Du fatter ikke, hvor sygt det er. Jeg er en af dem, der har oplevet det værste«.
Siddende foran en af Vesthimmerlands Kommunes socialrådgivere fortalte den 19-årige dreng P. en majdag i 2011 om, hvor forfærdeligt det var at være anbragt på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø.
En samtale, der skulle vise sig at være en snebold, som udløste en lavine.
P. fortalte blandt andet om dengang, han og en kammerat havde stjålet en bil i Farsø for at køre til Hobro, hvor kammeraten kunne tage toget videre til hovedstaden. Kammeraten var lidt træt af Jylland og pædagoger. Den plan gik dog i vasken, for i Aars drønede de ind i et vejtræ og måtte forlade det havarerede køretøj. I stedet begyndte de at gå på deres flade fødder mod Hobro, men Solhavens ansatte opsnappede dem på vej hjem og returnerede de to flugtkonger til opholdsstedet.
