En mand iført gasmaske og plettede bukser bøjer sig ned og tømmer en bøtte med en glinsende, tyktflydende masse ud på gulvet. Da massen er størknet, hælder han et lag oven på det første. Han gentager proceduren igen og igen og ender med noget, der, hvis man vil være venlig, ligner en kæmpestor og ret uindbydende konditorkage.
Hvis man vil være mindre venlig: en enorm hundelort.
Det er ingen af delene, det er en lænestol af skumplastmaterialet polyuretan.
Året er 1966, og manden med gasmasken er Gunnar Aagaard Andersen. Han gav værket titlen ’Portræt af min mors chesterfieldstol’. En lignende stol er den dag i dag et tilløbsstykke på Museum of Modern Art i New York.
