»Den 17. januar 2015 var en stille lørdag aften. Jeg sad derhjemme. Min far lavede noget mad, og jeg sad ved middagsbordet sammen med min yngre søster, der var på besøg i weekenden. Jeg arbejdede fuldtid, og det nærmede sig min sengetid. Jeg planlagde at blive hjemme, se noget tv og læse, mens min søster gik til fest med sine venner. Så besluttede jeg at tage med, fordi det var min eneste aften med hende, og fordi jeg ikke havde noget bedre at lave, så hvorfor ikke. Der var denne her dumme fest ti minutter fra mit hus. Jeg ville tage med, danse som et fjols, og gøre min lillesøster forlegen. På vejen derhen jokede jeg med, at de bachelorstuderende fyre nok ville have bøjler på. Min søster drillede mig, fordi jeg havde taget en beige cardigan på til et frat party (studenterfest, red.), lige som en bibliotekar. Jeg kaldte mig selv ’ big mama’, fordi jeg vidste, at jeg ville være den ældste der. Jeg lavede fjollede ansigter, lod mine skuldre falde ned og drak spiritus - for hurtigt – fordi jeg ikke havde indset, at min alkoholtolerance var blevet væsentligt lavere, siden jeg selv gik på universitetet«.
Sådan indleder en i dag 23-årig kvinde det åbne brev, hun under domsafsigelsen i en af de mest opsigtsvækkende voldtægtssager i nyere tid i USA, læste op – direkte henvendt til sin overgrebsmand.
Det 12 sider lange brev, den unge kvindes detaljerede gennemgang af overgrebet, og sagen i sig selv har udløst et ramaskrig i USA. Overgrebet på den unge, anonymiserede kvinde, som i amerikanske medier kaldes Emily Doe, har desuden sat gang i en større debat om samtykke i voldtægtssager i landet.
Sagen tager sit udgangspunkt på det prestigiøse Stanford University i Californien.
