Foto: ERIK PETERSEN

1964 Tokyo: De skabte myten om guldfireren

Da en skibsbygger, en vvs’er, en rørlægger og en arkitektstuderende satte sig i samme robåd, skabtes verdens stærkeste firer uden styrmand. Og den kom stolt i mål som guldvinder ved legene i Tokyo.

Verden var ikke af lave, som den er det i dag, husker Kurt Helmudt – som dengang for 52 år siden var skibsbygger på en af Københavns helt store arbejdspladser, værftet B&W.

Og ’dengang’ var året 1964, hvor The Beatles invaderede USA og optrådte i KB-Hallen på Frederiksberg.

Det var også året, da Valby Gasværk sprang i luften og dræbte tre, og hvor folkerepublikken Kina gennemførte sin første atombombeprøvesprængning.

Det sidste skete 16. oktober – dagen efter at den danske bombefirer i roning, roklubben Kviks firer uden styrmand, ’eksploderede’ i den japanske hovedstad Tokyo og forvandlede sig til Guldfireren, der er blevet noget af et mytisk begreb i den danske sportsverden.

Med i båden sad en kæmpe, den næsten to meter høje, men bare 21 år gamle Kurt Helmudt, opvokset i det københavnske sydhavnskvarter og i de senere teenageår ved Brøndby Strand.

Nu sidder han på en villavej i Esbjerg, Kurt Helmudt.

Skibsbyggeren blev ingeniør, arbejdede på B&W i en årrække, men flyttede til Esbjerg for 20 år siden, da værftet lukkede. Arbejdede derefter for bl.a. redningsudstyrsfirmaet Viking. Nu er den 73-årig Helmudt pensionist.

Det begyndte med håndbold

Den dag, da han åbner entrédøren til huset i det vestjyske, dufter der af julebag.

Og undervejs i samtalen om »dengang, da verden endnu ikke var gået af lave, byder Dorthe Helmudt heldigvis på smagsprøver, så det løbske mundvand kan blive stoppet.

Hendes mand, den store roer, deltog også i legene i Mexico 68, men det er fortællingen om det fortryllede øjeblik – guldet i Tokyo – der er omdrejningspunktet og undskyldningen for at snuppe endnu en småkage.

Men inden Kurt Helmudt stikker åren i de olympiske minders mægtige bassin, vil jeg fortælle, at den store fyr først prøvede at spille håndbold i Efterslægtens boldklub. Han havde jo størrelsen.

Men da han var godt i gang med læretiden på B&W – Kurt forlod folkeskolen som 15-årig – meldte han sig ind i værftets idrætsklub og fik smagt rosportens fristelser. Og det i sådan en grad, at han skiftede til roklubben Kvik, der holdt til i Svanemøllebugten.

»Jeg fik gode kammerater, og når man er i godt selskab, har man det jo med at blive hængende«, forklarer Kurt Helmudt sin livslange passion for roning.

Jeg cyklede frem og tilbage til arbejdet på B&W på Amager, og når jeg kom hjem til Brøndby Strand, hentede jeg mit tøj og cyklede til Bagsværd. Så havde vi omkring 12 km på vandet, og så var det hjem og spise ved 21-tiden

Han kom med i en otter sammen med andre talenter fra drengeårene, og det blev til et par danske mesterskaber. Mandskabet blev så delt i to firerbåde, med og uden styrmand – og Kurt Helmudt blev i 1963, som yngste mand, sat i en firer uden. Med ordre om, at det var helt slut med otterhalløjet. Nu skulle der satses.

Trænede 6 gange om ugen

Besætningen bestod af vvs-manden John Ørsted Hansen, der var kommet til Kvik fra Køge, af rørsmeden Erik Petersen, den arkitektstuderende Bjørn Hasløv – og så skibsbyggeren Kurt Helmudt, der var det meste af et hoved højere end kammeraterne.

Den ambitiøse, målrettede træner for den ærgerrige besætning var Poul Danning. Han havde valgt roerne – og han styrede indsatsen med den barskhed, der kendetegnede eliten i roning i amatørårene.

»Vi trænede seks gange om ugen på Bagsværd Sø, eneste fridag var fredag. Jeg cyklede frem og tilbage til arbejdet på B&W på Amager, og når jeg kom hjem til Brøndby Strand, hentede jeg mit tøj og cyklede til Bagsværd. Så havde vi omkring 12 km på vandet, og så var det hjem og spise ved 21-tiden«, husker Kurt Helmudt fra bunden af lænestolen.

Han husker også, at træningen i 64 var noget anderledes, fordi sæsonen var rigtig lang på grund af Tokyo-legenes placering i oktober.

»Poul Danning var bange for, at vi skulle blive rotrætte, inden det rigtig blev alvor. Derfor satsede han på styrke- og løbetræning på Ryvangens Kaserne, så vi ikke altid var på vandet«.

Løbetræningen var seks-syv 400 meter løb, og træneren forlangte, at tiden på den sidste distance ikke måtte være mere end 10 sekunder langsommere end på den første.

»Vi havde også vinterløb i Hareskoven, op og ned ad bakkerne, og når vi var færdige, blev vi spulet med en kold vandslange. Vi skulle jo ikke lugte af sved, sagde Danning til os«.

Foto: PETERSEN ERIK

Den eksotiske OL-rejse

Den konkurrencemæssige OL-forberedelse for Kvik-fireren begyndte allerede i 63 ved EM på hjemmebanen, Bagsværd Sø.

Her kunne Kurt Helmudt og hans kammerater været braget igennem på den internationale scene, hvis ikke Erik Petersens åregaffel – med den danske båd i en oplagt vinderposition – var knækket. Resultatet blev en 5.-plads.

Uheldet var også ude efter Nordens stærkeste båd ved EM i Amsterdam i det olympiske år. I finalen, med blot 50 meter tilbage og guldmedaljen på vej om halsen, fangede John Ørsted en ’ugle’, og båden gik i stå – endda så meget, at Vesttyskland kunne stryge forbi og overlade sølvet til Kvik-mandskabet.

»Det var en skuffelse af de helt store, men ved at komme i finalen havde vi kvalificeret os til OL i Tokyo. Og vi fire var enige om, at vi styrkemæssigt var så gode, at Tokyo skulle være stedet, hvor vi tog endelig revanche for vore uheld og skuffelser«, erindrer Kurt Helmudt.

Japan var på den anden side af jorden, en anderledes eksotisk oplevelse for de danske OL-deltagere end Amsterdam, Luzern og søerne ved Sorø og Brabrand – og man rejste sammen med nordmændene og svenskerne i et chartret SAS-fly med en luftkaptajn fra Fredensborg Roklub.

»Dengang syntes man, at Mallorca var langt væk, så Japan var derfor virkelig, virkelig langt væk«, siger Kurt Helmudt, som kom til Tokyo via Stockholm og Anchorage i Alaska. Og som brugte al sin ferie på eventyret.

»Alle vi danskere boede i tre-fire træbygninger på en tidligere amerikansk base i Tokyo, og når vi skulle ud til rostadion, foregik det i busser med madpakker og politieskorte. Det var ikke noget, vi var vant til hjemme ved Bagsværd Sø«.

2.000 meter til OL-guldet

De fire Kvik-roere var kommet til Japan med en klar forventning om en olympisk medalje.

»Vi følte, vi havde noget at have forventningerne i. Vi kendte jo de andre både, vi havde mødt hinanden flere gange, og vi kendte hinandens styrke – og vi vidste, vi var stærkere end konkurrenterne. Det eneste tvivlsspørgsmål var: Hvem var mon bedst på dagen, hvem havde heldet?«.

Nu var det alvor for båden, der levede på glæde og kammeratskab – og som har holdt sammen lige siden med årlige sammenkomster og roferier for hele familien.

»Vi var amatører – og ikke statsamatører. Vi skulle ikke stå til regnskab for andre end os selv, vi brugte al vores fritid og ferier på roning, vi havde ingen sponsorer eller sportsdirektører at tage hensyn til. Vi roede for sjov, vi roede for spændingens skyld«, fortæller Kurt Helmudt – der i forbløffende grad ligner den unge roer, jeg så på fjernsynsskærmen stå med guldmedaljen om halsen.

Foto: FRANDSEN FINN

Den danske firer, der var kommet til Japan 14 dage før konkurrencerne, vandt alle sine starter, også semifinalen.

Nu skulle humøret og ærgerrigheden være drivkraften i finalen – der samtidig var sæsonens sidste løb.

»Vi fik hurtigt glid i båden, og efter de første 500 meter lå vi nummer to efter Holland, som førte med en bådlængde. Taktikken var at holde placeringen frem til 1.200 meter, hvor vi skulle sætte en kraftig mellemspurt ind. Det gjorde vi, og den bragte os foran med en længde. Hollænderne ’døde’, men USA og Storbritannien rykkede tættere på. Vi bevarede føringen, og med 300-400 meter tilbage satte vi slutspurten ind, og den gjorde os i stand til at vinde med en halv længde foran briterne«.

Årets største idrætspræstation

»Guldet var vores. Vi fik det, vi kom efter«, lyder det tilfreds fra Kurt Helmudt – mens han med hjælp af kaffekopper og teskeer viser, hvor de fire Kvik-roere sad i båden.

Formiddagsaviserne Ekstra Bladet og BT – det her var længe før de poppede sportsgallashows i fjernsynet – hyldede hver for sig Guldfirerens præstation i Tokyo som årets bedste idrætspræstation.

De fire stærke mænd genoptog – efter at have pustet ud i 65 – samarbejdet i 1966. Roklubben Kvik rundede de 100 år, og roernes gave var at vinde endnu et dansk mesterskab.

Helmudt og kammeraterne deltog også i den klassiske britiske Henley-regatta og vandt – og ved VM samme år blev det til en 6.-plads.

Herefter var det slut med Guldfireren som konkurrencebåd. Bjørn Hasløv og John Ørsted stoppede, der skulle tegnes huse og laves vvs-arbejde, men Erik Petersen og Kurt Helmudt fortsatte i nogle år og kom også med til OL i Mexico i 1968. Og det er en helt anden historie. I 1970 stoppede Kurt Helmudt som eliteroer.

Og så lige en indrømmelse

»Når vi sidder her og taler om ’dengang’, må jeg sige, at det har været et godt roliv, ja, at det er et godt roliv. Jeg har nået det, jeg ville. Oplevelserne har været store, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ville gøre det igen, hvis jeg havde muligheden. Og jeg ville ikke ændre meget – måske kun det med Secher«, siger Kurt Helmudt med et skævt smil.

Når vi sidder her og taler om dengang, må jeg sige, at det har været et godt roliv, ja, at det er et godt roliv

Det med Secher? Hvad gemmer der sig bag denne lille sidebemærkning, hvor den store scullerroer og tidligere verdensmester, lægen og professoren Niels Henry Secher, pludselig bliver nævnt?

»Secher foreslog engang, at vi skulle sætte os sammen i en dobbeltsculler og satse på OL i 1972. Men jeg brød mig ikke om forslaget og insisterede i stedet på, at skulle vi ro sammen, så skulle det være i en toer uden styrmand. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men det var en fejl fra min side«.

Siger Kurt Helmudt – som i dag mener, at hans stædighed forhindrede »noget virkelig godt«. Men som dog for år tilbage nåede at vinde nogle veterantitler med netop Secher. I dobbeltsculleren.

»Ja ja, sådan er der så meget«, siger jeg til Kurt Helmudt. Og snupper endnu en julesmåkage, sådan til at sige farvel på. Vi er nået, synes jeg, til vejs ende – om ’dengang’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce