Foto: Renata Brito/AP

Rios fattige får ikke den lovede ’sociale arv’

Da Rio de Janeiro vandt værtskabet for de olympiske lege, lovede arrangørerne at holde budgetterne i ro og efterlade en varig »social arv« til byens borgere. I aften rundes legene af.

Godt 150 meter fra indgangen til Den Olympiske Park i Rio de Janeiro står en nyopført hvid mur. Muren vender ud til den trafikerede hovedvej Avenida Salvador Allende, der fragter atleter, fans og frivillige frem og tilbage mellem udøvernes hoteller og de mange sportsarenaer i den olympiske park.

Nu har muren udviklet sig til en skamstøtte over et OL, der ifølge kritikerne har ofret de fattiges rettigheder på sportens alter og haft store konsekvenser for byen. I legenes første dage kunne man på muren læse en kritik af de haste- og undtagelseslove, som bystyret har gennemtrumfet i forberedelserne til OL for at gøre plads til de mange nye bebyggelser i Rio – men som også har tvunget tusinder af borgere ud af deres hjem.

’Ærede dommere. Vær venlige at sikre, at vores love ikke bare bliver en balkon, et sted for forretninger eller et marionetteater’, havde nogen skrevet med sort spraymaling.

’Vi kræver lige rettigheder for alle. Og privilegier for børn’.

Men efter nogle dage bemærkede flere af os, der kører forbi muren hver dag på vej til den olympiske park, at budskabet var forsvundet. Malet over, simpelthen.

Nu har andre malet på muren igen:

’Stop forflyttelserne’, står der. Efterfulgt af et ordspil, der omskriver De Olympiske Lege til ’Legene for etnisk og social udrensning’.

Muren er ikke tilfældig valgt. Den indrammer Vila Autódromo, et lille beboerområder bestående af to veje med hver sin række af små hvide huse, som skal sikre tag over hovedet til dem, der har modsat sig bystyrets pres for, at de skal forsvinde.

Raphaela Lima er en af dem. Det er mandag eftermiddag, og med en slidt kost fejer hun små pletter af grus væk fra indgangen til det hus, hun er blevet tildelt. Vintervinden ugler den spinkle 31-årige butiksejers sorte pagehår. Raphaela Lima og hendes to små sønner er endnu ikke flyttet ind, for det lille hus med to små værelser er ikke helt færdigt – og det ville alligevel også være ydmygende at skulle se ud på de mange journalister og officials, der ifølge Raphaela Lima har taget barndomshjemmet fra hende.

»De har fjernet mit hus, som lå i det her område. Det var i to etager, og vi havde en lille altan. Men for OL er sportsfolk og journalister vigtigere end almindelige cariocas«, siger hun og børster videre med sin kost.

Cariocas er den lokale betegnelse for Rio-borgere, og de er i tusindtal blevet forflyttet, fordi grundarealerne skulle bruges til anlægsprojekter. Alene i Vila Autódromo har mere end 650 familier måttet flytte fra deres hjem.

Området beskrives af nogen som en favela – et brasiliansk slumområde – men det er ikke helt korrekt. Før » o Comitê«, som Raphaela Lima konsekvent kalder styrekomiteen bag legene i Rio, begyndte at bygge stadioner, pressecentre og hoteller, var Vila Autódromo relativt sikkert og mestendels beboet af arbejderklassen, typisk fiskere og industriarbejdere.

Nu er kun få af dem tilbage. Trods skøder, der skulle sikre Vila Autódromos beboere lange opsigelsesfrister, har komiteen gjort plads til en olympisk park og to store domiciler, der under OL blandt andet tilbyder fælleskontorer til de arbejdende mediefolk. Nogle af beboerne tog frivilligt imod kommunens tilbud om en erstatningslejlighed i den anden ende af byen. Ofte var den nye bolig i bedre stand end den gamle.

OL er en skandale. De uprivilegerede er blevet svigtet. Det er skammeligt

Men det hjælper kun dem, der har muligheder andre steder, siger Raphaela Lima.

»Hele vores liv er her. Mine børns legekammerater, min familie, skole, arbejde og alle, vi kender. Vi kan ikke bare flytte til den anden ende af byen. Vi kender ingen der«, siger hun med henvisning til Rio de Janeiros sydlige område, som blandt andet rummer fashionable kvarterer som Ipanema, Copacabana og Botafogo.

Raphaela Lima ser op fra sin fejekost:

»OL er for eliten, ikke for os. Selv om det er os, der betaler skat og betaler for OL«.

Helt korrekt er det ikke. Ifølge styregruppen bag OL i Rio finansieres de olympiske og paralympiske lege blandt andet af lokale sponsorer, der står for 40 procent af budgetudgifterne, billetsalg, som skal finansiere 16 procent af legene, og Den Internationale Olympiske Komité (IOC), som er den egentlige organisation bag OL og afholder 25 procent af udgifterne.

Legenes samlede budget på godt 15 milliarder danske kroner er blandt andet gået til at bygge ni nye sportsarenaer – herunder en velodrom til banecykling, et svømmestadion og en 18-hullers golfbane – og en helt ny infrastruktur med metro og 27 byfornyelsesprojekter.

Der er bare et problem: Rio fattes penge.

Presseboliger på massegrav

Det er sjældent, man ser habitklædte idrætsbosser kaste sig hæmningsløst i armene på hinanden. Men 2. oktober 2009 i Bella Center i København ville euforien ingen ende tage i den brasilianske delegation, da Rio de Janeiro vandt værtskabet for OL syv år senere.

Sejren i Bella Center var kulminationen på den bølge af succes, Brasilien red på. To år tidligere var der fundet olie for milliarder af dollars ud for landets kyst. Økonomien boomede, Obama kaldte daværende præsident Lula da Silva for »den mest populære politiker på kloden«, og millioner af fattige borgere blev løftet op i middelklassen.

Rios bud i København spillede på, at et OL ville accentuere denne udvikling. Det blev blandt andet lanceret under sloganet ’For future generations’ og lovede at »efterlade en arv«, som efter legene skulle komme cariocas og brasilianere generelt til gode.

Så ramte krisen. En gigantisk korruptionsskandale vendte brasiliansk politik på vrangen, kastede den nye præsident Dilma Rousseff ud i en rigsretssag og fremtvang en helt ny regering. Ledigheden er steget voldsomt, og politiet kan ikke få udbetalt løn. Det har ikke bare fostret social uro, men også gigantgæld. Kort før OL måtte Rio de Janeiros guvernør erklære økonomisk undtagelsestilstand og modtage finansiel støtte fra statskassen for ikke at gå bankerot. En økonomisk deroute, der forstærkes af, at godt hver femte OL-billet ikke er blevet solgt.

Og arven? Den afhænger af øjnene, der ser. Spørger man i Quilombo do Camorim, et område beboet af efterkommere til slaver, er den dyster. Store arealer af deres område, herunder en kirkegård med massegrave for dræbte forfædre, er blevet jævnet med jorden for at opføre boliger, som OL-journalisterne de seneste uger har boet i.

»OL er en skandale. De uprivilegerede er blevet svigtet. Det er skammeligt«, siger Gelson Santos, talsmand for Quilombo do Camorim.

Flere af de såkaldte ’ legacy-projekter’, som arrangørerne har stillet de fattige borgere i udsigt, er nu skrinlagt. Det gælder blandt andet et stort anlægsprojekt, som skulle sikre belysning i de udsatte favelaer. Pengene er der ikke. Symptomatisk for processen endte et andet projekt – en nyanlagt cykelbro langs en bjergskrænt – i april med at kollapse og slå to mennesker ihjel.

Kilde: Politiken / Bianca Zanini

OL er godt for turismen

Men langtfra alle er utilfredse. Kør fra den olympiske park mod øst, følg den pittoreske kyststrækning, passér den nu genopførte cykelbro, og du vil ende for foden af bjergområdet Vidigal, en af Rio de Janeiros kriminalitetstunge favelaer.

Jeg synes ikke, der har været problemer under OL. Vi har givet verden et kæmpe show. Et røveri her og der er jo ikke noget særligt

Tirsdag aften er mørket faldet tidligt på. Et par drenge i bar overkrop spiller fodbold, mens en bod på fortovet sælger hotdogs til en lille flok af områdets godt 50.000 beboere. Her ved indgangen til Vidigal emmer den fugtige brasilianske augustluft næsten af ghettoidyl – hvis ikke det var for de blå og røde blink, der lyser op fra sirenerne på politibilerne tværs over gaden. Som flere af Rios øvrige favelaer er Vidigal blevet pacificeret af politiet, som tidligere har været chanceløse imod de magtfulde traficantes – organiserede kriminelle bander. Det har åbnet op for sporadisk turisme i området. En branche, der i høj grad profiterer af det olympiske cirkus, der har taget godt 500.000 tilskuere, atleter, officials og journalister med sig til byen.

Det er derfor, vi skal møde Gilda Brandão. Hun er daglig leder af baren Da Laje i Vidigal, som hendes søn købte for to år siden. Nu tiltrækker den primært turister, som kan komme på guidede ture i farvelaen.

Trods pacificeringen er Vidigal dog stadig ikke mere sikker, end at man skal ind ved hjælp af områdets egne motorcykeltaxaer.

»Hvis du bare kører herind i din egen bil alene, bliver du røvet. Det er 100 procent«, siger vores tolk, der viser vej op ad bjerget.

Gilda Brandão tager imod på barens terrasse, hvor en gruppe udlændinge lytter til akustisk livemusik, mens et lydløst tv i baggrunden viser en olympisk boksekamp mellem en brasilianer og en franskmand.

»Kom med denne vej«, siger hun og viser nedenunder i et lokale med smuk udsigt over den aftenoplyste Leblon-strand, der snor sig rundt om byen for bjergets fod.

»OL er godt for økonomien«, siger hun.

»Vi er blevet et populært område, så der kommer flere og flere kunder. Og mange kommer under legene«.

Så populær er baren blevet, at 68-årige Gilda Brandao kan tage 40 reals – godt 90 kroner – i entre, hvilket er mange penge for en lokal. Og hun er sikker på, at OL kun gør Rio endnu mere populær.

»Jeg synes ikke, der har været problemer under OL. Vi har givet verden et kæmpe show. Et røveri her og der er jo ikke noget særligt«, siger hun.

Hvad synes du om den kritik, der har været af OL?

»Har der været kritik?«.

Gilda Brandão tænker sig om. Egentlig er hun en kvinde med så meget energi, at hun kan starte to sætninger samtidig eller tænde sin cigaret i den forkerte ende for derefter at kyle den ud ad vinduet og tænde den næste i samme bevægelse. Men nu bliver hun eftertænksom:

»Brasilien er i en svær krise. Derfor synes jeg, at vi har klaret det overraskende godt«.

Hun rømmer sig. Og kommer så med en stille erkendelse:

»Man plejer at sige, at brasilianere har det med at lægge et vådt tæppe over de ting, de ikke kan lide. Og ja, for politikerne er OL godt. Men for befolkningen er det knap så godt«.

»Vi har andre behov«

Dele af befolkningen i Rio peger på, at legene trods alt er blevet gennemført, og at det er en succes i sig selv. Det ændrer imidlertid ikke på, at arven bliver et stort hul i både stats- og kommunekassen. For nok er Rio-legenes budget markant lavere end ved OL i London og Beijing – det skyldes blandt andet de 18 stadioner, der var bygget i forvejen, og som i flere tilfælde bliver pillet fra hinanden og lavet til skoler efter legene – men regningen ser ud til at blive godt 50 procent dyrere end ventet, viser et nyt studie fra Oxford University Saïd Business School, der har sammenlignet olympiske budgetter.

Brasilien kunne naturligvis ikke vide, at landet ville havne i en økonomisk knibe, da Rio vandt værtskabet i 2009. Og så alligevel. For OL er en af de mest risikable investeringer, en by kan foretage. Ofte forløber økonomiske konjunkturer i en cyklus på 7 til 10 år. Og når en by med højkonjunktur og selvtillid byder på og vinder værtskabet for OL 8-10 år før selve afviklingen, »er der stor sandsynlighed for, at der er lavkonjunktur, når man når frem til afholdelsen af OL«, siger professor ved Oxford University, Bent Flyvbjerg, som har stået bag undersøgelsen.

»Det er det, som er sket for Rio og Brasilien – med den nuance, at der ikke er tale om en hvilken som helst lavkonjunktur, men om den værste økonomiske krise siden 1930’erne. Økonomisk set kunne OL ikke være kommet på et dårligere tidspunkt for Rio og Brasilien«.

Mestre Itamar kunne ikke være mere enig. Han er en rutineret underviser i capoeira – Brasiliens nationale kampsport – med gråsprængt hår og meninger om den verden, der omgiver ham.

»Capoeira har ikke brug for OL. Men OL har brug for capoeira«, siger Mestre Itamar, da vi møder ham i hans klub, før han indleder aftenundervisningen for sine elever.

Væggene i den store lyse hal er fyldt med afrobrasilianske instrumenter og billeder af de store mestres. Gulvet fyldes langsomt op af 15-20 elever, alle klædt i hvidt, og inden længe dirrer rummet med den særlige blanding af rytme, dans og kampsport, som karakteriserer capoeira.

Det lod til at være en ren foræring, da arrangørerne bag OL spurgte den aldrende lærer, om han ville være med til at bære den olympiske fakkel – og dermed sikre capoeira-sporten unik eksponering. Men Mestre Itamar afslog.

»For mig er der ingen ære i det«, siger han.

Mestre Itamar krævede betaling, og det ville arrangørerne ikke give ham. Og den slags føjer sig til en fortælling, som for mange handler om et OL, der ikke kommer befolkningen økonomisk til gode.

»Jeg er imod afholdelsen af OL«, siger han.

»Vi et fattigt land, vi har andre behov ... Hospitalerne fungerer ikke, skoler fungerer ikke. De skulle have investeret i det i stedet for i de olympiske lege«.

Fattigt land eller ej; IOC fastholder, at organisationen – selv med den viden, vi har i dag – ville have afholdt de olympiske lege i Rio. Problemerne med atleter og politikere, der er blevet overfaldet, kunne også være opstået mange andre steder, fastholder komiteen.

Tilbage står imidlertid, at arrangørernes løfter om at efterlade en arv til borgerne i bedste fald kun er delvis indfriet.

Bebudede projekter står stille, og boligsituationen er stadig uvis for tusinder af borgere. Alligevel maner Mario Andrada, talsmand for styregruppen bag legene i Rio, til besindighed:

»Metroen og infrastrukturen bliver her efter OL. Vi er også overbeviste om, at vi efterlader en arv af øget selvtillid til brasilianerne. For brasilianerne er glade og stolte af, hvordan legene er forløbet, og de føler sig forenet«, siger Andrada til Politiken.

Men mange borgere fortæller, at de oplever OL som en begivenhed, der har tvangsflyttet dem fra deres hjem og ignoreret deres rettigheder. Hvad vil du sige til dem?

»Der er særlige love for flytningerne. I sagen med Vila Autódromo valgte nogle af beboerne at flytte frivilligt. Andre ville blive, og de kæmpede så godt, de kunne. Bystyret har mødt dem med dialog, og vi forstår, at det kan være traumatisk for dem, der skal forlade deres hjem. Men vi gør vores bedste for at minimere omkostningerne for alle, der måtte blive berørt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce