Foto: Tage Christensen Jacob Maarbjerg

Hun blev nazisternes glansbillede: »Jeg ville bare svømme«

Ragnhild Hveger var verdens bedste svømmer og århundredets idrætsnavn i Danmark. Men hun blev også brugt i nazisternes propaganda. Var hun bare naiv? Politikens Rasmus Bech førte flere samtaler med Ragnhild Hveger i hendes sidste tid.

For 80 år siden stod hun på den olympiske sejrsskammel i Det Tredje Riges hovedstad, Berlin i Tyskland.

Den blot 15-årige Ragnhild Hveger, lokomotivførerens datter fra Helsingør, havde vundet sølv på sin favoritdistance, 400 meter crawl.

Tiljublet og beundret var hun, den sommerdag i 1936, ja, men egentlig også noget skuffet. For Ragnhild havde som storfavorit regnet med at vinde.

I december 2011, 9 dage før sin 91-års fødselsdag, døde nittenhundredetallets største danske kvindelige idrætsudøver.

Efter et langt og smukt, men også meget dramatisk og problemfyldt liv, der havde givet hende store ar på sjælen. Og efter begivenheder, der havde – noget uretfærdigt, syntes hun – plettet hendes navn.

Fra foråret 2009 til efteråret 2011, kort tid inden hendes død, førte jeg en lang række samtaler med kvinden, der havde sat 44 verdensrekorder, og som den britiske avis The Times tilbage i 1938 havde givet tilnavnet ’Den gyldne torpedo’.

Vi mødtes aldrig, legenden Ragnhild Hveger og jeg, reporteren.

Vi aftalte det ellers et par gange. Blandt andet var det tanken, at jeg skulle køre hende fra lejligheden på Helmer Søgaards Allé i Kastrup på Amager til hendes sommerhus i Tommestrup på Stevns, hvor hun ikke havde været i et par år. Men hver gang blev det aflyst.

»Jeg har det ikke så godt i dag, jeg har ondt i hele kroppen. Kan vi ikke køre en anden dag«, kunne hun sige, når jeg ringede for at fortælle, hvornår jeg ville hente hende.

Andre gange kunne Ragnhild Hveger sige, at hun ikke ønskede at vise sig offentligt, fordi hun – efter en blodprop i hjernen i 1993 – havde problemer med højre arm og ben.

Det var af samme grund, Ragnhild Hveger ikke deltog personligt, da Danmarks Idrætsforbund i forbindelse med sit 100-års jubilæum i 1996 kårede hende til århundredets kvindelige idrætsnavn.

Vores samtaler foregik altså på telefon. Jeg ringede til hende, hun ringede til mig.

Det, vi talte om, var det, der optog hende. Og det var for det meste gamle dage.

De store øjeblikke, de mange, hun havde mødt, svømmekammeraterne, hendes kærlighedsliv, hendes dårlige beslutninger. Og hendes nogle gange udtalte længsel efter døden. Som skulle sætte et punktum for alle de mange tunge tanker.

»Jeg føler mig meget ensom. Derfor spekulerer jeg meget over fortiden. Ja, min tid går meget med at lære fortiden bedre at kende«.

Undervejs i samtalerne tog jeg, nærmest som en journalistisk refleks, noter.

Det fortalte jeg hende i en af vores første samtaler – og umiddelbart gjorde det Ragnhild Hveger forskrækket. Derfor måtte jeg love hende, at jeg ikke skrev noget i avisen, så længe hun levede.

»Vil du love mig det«, spurgte hun. »Og vil du også love ikke at presse mig til at skifte holdning?«. Det gjorde jeg.

De gode gamle dage

Det er først nu, i denne artikel, fire et halvt år efter hendes død, at jeg bruger nogle af hendes ord.

Men jeg bruger ikke dem alle. Slet ikke. Jeg har sorteret alt om hendes nulevende familie fra – og koncentreret mig om de ting, der skildrer hendes tanker og hendes liv i de svære år.

Og hvad hun tænkte om sit ungdomsliv – nu da hun var tættere på døden og skulle forlige sig med sine beslutninger.

»Når jeg sidder her i min kvide, tænker jeg på de gamle dage, på alt det gode«, sagde Ragnhild Hveger i en af vore samtaler.

»Alle andre tanker er mørke. Nogle gange har jeg det sådan: De, der ikke kan tænke, men bare sludrer løs om madopskrifter, har det godt. De, der kan, har det ad helvede til. For de er klar over deres situation«, kunne hun eksempelvis sige en dag, da alderdommens skavanker plagede hende, lejligheden føltes som et fængsel, og humøret derfor var i bund.

Foto: POLFOTO

Og »alt det gode« var for Ragnhild svømmeårene, tiden i vandet, de store stævner.

Alt det, der gjorde livet til en fest og Ragnhild Hveger til Danmarks første egentlige feterede idrætsstjerne. En personlighed i lejet mellem at være en stor pige og en ung kvinde, og som aviserne og ugebladene nysgerrigt dyrkede, sportsligt og privat.

Ragnhild Hveger tilhørte den generation af svømmere – som ’Lille henrivende Inge’ (Sørensen) også gjorde det – der hovedsagelig trænede i havnebassiner og i kystbyernes svømmeanstalter.

De svømmehaller, vi kender i dag, og som alle byer har, var mere end sjældne dengang. Det var svømning på den hårde måde i 1930’erne og 1940’erne. I al slags vejr. Og udendørs. Blandt druknede katte og rotter i olieplettet vand.

Da familien Hveger – forældrene og fire børn, to drenge og to piger med Ragnhild Hveger som den yngste – flyttede fra Gedser til Helsingør, havde den 6-årige Ragnhild Hveger allerede lært at svømme. Som 10-årig blev hun ’opdaget’ af den lokale svømmeklub, og som 11-årig havde hun sin stævnedebut i en bymatch mod Helsingborg.

Jeg hilser de tyske soldater i Danmark velkommen

På det tidspunkt havde Ragnhild Hveger ikke lært at springe på hovedet, så hun sprang i på benene. Det var noget af et handikap – men det forhindrede ikke Helsingør-pigen i at vinde 50 meter crawl.

Den første verdensrekord

Showet var i gang. Og i sommeren 1935 – da Ragnhild Hveger var 14 – vandt hun sit første danske mesterskab og sin første nordiske titel.

»Jeg trænede ikke, jeg legede svømning. Sådan havde jeg det«, fortalte hun.

»Jeg elskede vand, ja, det gør jeg stadig. Det lyder måske skørt, men jeg skulle helst være i nærheden af vand for at trække vejret ordentligt«.

Læserne af Idrætsbladet, der blev udgivet af Politiken, valgte Ragnhild Hveger til Årets Fund i dansk idræt 1935.

Og i februar 1936, det olympiske år, satte Ragnhild – og det skete i Øbro-Hallen, der i 1930 åbnede som Danmarks første offentlige svømmehal – den første af de 44 verdensrekorder, der skulle bære hendes navn. Og som senere sikrede hende en plads i den internationale svømmesports Hall of Fame i Fort Lauderdale i Florida.

Det blev til flere verdensrekorder i 1936 – og hun rejste derfor til legene i det nazistiske Tysklands hovedstad som både berømthed og storfavorit på distancen 400 meter crawl.

Men det gik galt for favoritten fra Helsingørs plumrede havnevand.

Hun havde vundet sit indledende heat, hun var en overbevisende vinder af sin semifinale, men i selve finalen – og efter at have ført cirka 390 meter – blev 15-årige Ragnhild Hveger overhalet af Berlin-legenes store svømmestjerne, hollænderen Rie Mastenbroek.

»Det var, som om jeg stod stille, da Mastenbroek sprintede forbi mig«, erindrede Ragnhild Hveger de mange år efter.

Men selv om hun var en skolepige forklædt som verdensstjerne, fik Ragnhild Hveger ikke tildelt den danske darlingrolle.

Den blev snuppet af barnesvømmeren Inge Sørensen, den bare 12-årige skovserpige, der gennem sin bronzemedalje i 200 meter brystsvømning blev de olympiske leges yngste medaljevinder nogensinde.

Ragnhild og Inge – eller ’Lille henrivende Inge’, som Danmarks Radios navnkundige reporter Gunnar Nu Hansen spontant døbte hende i radiotransmissionerne fra Berlin – udgjorde den danske olympiske trups børnehave.

Bare 15 og 12 år gamle, langt hjemmefra og kun OL-deltagere i kraft af forældrenes tilladelse kaldte de på lidt omsorg fra kammeraterne. Men det viste sig unødvendigt, for de kunne sagtens klare sig i det tætte konkurrencemiljø.

Inge Sørensen blev valgt som Årets Fund i 1936, året efter Ragnhild Hveger.

Da jeg mange, mange år senere fik hende, Inge, overtalt til at rejse hjem fra New Jersey i USA, hvor hun havde boet i mere end 50 år, for at deltage i en Årets Fund-fest på Hotel Kong Frederik som æresgæst, sagde den lille henrivende til mig i Københavns Lufthavn, da jeg hentede hende: »Jeg vil så gerne se busten af Gunnar Nu, han var mig en kær ven«.

Så vi kørte til Østerbro. Og jeg havde næppe fået bilen op i tredje gear, før den lille henrivende spurgte, om jeg »vidste noget om Ragnhild«. Det gjorde jeg ikke, for på det tidspunkt havde jeg ikke nogen personlig kontakt med Ragnhild Hveger.

»Men jeg kan skaffe dig et telefonnummer, så du kan ringe til hende«, svarede jeg.

»Tak, det vil jeg gerne have, det er meget venligt af dig«, sagde hun.

Da vi ankom til den lille plads foran Østerbro Stadion, steg vi begge ud af bilen. Inge Sørensen, der nu bar efternavnet Tabur gennem sit ægteskab med en tidligere svømmekammerat, Janus Tabur, dvælede ved busten af Gunnar Nu i nogle minutter.

»Skal vi køre videre«, sagde den lille kvinde – og vi satte kursen mod hotellet i Vester Voldgade, der er nabo til Politikens Hus.

Og da jeg bar den lille henrivendes kuffert ud og fulgte hende ind på Kong Frederik – hvor hun sørme insisterede på, at vi skulle tage trappen og ikke elevatoren op til 5. sal – mærkede jeg et historisk vindpust, der drillede de små nakkehår.

Foto: Holger Damgaard

Indbildning? Måske – men her gik jeg bag den kvinde, der som 12-årig skovserpige stod på det mægtige olympiske stadion i Berlin, iført en fin kjole syet af nabokonen. Og mens hele stadion stod med armen hævet til nazihilsen under sejrsceremonien, bevarede hun roen og rankheden og holdt sine bare arme ned langs kroppen.

Hjemkomsten fra legene i Berlin for nu 80 år siden blev en forrygende fest for de to piger. Men også en skræmmende oplevelse.

De kom med tog, ført af Ragnhild Hvegers far – og der var i bogstaveligste forstand tale om et triumftog, der måtte standse på flere stationer på vejen hen over Sjælland mod København. For folk var løbet af huse for at hylde de nu berømte unge svømmere og deres holdkammerater.

Toget stoppede også ved Enghave Station, hvor op mod 30.000 var stimlet sammen for at hylde de olympiske piger.

Politiet kunne ikke holde folk tilbage, afspærringerne brød sammen – og svømmepigerne og en grædende Inge Sørensen måtte ’flygte’ ind i nogle kolonihaver.

Senere kørte sølvvinderen Ragnhild Hveger i et særtog til Helsingør. Cirka 15.000 ventede på hende – et temmelig imponerende tal, når man tænker på, at indbyggertallet i den nordsjællandske by året før, i 1935, var 17.140.

»Det er endnu værre end ved Enghave«, skal Ragnhild Hveger have sagt ifølge Berlingske Tidende.

Hjemkomstdagen sluttede med endnu en modtagelse i Helsingørs nordhavn og en festmiddag på Restaurant Kronborg Havbad.

»Byen ved havet byder havets datter velkommen«, sagde borgmesteren storladent i en hyldesttale – og som gave fik Ragnhild Hveger en levende kanin.

Alt dette hørte, trods tumulten, til den ældre Hvegers gode minder fra den ungdom, der senere skulle blive temmelig kompliceret.

Til de gode minder hørte også, betroede hun mig, europamesterskaberne i London i 1938. Året forinden havde hun sat 11 verdensrekorder – og i London fulgte hun op med 3 EM-guldmedaljer.

Næste mål var OL i Tokyo 1940. Men Anden Verdenskrig kom på tværs. Og forandrede alt.

På det tidspunkt var Ragnhild Hveger en verdensstjerne. To år forinden vandt hun som nævnt tre EM-guldmedaljer i London – og her var sejren i 400 meter crawl, det, vi i dag kalder ’fri’, den mest opsigtsvækkende.

Den hollandske sølvvinder Ria van Veen slog først hånden i bassinkanten 20 sekunder efter Ragnhild Hveger, og det var den præstation, der fik The Times til at kalde danskeren for ’The Golden Torpedo’.

»Det bedste jeg ejede og havde, var mine ben«, gav hun mig som forklaring på sin speed i vandet.

Ved det samme stævne vandt den fnuglette ’Lille henrivende Inge’, der også takkede sine benmuskler, EM-guldet i 200 meter brystsvømning, 14 år gammel.

»Jeg havde det pragtfuldt sammen med Inge, hun var som en lillesøster for mig«, sagde Ragnhild Hveger til mig 20. marts 2009.

Og så fortalte hun mig om en lille begivenhed, der stod lysende klar for hende – også selv om den fandt sted 70 år forinden.

Foto: Johnny Bonne

»13. marts 1939 sad Inge og jeg og hundefrøs i en kold svømmehal i den hollandske by Breda. »Vi sidder her og fryser, vi gider jo ikke mere«, sagde vi til hinanden. Vi blev næsten enige om at holde op, vi var kolde og nervøse, for vi skulle svømme mod hollænderne, der var vores værste konkurrenter«.

Men de holdt ikke op. For de havde begge kurs mod de lege, der imidlertid ikke blev til noget. Hverken i 1940 i Tokyo eller 1944 i London.

I stedet blev Danmark besat af tyskerne 9. april 1940.

Fra krigsudbruddet i september 1939 og frem til besættelsen af Danmark blev sportssamarbejdet med Tyskland udbygget. Men i foråret 1940 var det slut med international sport for de danske atleter; det skete efter henstilling fra Danmarks Idrætsforbund.

I sensommeren samme år blev forbuddet ophævet på opfordring fra både besættelsesmagten og det danske udenrigsministerium – og det passede flere danske idrætsforbund godt. Også svømmeforbundet.

Ildglimt for øjnene

Ragnhild Hveger var meget aktiv på den internationale scene. Som verdensstjerne og rekordholder var hun en, ’alle’ ville se – også i Tyskland. Hun besøgte landet 30 gange, heraf Berlin 14 gange, fyldte svømmehallerne og kasseapparaterne.

»Jeg var en stille pige, der ikke blandede mig i noget. Som regel talte jeg folk efter munden, gav dem ret i alting – og gjorde det, jeg fik besked på«, fortalte hun mig.

Hun blev interviewet til et tysk soldaterblad i Danmark, hun lod sig fotografere med glade tyske soldater. Svømmepigen Hveger lagde ikke afstand til besættelsesmagtens soldater.

»Jeg hilser de tyske soldater i Danmark velkommen og husker med glæde de skønne stunder blandt gode tyske sportskammerater, jeg har oplevet ved mine hyppige besøg og starter overalt i Tyskland«, sagde hun til soldaterbladet.

Hele denne periode er grundigt beskrevet i idrætsprofessor Hans Bondes bog ’Fodbold med fjenden – dansk idræt under hagekorset’.

På det tidspunkt var Ragnhild Hveger 20 år – og den yngste i en familie, der bredt set var begejstret for Tyskland og den nazistiske ideologi. Hendes far blev medlem af det danske naziparti, og en af hendes brødre deltog i krigshandlingerne på tysk side.

Da vi talte om det i telefonen, disse mange år efter krigen, kaldte hun sig selv både enfoldig og naiv.

»Det var forkert, det, jeg gjorde, og det kan der ikke laves om på. Men jeg har ikke gjort et menneske fortræd, overhovedet ikke. Jeg ville bare svømme«, sagde hun.

I 1941 satte hun flere verdensrekorder – og den sidste blev sat i 1942, da det var begyndt at tynde ud i stævnerne.

I 1942 blev også Tyskland så mærket af krigen, at flere stævner og turneer blev aflyst, og det blev til stadig færre starter for Ragnhild Hveger, der nu var blevet uddannet som svømmelærer.

Og i marts 1943 kunne det tyske nyhedskontor Pressedienst Nord fortælle, at Ragnhild Hveger »blandt talrige tilbud fra forskellige lande« havde valgt at flytte til Tyskland for at arbejde som svømmelærer.

I den illegale danske presse hed det dog, at hendes rejse til Tyskland skyldtes, at hun var blevet meget upopulær i Danmark på grund af sine nazistiske venner.

Ragnhild Hveger flyttede til Kiel, hvor hun boede sammen med en tysk soldat, hun havde lært at kende i Danmark. Sammen fik de en datter. Ragnhild Hveger var da blevet 22 år.

»Min største forbrydelse var, at jeg blev forelsket. Og når det sker, mister man jo hovedet«, sagde hun til mig, da vi talte om de dramatiske år.

I bogen ’Eliteidrættens kanon’, hvor 11 fremtrædende danske idrætsfolk og hold er portrætteret, nævnes det, at Ragnhild Hvegers elskede »senere flygtede fra den tyske hær, men blev fanget og henrettet«.

Men sådan gik det ikke for sig, fortalte Ragnhild mig.

»Han sejlede i marinen, og hans skib blev sprængt i luften ved Danzig, og han blev dræbt. Den nat, det skete, vågnede jeg med et ildglimt for øjnene«.

»Krigen var blevet meget voldsom, og det ene bombardement fulgte det andet«.

»Der var ruiner over det hele, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, gik bare rundt. Alting var så uvirkeligt, og jeg måtte tilbage til Danmark. Tyskerne ville ikke lade mig få min datter med hjem, men jeg gjorde det. Jeg tog hende, og vi flygtede ud af det brændende Kiel«, sagde hun i telefonen i november 2009.

Kort før krigens afslutning og besættelsens ophør var Ragnhild Hveger og hendes datter tilbage i Danmark.

Da befrielsen kom, og jubeldagene indtraf – blot ikke på Bornholm, hvor sovjetstyrkerne rykkede ind efter kraftige bombeangreb – begyndte modstandsbevægelsen at foretage arrestationer blandt de danskere, der på forskellig vis havde samarbejde med besættelsesmagten.

Blandt de arresterede var også Ragnhild Hveger og nogle medlemmer af hendes familie.

Den nu forhenværende svømmestjerne blev interneret på Sundholm, den gamle tvangsarbejdslejr på Amager, som i dag er et aktivitetscenter.

»Jeg sad indespærret i seks uger. Jeg tænkte, de kunne gøre med mig, hvad de ville. Jeg var ligeglad, jeg var jo nærmest gået fra forstanden«, fortalte hun i en af vore samtaler.

Både hendes far og ene bror, som var i Frikorps Danmark og havde kæmpet på tysk side, fik fængselsdomme.

Selv blev Ragnhild Hveger lukket ud fra Sundholm efter de seks uger – uden sigtelse, uden dom, uden forklaring.

»Jeg fik bare at vide, at nu var jeg fri. Så stod jeg der, med et barn på armen og uden noget sted at tage hen«, sagde hun grådkvalt til mig.

Familien Hveger var i opløsning. Hendes far blev efter fængslingen fyret fra Statsbanerne, forældrene blev skilt i 1946, huset i Helsingør blev solgt, og moderen flyttede over til Ragnhilds storesøster, Ebba, på Bornholm. Faderen fandt sig en lejlighed på Sankt Hans Torv i København.

»Jeg fik skylden for alt. Jeg var den kendte, der trak hele familien med ned, sagde de. Det var min skyld, at mine forældre blev skilt, og huset måtte sælges. Min storebror, der var frikorpsmand, bebrejdede mig det hele. Det var endda ham, som havde ført mig ind i de tyske kredse«.

»Jamen, jeg var naiv og enfoldig, jeg anede ikke en skid om alt det politiske. Jeg var bare en dum og forelsket svømmepige«.

Ragnhild Hveger fortalte, at hun senere besøgte sin storebror på Timianvej i Køge, men at det ikke gik. Han havde ganske enkelt såret hende for hårdt. De kom aldrig igen på talefod.

»Jeg fik heller ikke talt ud med min far, inden han døde. Jeg havde travlt med at klare mig selv«, sagde hun i telefonen.

De, der ikke kan tænke, men bare sludrer løs om madopskrifter, har det godt. De, der kan, har det ad helvede til

Midt i hele denne opløsningsfase flyttede Ragnhild Hveger og hendes lille datter til Helsingborg, senere til Motala, og her fik hun et job som svømmelærer i det svenske skolevæsen.

»Jeg følte mig ikke velkommen i Danmark, men jeg skulle jo leve. Derfor tog jeg til Sverige«, fortalte hun.

Ragnhild Hveger var tilbage i Danmark i 1948, og pludselig kom et sportsligt comeback på tale. Inden de genopstandne olympiske lege, der skulle afvikles i London – uden Tyskland som deltager.

Men i toppen af svømmeforbundet – det selv samme forbund, der i slutningen af 1930’erne og i begyndelsen af besættelsen opfordrede den unge pige og andre svømmere til at deltage i tyske stævner – lagde man afstand til den nu 28-årige kvinde.

I medierne blev comebacktankerne også mødt med kritik, der var en slags folkelig stemning mod Ragnhild Hvegers OL-comeback. Det hed sig desuden, at flere danske topsvømmere var fjendtligt indstillet over for hende, bl.a. de svømmere, der havde været involveret i modstandsarbejdet, og som var blevet arresteret af tyskerne.

Torpedoen og Tarzan

Ragnhild Hveger kom ikke med til London, 12 år efter hendes sølvmedalje i 1936 i Berlin. Tiden var ikke til det.

»Sådan måtte det vel være«, svarede hun, lidt bittert, da jeg en dag spurgte hende, hvordan hun opfattede denne afvisning.

»Det var forståeligt, at nogen ville hævne sig i 1948. Det blev en mulighed for dem, der havde været misundelig på mig i mange år«.

Den britiske avis The Telegraph skrev i forbindelse med Ragnhild Hvegers død i 2011, at »det er sandsynligt, at hun ville have vundet mindst én guldmedalje i 1948 og muligvis tre«.

Men svømmeforbundet undlod ikke alene at se bort fra Ragnhild Hveger ved London-legene, man straffede hende yderligere ved at undersøge hendes ’amatørmæssige og nationale forhold’ og bagefter erklære hende professionel – ved at have arbejdet som svømmelærer i Sverige.

Hun blev idømt karantæne frem til august 1950, og to måneder senere – som medlem af svømmeklubben Sparta – fik hun sine amatørrettigheder og starttilladelse tilbage. Senere skiftede hun til Helsingør Svømmeklub, og som nyt medlem i barndomsklubben vandt hun i 1951 det danske mesterskab i 100 meter rygcrawl.

Ragnhild Hveger var tilbage. Ældre, psykisk mærket, ja, og bestemt ikke tilgivet af alle, nej.

Men hun havde stadig ambitioner i den sportsgren, hvor hun var opvokset, og hvor hun – trods modstanden mod hendes person – besynderligt nok stadig følte sig tryg og hjemme.

Fra februar 1952 kastede hun sig ind i træningen for at komme med til OL i Helsinki samme sommer – med hjælp af svømmetræneren Ellen Larsen, også kaldet frøken Ellen.

Det var frøken Ellen, der også stod bag ’Lille henrivende Inge’, som på det tidspunkt, 16 år efter Berlin, for længst var stoppet med elitesvømning, og som nu, efter en kort tid i Sydafrika og Canada, var flyttet til USA sammen med sin mand.

Ragnhild Hveger kom til OL i den finske hovedstad. Som 32-årig. Hun var med i 4 x 100 meter fri, på 100 og 400 meter.

Det blev til en fjerdeplads i holdkappen – og individuelt nåede hun i finalen på 400 meter. Hun førte noget af løbet, kom i mål som nummer 5. Og hendes tid var imponerende 8 sekunder hurtigere end sølvtiden i Berlin.

Det var, som om jeg stod stille, da Mastenbroek sprintede forbi mig

To år efter, i 1954, stoppede hun karrieren. ’Den gyldne torpedo’ sagde farvel med en finaleplads ved EM i Torino i Italien – og inden da havde hun vundet to danske og to nordiske mesterskaber.

I 1966 blev Ragnhild Hveger optaget i den internationale svømmesports Hall of Fame – og i den forbindelse blev det nævnt, at hun blev »anset som den mest ekstraordinære kvindelige svømmer, der nogensinde har eksisteret«. At hun var den kvindelige svømmesports svar på Johnny ’Tarzan’ Weismuller, der tilbage i 1920’erne satte 67 verdensrekorder.

I 1999 publicerede det anerkendte svømmeblad Swimming World Magazine, der er baseret i Arizona, en liste over de 10 mest betydende svømmere i det 20. århundrede.

Ragnhild Hveger kom med på listen – som den eneste, der ikke har vundet en olympisk guldmedalje. De øvrige 9 er tilsammen noteret for 29 guldmedaljer.

Tre år forinden blev hun hyldet som århundredets største kvindelige danske idrætsnavn – mens sejleren Paul Elvstrøm blev det hos mændene.

Men Ragnhild Hveger var stadig ikke tilgivet i dele af svømmesporten.

Da vi på Politiken inviterede en række af ’de gamle svømmere’ til frokost i forbindelse med ’Lille henrivende Inge’s besøg på bladet i 2000, var det Inges ønske, at også Ragnhild Hveger skulle komme med på Hotel Kong Frederik.

»Hun har gjort sine dumheder, men hun vidste ikke, hvad det var. Hun var jo ikke moden, og hun kunne slet ikke klare al den opmærksomhed, hun var genstand for«, sagde den lille henrivende, da vi diskuterede situationen.

Tre af de inviterede svømmere, bl.a. den jødiske Fritze Nathansen, der satte flere verdensrekorder og vandt OL-sølv i 1948, sagde i sit svar på Politikens invitation, at såfremt Ragnhild Hveger havde i sinde at deltage, ville de melde afbud.

Nu blev det ikke aktuelt – for Hveger ville ikke komme.

»Det vil kalde alt for meget dårligt frem. Det ønsker jeg ikke«, sagde hun, da hendes gamle svømmeveninde Inge Sørensen ringede fra hotellet og gentog den invitation, hun allerede en gang havde takket nej til.

Inge Sørensen og Ragnhild Hveger havde mistet kontakten under krigen, og de kom aldrig til at mødes igen.

For Sørensen, der blot var 16 år, da besættelsen fandt sted, fulgte aldrig opfordringerne til at rejse til svømmestævner i Tyskland. Det ønskede hun ikke – og hun fik sin far til at ’forbyde’ sig at rejse. På den måde klarede hun frisag over for svømmeforbundet og kom ikke til at gøre Ragnhild og andre svømmere selskab.

Men de to tidligere veninder talte sammen i telefonen et par gange under Inge Sørensens københavnerbesøg.

»Det var godt at tale med Ragnhild. Men også bedrøveligt. For hun har så mange sørgelige minder, som hun kæmper med. Jeg ønsker hende alt det bedste, hun har my blessings«, sagde Inge dengang tilbage i 2000.

Nogle få år senere besøgte jeg Inge Tabur og hendes mand, der seks gange krydsede Atlanten i sejlbåd – og de lagde bl.a. til i Skovshoved Havn – i deres selvbyggede træhus på den 16.000 kvadratmeter store skovgrund ved Mount Laurel i New Jersey.

Det var muntre dage i det fine danskerhus med de gamle malerier og møbler fra hjemstavnen, vi fik nogle gode grin. Men det er en helt anden historie.

Da Ragnhild Hveger og jeg senere talte om den lille henrivendes sidste besøg i det fædrene land, fortrød Ragnhild, at de ikke havde mødtes. At de ikke en sidste gang i livet – efter alle disse år – satte sig sammen og talte om de fælles oplevelser. Bare de to.

»Men jeg kunne ikke, det havde været alt for voldsomt, alt for svært«, sagde hun i en af vore sidste samtaler.

»Selvfølgelig var der mange gode oplevelser, og flere af dem delte jeg med Inge. Men der var også de mørke tider. Det, vi har talt om, Rasmus. De ting har forfulgt mig hele livet, og de trænger sig på, selv i dag. De dukker tit op i hovedet på mig – og det hele har været med til at gøre mig bange for mennesker«.

Et helvede at være alene

Ragnhild Hveger blev gift to gange, først med en barndomsbekendt, som også – viste det sig senere – havde været modstandsmand.

Ægteskabet varede kun kort, hendes mand, der havde været sømand, døde af lungekræft.

Det andet ægteskab med Erik Andersen – som gjorde hende til Ragnhild Andersen og mere anonym – varede i over 54 år, og her oplevede hun kærlighed og venskab.

Efter mandens død følte Hveger sig meget en ensom. Og trist.

»Når hjemmehjælpen er her, går jeg rundt som en glad idiot. Men når jeg er alene, tuder jeg. Også når jeg tænker på min mand. Følelserne og minderne fylder så meget, jeg kan ikke holde dem på afstand. Det er et helvede at være alene, men udadtil holder man jo masken, ikke?«.

»Jeg vil gerne dø, jeg kan ikke klare mere. Alle dør rundt om mig, Sigurd var den sidste«, sagde hun – med tanke på svømmeren og modstandsmanden Sigurd Weber, der egenhændigt sprængte den tyske minelægger ’Linz’ i luften i 1943. Den sank i Odense Havn.

»Jeg elskede vand, ja, det gør jeg stadig. Det lyder måske skørt, men jeg skulle helst være i nærheden af vand for at trække vejret ordentligt

Weber døde i vinteren 2011 i en alder af 93. Han var en af dem, der ikke slog hånden af Ragnhild Hveger, og som holdt kontakt med hende gennem årene.

»Man skal tilgive i tide. Krigen har været forbi længe, og Ragnhild var en ung kvinde, som var offer for sine følelser. Det skal hun ikke straffes for hele livet«, sagde han engang, da jeg besøgte ham og hans kone, svømmeren Tonni Weber, som også var tidligere verdensrekordindehaver. De boede i Hvidovre i en menneskealder.

Ragnhild Hveger ringede til Sigurd Weber på hans 93. fødselsdag – og det blev deres sidste samtale.

»Så nu vil jeg gerne dø. Jeg er ikke rask, mit liv er ikke længere noget værd. Det vil være dejligt at sove ind i døden, ligesom ham sangeren Bamse«, sagde hun i vores næstsidste samtale.

»Når det er forbi, vil jeg brændes. Og min aske skal spredes ved Kronborg, hvor vandene fra nord og syd mødes. Jeg elsker Kronborg, åh, hvor jeg elsker Kronborg«.

Og sådan blev det.

Ragnhild Andersen, født Hveger, døde

1. december 2011, 90 år.

Inge Tabur, født Sørensen, døde

9. marts 2011, 86 år.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce