Det måtte hun gerne, sagde fyren. Dagen efter mødte han op i hendes lille lejlighed i Husum iført pigetøj og heftig mascara. Han sagde, han hed Florence.
Florence satte sig i en stol og begyndte at tale om sit udefinerlige køn. Det var, som om han ikke tog notits af Frejas kamera:
»Jeg føler tit, når jeg er i et rum sammen med ... nogle tissemænd, der ikke har en queer læsning af verden, at så kan jeg tage mig selv i at ...«.
Florence leder efter ordene.
