Røgen fra cigaretter og marihuana hænger tungt i luften i Jay og Linda Andersons lille stue. Han rykker frem og tilbage i sofaen; hun sidder stille med apatisk udtryk i øjnene. På standerlampen bag dem hænger den store røde sløjfe fra deres ældste søns kiste.
»Han skød min søn med koldt blod. Han myrdede ham«, siger faren om den betjent, der i juni dræbte 25-årige Jay Anderson Jr., som sov i sin bil på en parkeringsplads.
Skyderiet var blandt hovedårsagerne til de voldelige protester, som i sommer brød ud i Milwaukee, den største by i staten Wisconsin. En tankstation og flere butikker stod i flammer.
»Det var resultatet af en ophobning af begivenheder, der inkluderer en uoverstigelig mængde smerte, som folk må leve med resten af deres liv«, siger Shawn Moore, en lokal aktivist, som sidder i en sofa over for Anderson-parret.
De seneste år er USA gentagne gange blev ramt af raceuro. Voldelige protester er brudt ud i byer som Charlotte, Baltimore og Ferguson efter politidrab på sorte mænd som Jay Anderson Jr. I Milwaukee står resterne af en tankstation ved den store Sherman Park tilbage som et symbol på, hvad der ramte byen i sommer.
Politiken besøger Milwaukee – USA’s mest raceopdelt metropolområde – for at finde svar på, hvordan det kan være, at frustrationerne i den grad koger i det sorte lokalsamfund. Vreden koger også i Shawn Moore.
»I andre lande oplever du ikke den fattigdom og mangel på muligheder og den racisme, som du gør her, hvor du har et frit land, som behandler nogle af deres borgere, som om de tilhørte et tredjeverdensland. De myrder og mishandler os, så når du har tilfælde som Sherman Park og Ferguson og Baltimore og Charlotte, så er det ikke resultatet af noget, der skete i går«, siger han.
Skelsættende valg
Valget af Barack Obama skabte eufori blandt sorte i USA for otte år siden, men fattigdommen er steget under præsidenten, og racespændingerne er trådt langt mere frem. Nu står USA over for et skelsættende valg mellem Hillary Clinton, som fører valgkamp på at hylde forskellighed, og Donald Trump og hans kompromisløse ’lov og orden’-samfund. Når Trump tordner mod »skammelige og katastrofale« forhold i USA’s storbyer, er det i høj grad et sted som Milwaukee, han taler om. En by, som er mindre end København, men alligevel havde 153 drab sidste år.
Hvem der end vinder valget om to uger, skal forholde sig til sager om politidrab.
»Det, der skete i Sherman Park, var uundgåeligt. Vores frygt er, at de efterladte ikke får at lov at opleve retfærdighed, og at Jay Anderson Jr. ikke bliver den sidste. Så vil vi næste år få besøg fra flere reportere fra flere lande, der stiller de samme spørgsmål. Det fortsætter igen og igen og igen, indtil du i sidste ende vil opleve borgerkrig i et frit land«, siger Moore.
»Man taler om blind retfærdighed. Mand, vågn op og kig omkring dig«, indskyder Jay Anderson.
»Loven beskytter dem, ikke os. Vores forfatning er en joke. Vores forfatning gælder ikke for os«.
For over et halvt århundrede siden skabte den store sorte borgerretsbevægelse med Martin Luther King i spidsen historiske resultater. Det skete først, efter at massevis af sorte var blevet dræbt i lynchninger, mens andre blev gennembanket af politiet under deres fredelige protester.
Nu virker et nyt oprør til at være i gang. Bevægelsen Black Lives Matter blev startet i 2013, efter en hvid privat vagt skød og dræbte den 17-årige Trayvon Martin i Florida og efterfølgende blev frifundet for drab. Året efter udløste politidrabet på den 18-årige Michael Brown voldelige optøjer i byen Ferguson i Missouri. Siden da har der været flere voldelige optøjer og massevis af spontane protester.
»Det er en reaktion på uretfærdighed i samfundet. Tilbage i 1960’erne handlede det om en direkte kamp mod legaliseret apartheid. Det her er anderledes, men det udspringer af de samme fundamentale grunde. Det nye er mobiltelefoner, videokameraer og sociale medier. Før var det ord mod ord mod politiet«, siger Howard Fuller, der var en fremtrædende person i Black Power-bevægelsen i 1960’erne.
I dag er han æresprofessor på Marquette-universitet i Milwaukee, og han bor få hundrede meter fra Sherman Park.
»Folk reagerer på det, som de har et personligt forhold til, samtidig med at de forbinder det til de andre skyderier, der finder sted«, mener han.
De reagerer på både systemisk racisme og på den racisme, de selv oplever, og på fattigdom.
Det her land har vist sit sande ansigt. Vi er et racistisk land
Khalil Coleman, aktivist
»Det er kombinationen af en masse forskellige kræfter i samfundet«, mener den venstreorienterede Howard Fuller.
Egentlig ligner Milwaukee ét stort fredeligt villakvarter. Byen er næsten tømt for højhuse og lejligheder. De 600.000 borgere bor i store træhuse på brede villaveje, og 200.000 træer gør de fleste veje til alleer.
I midten af det 20. århundrede havde byen en boomende industri, som tiltrak titusindvis af sorte fra sydstaterne.
Milwaukee blev kaldt for ’Nordens Selma’ – opkaldt efter byen i Alabama, der spillede en vigtig rolle i de sortes oprør i 1960’erne. Racisme var udbredt, men så længe ufaglærte sorte kunne tjene en god timeløn og forsørge en familie, kunne de ignorere meget.
Men industrien kollapsede, imens raceadskillelsen voksede. De hvide har samlet sig syd for Menomonee-floden, der deler byen midt over, og i forstæderne. Nord for floden bor der næsten kun sorte – og nu kan systemisk racisme og gentagne politidrab ikke længere tilgives.
»Det her land har vist sit sande ansigt. Vi er et racistisk land«, siger Khalil Coleman, en anden af byens aktivister, som vi møder foran hans hus på 16th Street.
»Velkommen til ghettoen«, siger han.
Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen
Trods den håbløse vejbelægning ligner den brede villavej alt andet end en ghetto, men billedet snyder. Her i postnummeret 53206 har cirka 62 procent af mændene været i fængsel. Rundt om hjørnet blev en 9-årig pige skudt og dræbt i maj. Tæt derpå blev en 18-årig mand dræbt i august.
Khalil Colemans beige hus ser flot ud udefra, men de er fire familier om at dele det.
»Racismen er systematiseret. Privatiserede uddannelsessystemer og privatiserede fængsler«, siger han.
Blandt de fængslede er folk, som ikke har været i stand til at betale banale trafikbøder. En stor gruppe skyldes narkokriminalitet, og så er der de helt grove sager om voldskriminalitet. Samlet set befinder sorte børn sig på en forsyningslinje fra skole til fængsel, mener mange lokale. Faktisk er Wisconsins fængsler offentlige, men for de lokale ligner de en forretning. Fængselsvæsenet er Wisconsins femtestørste arbejdsgiver, og staten bruger flere penge på fængsler end på universiteter.
Flere lokale har sluttet sig til os, da en politibil nærmer sig. De to betjente – én sort og én hvid – kigger granskende på os, mens de triller forbi.
Jeg kender det her land. Det kender ikke til forandringer uden vold. Det har det vist hele vejen igennem historien
Keyon Jackson-Malone, borger i Milwaukee
»De vender rundt lige om lidt og kommer tilbage«, siger Coleman selvsikkert.
Ganske rigtigt, få sekunder senere vender betjentene 180 grader og kører tilbage. Den sorte betjent ruller vinduet ned, og Coleman går hen til ham.
»Jeg ved godt, hvad I er ude på«, griner han. Betjenten råber til os andre, at vi skal smutte op på fortovet. Vi står med en fod på græsrabatten mellem fortovet og vejen og en fod på den brede stille villavej. Et par små børn kigger nysgerrigt på.
»Børn, smut op på fortovet med jer«, siger betjenten bestemt, inden han og kollegaen kører videre.
»Det var alt sammen bare skuespil. De vil bare vide, om I var okay«, siger Khalil Coleman til Politikens udsendte.
»Sådan er det, når de ser hvide og sorte folk sammen«, siger han. Samme vurdering får vi fra alle kilder, vi fortæller historien til. Det er et klassisk eksempel på systemisk racisme, mener de.
»Hvordan kan de tillade sig sådan at chikanere os?«, lyder det vredt fra 18-årige D’Angelo Baker, der står sammen med os.
»De prøver at provokere os til at sige noget dumt, så de har en undskyldning for at anholde os. Hvorfor generer de os i stedet for at passe deres arbejde? De kan ikke kigge på os alle, som om vi er dårlige mennesker«, siger den 18-årige mand dirrende af forargelse. Han har dog allerede selv prøvet at være i fængsel. Som 14-årig begik han røveri og overfald.
»Jeg vil ikke lyve for dig, hr. Jeg har truffet nogle dårlige valg, men jeg har lært af det. Da jeg sad i fængsel, tænkte jeg, at det her er ikke mig. Det er ikke den, jeg er«.
Han gik i 9.-klasse, da han røg i fængsel. Han vil gerne gøre skolen færdig, men foreløbig søger han job, men hidtil forgæves. To fætre arbejder i discountbutikken Dollar Tree. Der vil han rigtig gerne arbejde, men hidtil har de ikke kunnet hjælpe.
Hvad får du din dag til at gå med?
»Jeg tegner meget. Og søger job. Jeg prøver at få tiden til at gå«, fortæller han. Han ved, at han er rollemodel for sine fem lillesøstre, især efter at storebroderen forrige måned blev fængslet for røveri.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, hr., så kigger jeg mig hver dag i spejlet og spørger mig selv, om det var det her, der var meningen med mit liv. Hvorfor kunne vi ikke vokse op i et roligt område?«.
Det lokale Harlem blev ødelagt
Cafeen Coffee Makes You Black er en livlig oase i det berygtede postnummer. Hvide kunder krydser også byens usynlige grænser for at nyde de tykke pandekager mellem plakater af sorte ikoner fra Louis Armstrong til Barack Obama.
Det er 15 år siden, at Bradley Thurman slog dørene op, og i dag omsætter han for over 30.000 dollars (godt 200.000 kroner) om måneden. Men da Bradley i år bad banken om en kassekredit på 30.000 dollars til renovering, fik han nej. Efter flere årtier som selvstændig erhvervsdrivende har han stadig aldrig fået et banklån.
»Måske er det bare mig«, siger han underspillet, da han slår sig ned hos os.
»Systemisk forskelsbehandling«, konstaterer Keyon Jackson-Malone, som vi spiser morgenmad med. Radioproduceren er en af den slags typer, som kender alt og alle i byen. Han fortæller om byens gamle sorte Bronzeville-kvarter, som var så levende og rigt på musik, at det blev kaldt Midtvestens Harlem. Men området blev ødelagt, da politikerne i 1960’erne lagde en ny motorvej tværs igennem kvarteret. Den slags anekdoter kan folk i Milwaukee mange af, mens de fortæller deres egne små historier – især om at blive stoppet af politiet.
»Flertallet er blevet mindretallet. Jeg tror, at det hvide overherredømme kæmper med alt, hvad det har. De rækker dig en fløjlshandske, mens de stikker dig i ryggen«, siger Keyon Jackson-Malone.
Han mener, at racisme længe var så politisk ukorrekt, at de hvide blev nødt til at skjule det i systemerne. Valget af USA’s første sorte præsident har betydet, at folk igen er mere åbne om deres racisme.
»Jeg ville ønske at opleve den dag, hvor der ikke er racisme, men jeg tvivler på, at det sker, selv om der er sket fremskridt. Jeg gruer for den dag, hvor vi kommer til slutningen af Bibelen, hvor det er en åben krig. Nogle gange tænker jeg, at det er den eneste vej. Jeg håber på noget andet, men jeg kender det her land. Det kender ikke til forandringer uden vold. Det har det vist hele vejen igennem historien«.
Familien Andersons liv er ødelagt efter sønnens død i en by, hvor politiet er forhadt af mange. I 2014 blev en sovende sort mentalt handikappet mand vækket af en betjent i en anden af byens parker og endte med at blive skudt og dræbt.
De lokale er også vrede over, hvordan en 16-årig butikstyv blev overmandet og kvalt til døde af andre kunder, som slap for tiltale.
Urolighederne eksploderede i august, da den 23-årige bevæbnede Sylville Smith blev skudt af en i øvrigt sort betjent – to måneder efter Anderson Jr.’s død. I den sag har betjenten sagt, at han frygtede for sit liv, fordi Jay Anderson Jr. – der sov, da betjenten så ham – havde en pistol. Da betjentene tog billeder af gerningsstedet, var pistolen på mystiske vis fjernet. Under alle omstændigheder havde han ret til at have et synligt våben. Den 25-årige havde formentlig lagt sig til at sove, fordi han var beruset og ikke burde køre bil.
»Han trak ind til siden og gjorde det rigtige. Min søn var en god mand«, siger Linda Anderson.
Milwaukee Politi ønsker ikke at stille op til interview. Politiet i nabokredsen Wauwatosa, som var ansvarlig for Anderson-sagen, er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
