Foto: CHARLES DHARAPAK/AP

Obama havde ikke en chance for at hindre sambasejren i Bella Center

København var rammen, da OL 2016 havnede i Rio de Janeiro. Bag kulisserne forsøgte en brasiliansk stjerneforfatter, en amerikansk præsidentfrue og en mystisk mand at imponere den olympiske familie. Med afsæt i tre danske hovedpersoner rekonstruerer Politiken en række scener fra dagene før, under og efter IOC-topmødet i 2009.

Bella Center, København

Fredag 2. oktober 2009, sen eftermiddag

Konvolutten var hvid, den var fremstillet i karton, og på bagsiden var de fem olympiske ringe trykt i en størrelse, der ikke var til at overse. Blå, gul, sort, grøn, rød. Greve Jacques Rogge, præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), var klædt i et glinsende sort jakkesæt, da han med kuverten i hånden indtog hovedscenen i Bella Center i København.

»Legene i den 31. olympiade går til ...«.

Den gråhårede greve pillede tapen af konvolutten og fiskede med sin højre hånd for at få fat i sedlen med navnet på den by, der havde vundet værtskabet for OL 2016. Sekund efter sekund passerede i tavshed.

»Rio de Janeiro«, sagde Jacques Rogge endelig efter at have brugt lidt vel lang tid på at lirke den genstridige seddel op af konvolutten.

I det øjeblik gik den brasilianske delegation amok i konferencesalen på Amager. Ekstasen kulminerede, da Brasiliens socialistiske præsident, Lula da Silva, få øjeblikke senere gik på scenen og lod følelserne få frit løb. I flere minutter græd den fuldskæggede statsleder, før han samlede sig og takkede Rios OL-delegation og resten af den brasilianske befolkning: fra dem, der tømte skraldespande på delegationens kontor til fodboldhelten Pelé.

Lula havde troet, at Chicago ville vinde. Nu måtte han i stedet trøste sine amerikanske konkurrenter:

»Jeg vil gerne undskylde for, at vi er så glade i dag, mens I er ulykkelige. Men I har været glade mange gange før. For os er det første gang«.

Samtidig forsikrede præsidenten, at landet havde økonomisk og politisk overskud til at afholde legene:

»Alle de mennesker, der troede, at vi ikke havde evnen til at lede dette land, vil nu erfare, at vi kan klare værtskabet for OL«, sagde Lula, opløst af tårer.

Det var første gang nogensinde, at en sydamerikansk by fik tildelt et OL. Rio de Janeiro havde slået de konkurrerende bud fra Tokyo, Madrid samt favoritten Chicago – og Kai Holm var ikke det mindste overrasket. Fra sin position bagest i konferencesalen betragtede den drevne danske idrætspolitiker, som indtil få dage tidligere havde været IOC-medlem, den brasilianske jubel. Han tænkte, at det ville blive et eventyr for atleterne, men også at det langtfra ville blive nogle problemfrie lege.

Også den tydelige amerikanske ærgrelse betragtede han. Men modsat de nedslåede folk fra Chicago vidste Kai Holm, at det skulle ende sådan. Det var aftalt på forhånd; han kunne bare ikke sige det højt.

Tingbjerg Idrætsanlæg, Brønshøj

Tirsdag 29. september 2009, morgen

Lyse barnestemmer hvinede taktfast over stadionet:

»Pelé«, skreg de i kor, før tre hurtige spæde klap fra hundredvis af bløde hænder lød, og de gentog: »Pelé«.

I flere minutter fortsatte de rytmiske hyl, mens skolebørn i lette efterårsjakker viftede med grønne, gule og blå Brasilien-flag af papir. Fra tilskuerpladserne på Tingbjerg Idrætsanlæg kiggede de ind mod banen, hvor en lille mørk mand i askegrå stofbukser, gul T-shirt og blå frakke skridtede hen over græsset med et større følge efter sig.

Det var ham, der var målet for de skingre råb: Edson Arantes do Nascimento, eller bare Pelé – en af verdens bedste fodboldspillere i sportens knap 150-årige historie. Denne morgen var manden med det sortkrøllede korte hår årsagen til, at der var flere børn, kameraer og journalister på stadionet i københavnerforstaden Brønshøj end nogensinde før. Som en del af Rio de Janeiros bud på OL 2016 var Pelé på Tingbjerg Idrætsanlæg for at vække sympati for brasilianernes sag.

Han spillede sin rolle perfekt. Eller autentisk. Som han konstant smilede, krammede, skrev autografer og småspillede bold med udvalgte børn, der var klædt i Brønshøj Boldklubs sort-gule hvepsedragt, fremstod Pelé som selve inkarnationen af Rio de Janeiros slogan: Live your passion – udlev din lidenskab.

Et sted i menneskeflokken stod Pia Holmen og var betaget af den lille mand. Den 46-årige direktør for Dansk Svømmeunion var egentlig ikke synderlig interesseret i fodbold, men havde alligevel læst op på Pelés meritter: 3 verdensmesterskaber, 77 mål i 91 landskampe og angiveligt mere end 1.000 scoringer gennem karrieren.

Pia Holmen var en af fire personer fra den danske idrætsverden, der som frivillig var sat til at hjælpe hver sin delegation i forbindelse med den olympiske kongres i København. En til Tokyos, en til Madrids, en til Chicagos og en til Rio de Janeiros.

»Først var jeg lidt misundelig, for jeg ville helst have haft Chicago; jeg var sikker på, at de ville vinde. Men jeg fik altså Rio. Allerede længe før kongressen blev jeg sat i gang med at finde mobiltelefoni, sikkerhed, it-virksomheder i Danmark ... Ja, jeg skulle endda finde en skrædder, så de kunne få justeret deres jakkesæt, hvis nu ikke de passede helt. Alt skulle jo spille«, husker Pia Holmen.

Det var altså som en slags dansk guide for den brasilianske delegation, at hun så Pelé tryllebinde folket. Godt nok var hans 68-årige ben blevet for stive til at udøve magi med bolden, men han brugte sin charme til at fænge de mange tilskuere.

Netop det var et af de væsentligste formål med Pelés besøg i Brønshøj. Positiv omtale. Få dage før afstemningen om OL-værtskabet anno 2016 havde størstedelen af de knap 100 stemmeberettigede medlemmer af IOC formentlig allerede besluttet, hvilken af de fire byer der var deres favorit. Men nogle vaklede stadig.

Og delegationerne vidste udmærket godt, at bare fire stemmer havde skilt London fra Paris, da Den Internationale Olympiske Komité fire år tidligere havde placeret OL 2012 i den britiske hovedstad. Hvis bare to IOC-medlemmer havde stemt anderledes, var de to byer endt lige, og så skulle organisationens præsident, Jacques Rogge, have afgjort sagen. Han ville angiveligt have foretrukket Paris.

Andrew Jennings ønskede at skille sig ud fra mængden. Siden begyndelsen af 1990'erne havde han gjort det til sit speciale at afsløre sportsverdenens mange skyggesider

Det var anekdoter som den, der fik Rio de Janeiro til at sende Pelé til Brønshøj for at spille fodbold. I håbet om at tiltrække tvivlerne eller i det mindste ikke støde dem fra sig forsøgte delegationerne til det sidste at kaste glans over deres bud. Tokyo sendte talrige tidligere olympiske guldvindere, Madrid præsenterede fodboldlegenden Raúl og den femdobbelte Tour de France-triumfator Miguel Indurain – og Chicago overtrumfede dem alle:

Talkshowstjernen Oprah Winfrey shoppede på Strøget og »elskede« sit ophold i Danmark. Løbefænomenet Michael Johnson førte delegationen an på en tidlig luntetur rundt i København. Og også den første gymnast til at score det perfekte 10-tal, Nadia Comaneci, var en del af det stjernehold, som USA’s førstedame, Michelle Obama, førte an. På det tidspunkt var det endnu uklart, om hendes mand ville komme til Danmark.

Hver gang direktør Lars Haue-Pedersen så en af Chicagos mange ambassadører tone frem i medierne, glædede han sig. Amerikanerne havde hyret hans firma, TSE Consulting, som en af talrige konsulenter. Den ranke fynbo med det mørke, tilbagestrøgne hår stod blandt andet for logistikken, mens de var i Danmark, ligesom han havde ansvar for at sikre Chicago god medieomtale.

»Derfor var det for eksempel vigtigt for os at vide, hvilke aviser der lå i lobbyen på Hotel Marriott, hvor IOC-medlemmerne boede. Det var jo spild at snakke med Politiken, hvis der kun lå Berlingske og Børsen. Problemet i Danmark var så, at aviserne var på dansk, så den mest interessante for os var faktisk Copenhagen Post, for den læste de. Danske nyheder så de heller ikke intenst, men det var stadig vigtigt for os, at Oprah og så videre dominerede billederne, så IOC-medlemmerne kunne se, hvor meget Chicago fyldte«, siger Lars Haue-Pedersen.

I den konkurrence tog han det helt roligt, at Rio de Janeiro havde Pelé med til Danmark.

»Vi var ikke så bekymrede, for vi vidste, at de færreste IOC-medlemmer er fodboldfokuserede. Inden for den olympiske familie har fodbold ikke det bedste ry, fordi det er en sport, der ikke prioriterer OL højest. Så i den her fase gik alt faktisk fuldstændig efter planen for Chicagos bud. Selv var jeg meget optimistisk«.

Bella Center, København

Onsdag 7. oktober 2009

Den hvidhårede mand kunne dårligt skille sig mere ud fra mængden. Fem dage efter valget af en OL-vært var Bella Center stadig domineret af jakkesæt og andre noble klæder, men den skotske journalist Andrew Jennings’ tøj var alt andet end fornemt: slidte mørke fløjlsbukser, en krøllet hvid og ret åben skjorte med frit udsyn til en stor del af mandens bryst samt en sandfarvet vest med masser af lommer.

Sammen med den viltre hvide manke fik det ham til at se akkurat lige så excentrisk ud, som han ønskede.

For Andrew Jennings ønskede at skille sig ud fra mængden. Siden begyndelsen af 1990’erne havde han gjort det til sit speciale at afsløre sportsverdenens mange skyggesider, blandt andet magtmisbrug i IOC og korruption i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Til gengæld vidste han, at der foregik mange andre former for skjult lobbyisme. På lovlig vis, vel at mærke.

Og på sin snørklede vej gennem idrættens dystre krinkelkroge havde han fundet ud af, at hans særegne udtryk var en fordel. Det sikrede ham opmærksomhed og var med til at vise omverdenen, at han turde gå imod strømmen. På den måde havde det ifølge ham selv været med til at sikre ham tips om dunkle aftaler fra insidere, der vidste, at de hemmelige oplysninger ikke ville strande hos ham.

Det specielle tøj matchede også hans ord – begge dele vakte opsigt. I Bella Center arbejdede Andrew Jennings for Ekstra Bladet, og i dagene omkring IOC-kongressen havde han spottet noget, der fik hans alarmklokker til at bimle: et spøgelse fra fortiden:

»Vi hører præsident Rogge og IOC-medlemmer sige, at der ikke længere er problemer med korruption i den olympiske bevægelse. Det er historie nu ...«, sagde den skotske journalist foran et kamera fra Ekstra Bladet og fortsatte:

»Men alligevel sidder den mest korrupte mand i sportens verden lige her bag mig, få meter væk«.

I pressecentret skuede Andrew Jennings over sin skulder hen mod en hvidhåret mand med nydelig sideskilning og elegant jakkesæt. Om herrens hals hang et lamineret kort med de fem olympiske ringe – et officielt adgangsbevis til kongressen i Bella Center.

Mandens navn var Jean-Marie Weber. Året forinden havde han i en schweizisk retssal indrømmet at have bestukket idrætsspidser for flere hundrede millioner kroner. Hvem ville han dog ikke fortælle. Som leder af marketingfirmaet ISL havde Jean-Marie Weber foræret formuer væk under bordet for til gengæld at få lukrative tv-rettigheder retur. Derfor havde han fået kælenavnet The Bagman – manden med de brune kuverter.

Kritiske journalister som Andrew Jennings havde sandsynliggjort, at modtagerne af bestikkelsen var nogle af verdensidrættens mest magtfulde topfolk. Blandt andre medlemmer af IOC. Af samme årsag rystede det mange at se Jean-Marie Weber i Bella Center.

Siden slutningen af 1990’erne havde IOC udadtil slået en hulens masse knuder på sig selv for at gøre op med den bestikkelseskultur, der var blevet udstillet så tydeligt i den såkaldte Salt Lake City-skandale. Flere medlemmer af den olympiske familie havde taget imod større millionbeløb for at stemme på den amerikanske by som vært for vinter-OL i 2002. Men måske boede sygen af magtmisbrug altså fortsat latent i IOC, spekulerede Andrew Jennings og mange andre kritikere efter at have set Jean-Marie Weber i Bella Center.

Især ét billede vakte mistanke. I en ilde oplyst hotellobby havde en kvik fotograf foreviget et hurtigt møde mellem Weber og en af de vigtigste figurer i Rio de Janeiros delegation: João Havelange. Den 93-årige brasilianer havde været Fifa-præsident i et kvart århundrede fra 1974 til 1998 og var blandt de primære mistænkte i ISL-skandalen, som han senere officielt skulle blive kendt skyldig i. Samtidig var han det længst siddende medlem af IOC – siden 1963 havde han været en del af den olympiske familie.

»Jeg inviterer jer til at komme og fejre min 100-års fødselsdag sammen med mig i Rio de Janeiro i 2016«, forsøgte Havelange at overtale sine venner i IOC fra talerstolen i Bella Center.

Den gamle fodboldleder var central for det brasilianske håb om at få legene til Sydamerika for første gang. Det mærkede Pia Holmen også:

»På et tidspunkt havde han været i Bella Center, og så skulle jeg sørge for, at han kom ind i en akkrediteret bil og hjem på hotellet. Han sagde ikke noget, tøffede bare efter mig og foldede sig så ind i en bil… Og så var det en bil fra Madrid-delegationen«, siger brasilianernes danske guide og fortsætter:

»Så måtte jeg hive ham ud igen, og hans assistent blev så rasende på mig, for det var altså en meget vigtig mand, og alt skulle bare være perfekt, når det drejede sig om ham. Hun råbte og skreg ad mig. Det viste meget godt, hvor vigtig en mand han var. Man kunne mærke på brasilianerne, at de var stolte af at komme med Havelange«.

For kritikerne var det kun med til at forværre det hele, at en af de vigtigste personer for Rio de Janeiros bud talte så hjerteligt med Jean-Marie Weber. Men i den konkurrerende Chicago-lejr fyldte det kun ganske lidt.

»Selv om Weber gik rundt og blev set sammen med Havelange, var det ikke sådan, at vi var bange for det her spøgelse fra fortiden. Der var nok lidt snak, fordi det var lige efter den her retssag, men det var altså ikke noget, som vi frygtede ville influere på afgørelsen«, siger Lars Haue-Pedersen.

Til gengæld vidste han, at der foregik mange andre former for skjult lobbyisme. På lovlig vis, vel at mærke. I jagten på at overbevise tvivlerne forsøgte delegationerne ikke bare at imponere IOC-medlemmerne ved at lade Pelé, Miguel Indurain eller Oprah Winfrey deltage ved diverse arrangementer i København. De forsøgte også at overtale dem uden for pressens søgelys.

For eksempel fløj Rio de Janeiro en af verdens største forfattere til København: Paulo Coelho, manden bag mesterværket ’Alkymisten’, der var oversat til mere end 60 sprog og solgt i mere end 60 millioner eksemplarer. En dag stødte Pia Holmen pludselig på forfatteren i Bella Center. Klædt i jakkesæt og et slips i Brasiliens farver lå han på en brun lædersofa med hånden under hovedet for at sove jetlagget ud af kroppen. Han skulle være frisk til at præstere for Rios bud på en ganske særlig måde.

En aften inden afstemningen var den brasilianske præsidentfrue vært for en eksklusiv middag på Nimb, det fashionable hotel i Tivoli.

»Selv om de aldrig nåede i nærheden af at bruge for så meget, havde de betalt Tivoli 1 million kroner med det samme. De ville bare være sikre på at have Nimb for sig selv. Jeg var også med til at bestille blomster til alle mulige folk, og vi tømte simpelthen flere butikker. Der var ingen smalle steder«, siger Pia Holmen.

Målet for middagen var ikke så meget IOC-medlemmerne, men deres ægtefæller, og Paulo Coelho var hovedattraktion, der skulle imponere gæsterne ved at snakke sig belevent gennem selskabet. Gæsterne fik et eksemplar af ’Alkymisten’ som et evigt minde.

»Og jeg blev sat til at køre hele Sjælland rundt i en limousine med chauffør for at opstøve noget nær samtlige udgaver af ’Alkymisten’, hans mesterværk, så der var gaver at give«, siger Pia Holmen.

Utilfredsheden bundede i det, der blev opfattet som grådighed i Den Amerikanske Olympiske Komité

Også Chicago forsøgte at imponere IOC-medlemmerne i det skjulte – men helt legalt. Med hovedsæde i Lausanne, Schweiz, er TSE Consulting baseret tæt på de fleste internationale idrætsforbund, der er godt repræsenteret i den olympiske familie. Blandt andet derfor har Lars Haue-Pedersen et bredt netværk i IOC. Og det var netop hans vigtigste opgave for Chicagos OL-bud at introducere de vigtige folk fra delegationen til de olympiske spidser.

I en suite på Hotel Marriott inviterede Michelle Obama IOC-medlemmer forbi til en snak i et hvidt lædermøblement. Hun håbede på at nå igennem næsten alle »vælgerne«, som hun kaldte dem.

»Nogle af dem havde deres koner med, og så snakkede de ellers i omkring 10 minutter. Efter det blev der taget et billede, og om aftenen modtog IOC-medlemmerne så fotoet og en tekst i stil med: Dear XXX, it was a pleasure to meet you. Good luck. Personligt signeret af Michelle. Det billede hængte mange IOC-medlemmer siden op på deres kontorer«, siger Lars Haue-Pedersen.

»Sådan noget arbejde i kulissen foregik der masser af. Men selv om IOC fra gamle dage har haft et meget dårligt ry i forhold til valget af værtsby, har vi altså ikke rigtig oplevet noget, der ikke tåler dagens lys«, siger Lars Haue-Pedersen.

I Bella Center var det dog lige præcis det, den skotske journalist Andrew Jennings ville undersøge. Om der før valget af OL-vært anno 2016 var sket noget, der ikke tålte dagens lys. Korruption, magtmisbrug, svindel. Derfor satte den excentriske mand med det viltre hår kurs mod Jean-Marie Weber.

»Jean-Marie, så mødes vi igen«, lagde Andrew Jennings ud og rakte sin hånd frem.

Weber kiggede op over brillerne med et skeptisk blik, men tog den fremstrakte hånd. Jennings gik til angreb:

»Du havde jo nogle problemer i retten sidste år. Kan du fortælle mig, hvem der har givet dig adgang til den her kongres«, spurgte han.

Med hævede øjenbryn og panden foldet i tre linjer af rynker svarede Jean-Marie Weber efter lidt tøven.

»Jeg er observatør«.

»For hvem«, spurgte Jennings.

»Du ved, at jeg arbejder for en masse forbund ...«, sagde Jean-Marie Weber.

»Men hvorfor tror du, at de lukker dig ind efter alle skandalerne«, spurgte Jennings.

»Jeg har ikke noget svar«.

»Det må du da vide. Hvor mange mennesker til stede her tog imod bestikkelse fra ISL igennem årene«, fortsatte journalisten.

»Tak, hr. Jennings ... Jeg respekterer dig og det arbejde, du laver, men lad mig venligst være i fred. Du skal også respektere mig«, sagde Jean-Marie Weber med et uudgrundeligt smil.

»For at udbetale bestikkelse? Okay ... Tak. Og på gensyn«, svarede Andrew Jennings.

Så vandrede den krøllede skjorte og de slidte fløjlsbukser væk fra det noble jakkesæt uden nogensinde at finde ud af, hvad »den mest korrupte mand i sportens verden« lavede til IOC-kongressen i København.

Københavns Lufthavn, Kastrup

Fredag 2. oktober 2009, tidlig morgen

Klokken var 07.50, da det amerikanske præsidentfly, Air Force One, svævede ind over godt 100 fremmødte entusiaster på Flyvergrillen i Kastrup og satte hjulene på landingsbanen. Om bord var præsident Barack Obama. Klokken 08.06 trådte verdens mægtigste mand ud i den københavnske oktobermorgen for at hilse på velkomstdelegationen og påbegynde fem hektiske timer i den danske hovedstad for at få OL til Chicago.

Iført sort jakkesæt og rødt slips trykkede præsidenten hånd med blandt andre den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, og den danske ambassadør i Washington, Friis Arne Petersen, før han satte sig ind i sin skudsikre limousine for at lade sig fragte til Bella Center.

I velkomstkomiteen var også Kai Holm. Og for den garvede danske idrætspolitiker føltes øjeblikket som kulminationen på flere års forberedelser til IOC-topmødet i Danmark:

»Det var stort, ingen tvivl om det«, siger han.

Som afgående IOC-repræsentant havde danskeren arbejdet hårdt på at overbevise de øvrige medlemmer af den olympiske familie om, at København kunne tilbyde de optimale rammer for et idrætstopmøde. Et dansk værtskab for den prestigefyldte IOC-kongres ville betyde massiv omtale af København. Og koncentrationen af præsidenter, kongelige, internationale sportsstjerner og kendisser ville være større end nogensinde før i den danske hovedstad.

»Den kongres ville være en kæmpe gevinst for Danmark, og der var blevet arbejdet hårdt i kulisserne for, at det skulle ske. Så det var en lettelse, at det lykkedes«, husker Kai Holm.

Han skulle vise sig at få ret, da gevinsten senere blev gjort op i tal: IOC-kongressen havde deltagelse af indflydelsesrige idrætspolitikere fra mere end 190 lande, og de højtforbrugende gæster tegnede sig for i alt 17.000 overnatninger samt 64 millioner kroner i turismeomsætning for København.

I alt 5.252 udenlandske onlinemedier fra 125 lande skrev om IOC-topmødet og inkluderede ordene ’København’ eller ’Danmark’. Godt 1 milliard tv-seere så en 90 sekunder lang reklamefilm om Danmark i minutterne op til udråbelsen af værtsbyen for OL 2016. Alt sammen til en pris på 33 millioner kroner, da IOC selv afholdt langt de fleste udgifter til topmødet.

Alt dette havde Kai Holm endnu til gode at konstatere, da han vinkede farvel til limousinen med Obama på bagsædet, som gled af sted fra Københavns Lufthavn og ud på Amagers afspærrede veje.

Til gengæld vidste danskeren, hvad præsidenten ingen anelse havde om: Statslederens besøg fra USA var det rene spild af tid; amerikanerne var på forhånd dømt til at tabe. Allerede på det tidspunkt kendte Kai Holm nemlig til den koordinerede afstemning, som talrige utilfredse IOC-medlemmer havde planlagt at gennemføre.

Utilfredsheden bundede i det, der blev opfattet som grådighed i Den Amerikanske Olympiske Komité (Usoc). Fra 2008 til 2012 stod amerikanerne til at modtage 2,3 milliarder kroner i tilskud fra IOC – en guldrandet aftale, som havde rod i et lån, Usoc bevilgede til det bankerottruede IOC i 1980’erne. Selv om IOC siden var blevet en økonomisk stærk organisation, modtog den amerikanske komité altså fortsat anseelige procenter af de olympiske indtægter

»Det var derfor, at sommer- og vinterforbundene gik sammen og blev enige om, at man skulle lægge en blokade ind i afstemningen. Så Chicagos OL-bud reelt ikke havde nogen chance«, husker Kai Holm.

»Det var denne økonomiske handel, der afgjorde Chicagos skæbne«.

Godt nok var hans 68-årige ben blevet for stive til at udøve magi med bolden, men han brugte sin charme til at fænge de mange tilskuere.

Boykotten af det amerikanske bud var hemmelig i tiden op til kongressen i København. Men efterhånden som stadig flere IOC-medlemmer blev indviet i planerne, fik også Usoc angiveligt nys om dem. Alligevel blev Barack Obama ikke orienteret – og i Københavns Lufthavn måtte Kai Holm altså lade som ingenting.

»Når man sidder inde med den viden og ikke kan komme ud med den, føler man sig da ikke ubetinget godt tilpas. Men jeg kunne ikke gøre andet end at holde gode miner til slet spil«, siger han.

Obamas pludselige besøg skabte panik hos både delegationerne og arrangørerne. For med verdens mægtigste mand i byen skulle der i al hast ommøbleres på alt fra sikkerhedsopbud over presseakkrediteringer til trafikafspærringer.

Det sidste mærkede den brasilianske delegation tydeligt. Mens Barack Obamas limousine trillede over Amager, forlod Pia Holmen og resten af Rio-folkene Hotel Sankt Petri i det indre København og satte kurs mod Bella Center.

»Jeg sad helt oppe foran med den danske buschauffør, og pludselig sagde han, at vi havde fået besked på at køre fra – inden Bella Center. For nu kom Obama-karavanen fra lufthavnen, sagde han. Så holdt vi i sådan en stor bus på en afkørsel«.

Tiden gik, uro opstod. Hvorfor skulle Chicagos kransekagefigur have privilegeret adgang, mens Rio-lejren blev parkeret på en frakørsel?

»Jeg begyndte at få ondt i maven, for det var så vigtigt, at vi nåede det i god tid. Jeg tænkte, at det ville blive en sag, hvis Chicago vandt og Rio tabte, fordi man fra dansk side tilsidesatte den brasilianske delegation til fordel for Obama. Selv om det jo var et sikkerhedsspørgsmål«, siger Pia Holmen.

Til sidst fik bussen signal til at køre, og brasilianerne nåede tidsnok frem.

Også i den amerikanske lejr var der panik. I første omgang havde præsidentbesøget vakt optimisme, da det blev annonceret, men Lars Haue-Pedersen kunne mærke, hvordan det distraherede mange af de mennesker, der arbejdede på at få OL til Chicago. Fjernede fokus. I de døende dage var det afgørende at få talt med så mange IOC-medlemmer som muligt. »Ikke bare en snak i en elevator«, som Lars Haue-Pedersen formulerer det, men regulære kaffemøder eller middage, der gav tid til at forklare vælgerne, hvilke fordele der var ved at placere OL i den amerikanske millionby.

»Det glemte Chicago-folkene lidt, for der gik simpelthen Obama i den. Jeg tror ikke, at de sov de sidste tre døgn op til den afgørende dag, fordi der med præsidentens ankomst skulle ændres så mange ting og gøres så meget, de ikke havde forberedt«.

Det gjaldt ikke mindst den store multimediepræsentation, som Chicago skulle fremføre samme formiddag på dagen i Bella Center.

»Normalt er sådan en præsentation lidt af en veltilrettelagt spillefilm – for eksempel var Paris’ bud på OL 2012 koreograferet af instruktøren Luc Besson. Det er seriøse ting. Men pludselig skulle folkene fra Chicago lave alt om, og det svarede altså til at klippe en spillefilm om med få dages varsel. Billeder, film, lyd og taler skulle jo passe sammen«, siger Lars Haue-Pedersen.

Også en anden væsentlig ting skabte panik i den amerikanske lejr: Delegationen var ikke klar over, hvad Obama ville sige.

Bella Center, København

Fredag 2. oktober 2009, morgen

Da USA’s førstedame, Michelle Obama, trådte ind i Bella Centers luftige ankomsthall, tog Kai Holm atter imod. Danskeren så frem til en dag, han i høj grad selv havde været med til at planlægge, men som han nu ikke længere var direkte impliceret i. Høfligt hilste han på præsidentfruen.

»Vi snakkede lidt om vejr og vind og om, hvor dejlig Danmark er. Ren og skær turistsnak. Der var ikke tid til så meget andet«, husker Kai Holm.

Nogenlunde samtidig fik teknikerne i Bella Center for alvor travlt. Mens Michelle Obama allerede havde tilbragt nogle dage i København, var hendes mand netop landet, og med sig havde præsidenten en tale, der i en fart skulle føres ind i kongrescenterets teleprompter. Folkene fra det amerikanske bud kendte ikke indholdet.

»Det er i sig selv katastrofalt«, siger Lars Haue-Pedersen.

Klokken 08.45 gik Chicago-spidserne på scenen for at fremlægge deres bud som den første af de fire finalebyer. En storladen video med titlen ’Chicago Rising’ løb hen over den gigantiske skærm i hallen, og til et lydtæppe af sukkersød amerikansk popmusik blev storbyens sportslige tradition oprullet for at imponere IOC-medlemmerne.

Herefter var det tid til det første store talernavn, Michelle Obama, der kredsede om sin families rødder i det sydlige Chicago.

Kort efter skulle hendes mand – udstyret med en Ramlösa danskvand og en kildevand fra Carlsberg – forsøge at binde en elegant sløjfe på sin hustrus tale og samtidig understrege sit ønske om at få OL til Chicago.

»Det er ikke kun, fordi det var den by, hvor jeg mødte den kvinde, I netop hørte tale – og efter at have lært hende at kende i denne uge, må I være enige med mig i, at hun er et ret stærkt kort«, lød det fra Barack Obama.

Præsidenten benyttede ikke det taleoplæg, der i ugerne op til IOC-topmødet var blevet udarbejdet, i tilfælde af at han skulle melde sin ankomst. Oplægget indeholdt ifølge Lars Haue-Pedersen »noget i stil med: Change history. Make your movement big. You can, we can, together we can«.

Men talen indeholdt kun få egentlige argumenter for, hvorfor OL skulle afvikles i Chicago, tænkte Lars Haue-Pedersen:

»Vi havde ellers sagt, at hvis han kom, så skulle han som det første invitere alle IOC-medlemmer til en olympisk forsamling i Det Hvide Hus året før OL. Så ville mange altså sige: ’Hold da op’. Det havde været fantastisk«.

I pausen efter Chicagos præsentation var IOC-medlemmer i hobetal ivrige efter at lade sig fotografere sammen med Barack Obama. Og da Madrid, Rio og Tokyo også havde fremlagt hver sit bud op ad dagen, var meldingen fortsat den samme blandt bookmakere og eksperter: Chicago var favorit.

Bella Center, København

Fredag 2. oktober 2009, eftermiddag

Pia Holmen sad i Bella Centers område for frivillige, da resultatet af første afstemningsrunde lå klar.

Udskillelsen i kampen om at blive OL-vært foregår på Robinson-manér: Efter hver runde forlader den by med færrest stemmer afstemningen, hvorefter stemmerne nulstilles.

Naturligvis håbede Rio-lejren på at sejre i København. Aldrig før havde Sydamerika haft et OL, og brasilianernes præsentation havde ikke bare boblet af optimisme, men også af realisme. Økonomien blomstrede som aldrig før, så borgmesteren fra Rio de Janeiro kunne forsikre, at der var rigeligt med penge til at afvikle de olympiske lege. Det var de to vigtigste argumenter fra det brasilianske bud.

I første omgang håbede Pia Holmen bare på, at samba-metropolen ikke ville ryge ud. Hun sad og drak kaffe sammen med de danske guider for de tre andre delegationer, da en medarbejder fra Danmarks Idrætsforbund informerede dem om resultatet af første runde:

Madrid: 28 stemmer.

Tokyo: 22 stemmer.

Rio de Janeiro: 26 stemmer.

Chicago: 18 stemmer.

Det var en realitet; den amerikanske favoritby var ude.

»Hvad?«, udbrød Pia Holmen.

Med ét røg hun op af stolen og løb ned til Rio-delegationen.

»Blandt brasilianerne skabte det eufori, at Chicago røg ud, for det var jo dem, man regnede som den sværeste konkurrent. Der steg spændingen og optimismen virkelig«, husker hun.

På Copenhagen Island Hotel ved Kalvebod Brygge kastede Lars Haue-Pedersen i afmagt fjernbetjeningen ned i sengen. Alene stod han på sit værelse, da han så afgørelsen i fjernsynet. Han havde valgt at se det for sig selv, fordi nerverne dårligt kunne holde til at se det med andre. At Chicago ville ryge ud i første runde, havde han ikke regnet med.

»Men Chicago var også uheldige. Der gik rygter om, at guvernøren fra Tokyo havde fortalt IOC-medlemmerne, at han ville begå selvmord, hvis hans by røg ud i første runde. Derfor stemte en del asiater og arabere, der ellers normalt kan stemme på USA, angiveligt på Tokyo i første runde – fordi de troede, at Chicago alligevel ville gå sikkert videre fra

Lars Haue-Pedersen gik ned til en gruppe grædefærdige delegerede fra Chicago. Mange havde håbet at skulle arbejde med at skabe et amerikansk OL bagefter, men nu stod de pludselig uden job. Efter at have klappet folk på skuldrene, trøstet lidt, tog han ind til Axelborg over for Tivoli.

De centrale selskabslokaler havde Chicago-delegationen lejet, i håb om at der skulle være vinderfest. Selv om det var hårdt at se nederlaget i øjnene, var de fleste gode tabere.

»Vi gjorde, hvad vi kunne«, lød det rundtomkring.

Men ikke fra Chicagos borgmester, Richard M. Daley. Den mangeårige og noget rå bykonge ankom til Axelborg, da IOC-præsident Jacques Rogge tonede frem på en storskærm og skulle til at åbne konvolutten med vinderbyens navn.

»Daley kiggede lidt rundt, før han sagde: We don’t need to see this crap. Så det gjorde vi ikke. Derfor måtte jeg gå ud af Axelborg og ned mod Rådhuspladsen for at finde ud af, hvem der fik OL«, siger Lars Haue-Pedersen.

Tilbage i Bella Center var Kai Holm ikke overrasket; han kendte til studehandlen imod USA.

»Os, der stod i kulisserne, vidste jo godt, at meget skulle gå galt, hvis ikke Rio fik det. Men man kan aldrig vide noget med sikkerhed«, siger han.

Anden afstemningsrunde var endt med japansk exit – og med markant flest stemmer til Rio de Janeiro. Derfor var optimismen stor i den brasilianske lejr før den endelige afgørelse mellem Madrid og Rio de Janeiro.

»Det var nervepirrende«, siger Pia Holmen.

Og så:

Madrid: 32 stemmer.

Rio de Janeiro: 66 stemmer.

»Der blev bare kaos. Folk hoppede rundt, jublede, krammede og kyssede – det var meget kærlige og følelsesbetonede mennesker«, siger hun.

Mens Kai Holm bagest i salen smilede ved tanken om, at atleterne ville få en stor oplevelse med et sydamerikansk OL, tog Pia Holmen tilbage til vinderballet på Hotel Sankt Petri med svedige sambarytmer og dans ud i uendeligheden. Det var »den fedeste fest nogensinde«.

Kilder: Ud over interviews med de tre hovedpersoner bygger rekonstruktionen på videoer fra YouTube, private billeder samt artikler fra Politiken, Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Weekendavisen, Play the Game, BBC, Guardian, New York Times, Around The Rings og andre internationale medier

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce