Storsvindleren Stein Bagger sidder i en transatlantisk flyvemaskine iklædt afslappet tøj, solbriller og Rolex-ur. Og ved siden af hans sæde, 29D, sidder to store amerikanske agenter, som skal fragte den skandaleramte erhvervsmand til Danmark, så han kan blive stillet for en dommer. Det er december i 2008.
To rækker bag Bagger har tabloidavisen BT placeret en journalist, som i avisen kan skrive om, at Bagger tager »en pude frem og lægger hovedet tilbage. Han kigger op i loftet og snuser luften fra ventilationen ind. Lukker øjnene og sover lidt«, står der i artiklen.
»Måske faldt han faktisk ikke i søvn. Kort tid efter kommer madvognen. Agenterne spørger, om Bagger vil have kylling eller pasta. Bagger vil gerne have kylling. Og en Cola Light at drikke«, fortsætter journalisten.
Det lykkes ikke på noget tidspunkt journalisten at tale med Stein Bagger, for agenterne forhindrer det. Men journalisten observerer og beskriver troligt, hvordan Bagger går på toilettet, hvordan hans øjne er blanke og indsunkne, hvordan han blunder igen og vågner op og ser Abba-filmen ’Mamma Mia!’ og smiler og griner ad mange scener.
