Foto: Andre Penner/AP Photo/AP

Kokain, vold og bold - på bustur med Brasiliens hårdeste hooligans

Den brasilianske fodboldklub Corinthians mest hardcore tilhængere kalder sig for ’Høgene’. De er til stoffer, vold – og svenske piger. Politikens korrespondent i Brasilien steg om bord i Høgenes bus, da de skulle til fodbold på udebane.

Fodboldklubben Corinthians ligger i São Paulo, i bydelen São Jorge, der er opkaldt efter skytshelgenen Sankt Jørgen og stærkt præget af klubben. På klubbens område er der restauranter, barer, banker, frisørsaloner, bibliotek, træningscenter, svømmehal, kapel, en megastore på 400 kvadratmeter og den gamle arena Alfredo Schürig, hvor førsteholdet tidligere trænede. På femte sal i komplekset har den nye klubformand, Mário Gobbi, sit kontor. Han tilhører en ny generation af ledere, der i 2007 gennemførte en revolution og skilte sig af med forretningsmanden Alberto Dualib, som på det tidspunkt havde styret klubben i mere end et årti. I dag er Corinthians en demokratisk klub, som blandt andet offentliggør sine regnskaber på nettet.

Gobbi, der er politikommissær til hverdag, er en stor mand med dobbelthage, og han kigger gerne sine gæster direkte i øjnene. Et foto på væggen over hans skrivebord viser ham, mens han iført jakkesæt løber på en fodboldbane med udstrakte arme og råber som en vanvittig. Billedet er taget efter slutfløjtet i kampen mod Chelsea i Yokohama i december 2012. For anden gang havde Corinthians vundet den titel, der er mest værdsat i brasiliansk fodbold – de havde besejret Champions League-mestrene i finalen om Fifa’s verdensmesterskab for klubhold. Da jeg fortæller, at titlen ikke vurderes lige så højt i Europa, bliver politimanden vred.

»Javel, ja. Det er ikke en titel, der vurderes særlig højt? Det var da mærkeligt. Hvorfor begyndte Chelseas spillere mon så at sparke vores folk ned i anden halvleg og desperat jagte en udligning? På mig virkede det, som om det var en titel, de satte meget højt«, siger Gobbi og borer sit blik ind i mit.

På tilskuerpladserne kunne man dog tydeligt mærke den ulige interesse. Nogle få hundrede rige Chelsea-fans var rejst til Japan for at se deres hold spille om en titel, som klubben aldrig tidligere havde haft chancen for at erobre. Samtidig var næsten 30.000 fattige corinthianos rejst over på den anden side af kloden for at støtte deres klub i Yokohama.

»Det var som at gå på gaderne hjemme i São Paulo«, fortæller Gobbi. »Uanset hvor man gik hen, hørte man portugisisk. Vi var flere tilhængere end dem, der plejer at rejse til VM for at følge A Selecão (det brasilianske landshold, red.)«.

Invasionen skyldtes også det særlige forhold, som São Paulo har til Japan. I begyndelsen af 1900-tallet, da slaveriet var blevet afskaffet, erstattede japanske indvandrere en stor del af den tabte arbejdskraft ved kaffeplantagerne i São Paulo. Hundredtusinder af japanere flygtede fra sulten i deres hjemland og sørgede for, at det stærkt stigende antal cafeer i Europa fortsat kunne forsynes med kaffebønner. Migrationen betød, at der i dag bor over en million mennesker af japansk afstamning i delstaten São Paulo. Mange af dem holder stadig kontakt til deres slægtninge i Japan, og flere af disse familier åbnede deres hjem for Corinthians’ fans.

Det største problem var at skaffe penge til flybilletten. De fleste af klubbens tilhængere bor i São Paulos forstæder og tjener ikke meget mere end 4.000 kroner om måneden, hvoraf det meste går til mad og husleje. Hundreder af fans valgte at sælge deres bil.

På vej ud af Gobbis kontor fortæller jeg, at jeg har tænkt på at køre sammen med ’Høgene’ til udekampen den næste dag. Corinthians skal møde Botafogo-SP, og jeg vil høre, om Gobbi synes, at det er en dårlig ide. Klubbens pressechef har nemlig frarådet mig at følges med Høgene.

Klubformanden ryster på hovedet.

»Nej, nej. Selvfølgelig skal du gøre det. De er ikke så farlige, som folk tror. Betragt det som en kulturel oplevelse. Du får i hvert fald noget at skrive om«.

Foto: JOAO LUIZ BULCAO/Polaris Images

Høgenes klubhus ligger i det nedslidte Bom Retiro, hvor Corinthians’ første stadion blev bygget i 1918. Bydelen er kendt for at være første stop for alle de indvandrere, der har gjort São Paulo til den sydlige halvkugles største by. I 1930’erne var det italienere, der boede her. I 1960’erne var det koreanere, og i dag er det bolivianere. De fleste af dem har ingen opholdstilladelse og arbejder sort på brasilianske tekstilfabrikker, der producerer under usle vilkår i kældre og baggårde.

Da taxien kører ind på den blinde vej, som Høgene helt har overtaget, er nogle tætbyggede kvinder i gang med at opstille madboder før aftenens sambatræning. Der lugter af grillet kød, koriander og fed friture. Alle kigger på mig.

Ifølge politiet er der forbindelser mellem Høgene og PCC, Brasiliens største og mest voldelige forbrydersyndikat. PCC sidder på handlen med kokain og marihuana i São Paulo og har vokset sig så stor, at det for nogle år siden formåede at lukke Sydamerikas største by ned i to dage ved at sætte ild på busser, metrotog og politistationer. I slutningen af 2012 blussede nye uroligheder op, og PCC myrdede 94 politifolk på mindre end to måneder. Jeg smiler venligt til damerne i madboderne og tjekker husfacaderne bag dem. Har PCC spraymalet sit mærke der?

I bunden af blindgyden ligger den store hangarlignende hal, hvor sambaskolen træner. En gigantisk sølvfarvet høg er malet på den ene væg. På den anden står der ’ Lealdade, Humildada, Procedimento’ – ’loyalitet, ydmyghed, attitude’. Nogle sambafolk er ved at stable trommer op foran scenen, andre fylder køleskabene med øl, og en mand holder styr på grillen. Under trappen er der indrettet et kapel for Sankt Jørgen. Et lys er tændt foran et billede, der forestiller helgenen, mens han dræber dragen. Her beder Høgene før kampene.

Jeg går op ad trappen for at spørge Høgenes formand, om der er plads til mig i buskaravanen til udekampen i morgen. Hans sekretær, der arbejder barfodet, tager et hvæs af sin cigaret og henviser mig til fanbutikken ved indgangen. Jeg skal spørge ‘Alemão’ – ‘tyskeren’. Det er ham, der organiserer turene til udekampe.

Alemão er hvid og skaldet og ligner en europæisk skinhead.

»Jo, selvfølgelig kan du komme med. Der er afgang klokken et«, siger han.

Gringo på udebane

Dagen efter møder jeg op ved Høgenes hangar klokken 13. Omkring ti høge venter i fanbutikken, og Alemão siger, at der ikke bliver de sædvanlige seks busser i karavanen. Det er onsdag, og kampen skal spilles i Ribeirão Preto, 300 kilometer nord for São Paulo. På grund af trafikken vil det tage mindst fem timer at køre derop, og kampen begynder først klokken 22. Vi kan tidligst være hjemme klokken 5 om morgenen. Derfor er det kun dem, der ikke skal på arbejde, i skole eller passe børn, der kan tage med.

»I dag bliver det kun den hårde kerne«, siger Alemão med et smil.

For at afdramatisere min tilstedeværelse går jeg hen og snakker med en del af høgene, inden bussen kommer. Mange har piercinger i øjenbrynene, tatoveringer i ansigtet og er iført sorte hættetrøjer. En fyr har en bøjle på sine knuste fortænder. Da jeg går ind på toilettet i hallen, møder jeg et medlem af den hårde kerne i døren.

»Gringo«, fnyser han og går videre.

Den eneste, der ikke helt passer ind, er en rødkindet fyr, muligvis en gymnasieelev. Han ligner mere et mobbeoffer end en hooligan.

To timer efter det aftalte tidspunkt er alle samlet. Bussen, der ligner en udrangeret turnébus, parkerer bag hallen og blokerer et af sporene på São Paulos store gennemfartsvej. Bilisterne bagved tør ikke dytte, men venter tålmodigt på et hul i trafikken, så de kan køre ud i næste spor og uden om bussen, der er ved at blive lastet med bannere, raketter og ’høge’.

Jeg præsenterer mig for chaufføren og sætter mig på det næstforreste sæde. Foran mig sidder Lourdes, en 80-årig sort kvinde, der tager med til alle udekampene. Hun kaldes Tia – ’moster’ – af høgene, der behandler hende med den største respekt. Den anden person af hunkøn i bussen er en 16-årig blond middelklassepige, der er klædt i sort tøj med påtrykte dødningehoveder. Ved siden af hende sidder en af lederne. Han stirrer på mig. Jeg fornemmer, at jeg er nødt til at gøre noget for at bløde stemningen op.

»Hej, det er mig, der hedder Henrique, journalisten fra Sverige. Jeg snakkede med Alemão i går og aftalte at følges med jer. Jeg er ved at skrive en bog om brasiliansk fodbold og vil gerne have jer med i den. Alle kender jer i Europa, efter at I slog Chelsea«.

Charmeoffensiven virker ikke.

»Det er ikke Alemão, der bestemmer her. Hvis du skal følges med os, skal du aftale det med mig, vores næstformand eller vores formand. Okay? Hvor var det, du sagde, at du kom fra?«.

Jeg svarer: »Fra Sverige, Ibrahimovic-land«.

Det virker heller ikke. Milan, PSG og det svenske landshold ligger uden for disse fyres radar.

»Okay«, svarer han efter at have tænkt i nogle sekunder. »Men ikke noget med at filme eller fotografere«.

Tavshed. Så fortsætter han:

»Kan du lide cola? Brasiliansk cola?«.

Jeg tøver. Hvis jeg svarer, at jeg ikke kan lide kokain, får jeg måske ikke lov til at køre med bussen. Hvis jeg svarer ja, finder han måske en pose frem. Jeg beslutter mig for at spille mere erfaren, end jeg er.

»Brasiliansk cola er fedt, men boliviansk er bedre«.

»Hørte I det? Vi har en journalist med, der godt kan lide cola. Boliviansk cola. Er der nogen, der har noget brasiliansk til ham?«.

Jeg kan mærke, at samtalen har taget en forkert drejning, og jeg forsøger at skifte emne til fodbold.

»Pato starter inde for første gang i aften. Det bliver spændende«.

Høgen kigger på mig med et iskoldt blik.

»Og brasiliansk fisse. Hvad synes du om brasiliansk fisse?«.

Den 16-årige pige smiler nervøst ved siden af ham, mens flere høge samles i midtergangen. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at reagere, for ellers vil de hakke på mig, eller det, der er værre, hele vejen til Ribeirão Preto.

»Brasilianske misser er gode, men svenske er nu heller ikke værst«, siger jeg med et påklistret smil.

Min idiotiske kommentar får høgenes øjne til at stråle. Selv om brasiliansk skønhed hyldes over hele verden, betragtes en blond pige med blå øjne som det fineste trofæ, en brasiliansk mand kan erobre. Stemningen bliver bedre, og de spørger, om jeg ikke kan sende nogle svenskere over til dem.

»De kommer alle sammen til VM-slutrunden i 2014. Svenske piger kan godt lide at feste«, siger jeg. Det sætter gang i høgenes fantasi, og jeg kan læne mig tilbage i det slidte sæde.

Høgemad

På vej ud af megabyen standser bussen ved en tankstation for at vente på endnu en høg. Formanden er blevet forhindret og skal afløses af næstformanden. Det halve af bussen går ind for at købe slik. Den anden halvdel tænder joints. Ikke engang da en politibil kommer ind på tankstationen for at få benzin på, holder høgene op med at sende joints rundt fra sæde til sæde. De lukker ikke vinduerne, men lader marihuanarøgen blande sig med benzinosen udenfor. Høgene ved udmærket, at politiet ikke tør gribe ind af frygt for, at PCC vil hævne sig.

Endelig dukker næstformanden op. Han er stor og sort og har et venligt smil. Han nævner ikke med ét ord, at vi har ventet på ham i over en time. For at undgå konflikter siger jeg med det samme til ham, hvorfor jeg er med i bussen.

»Det er ikke noget problem; du er velkommen«, svarer han.

Foto: Andre Penner/AP

Jeg begynder med at interviewe manden, der sidder bag mig. Gonzales er 32 år og opvokset i en af storbyens mange forstæder, hvor hans forældre flyttede til fra Chile midt i 1970’erne. For tre år siden gennemgik han det optagelseskursus, som alle skal igennem for at blive medlem af Høgene. Han tjener til dagen og vejen som autolakerer, bygningsarbejder og altmuligmand. På den ene underarm har han fået tatoveret ’Tereza’ med store bogstaver. Det er hans datter. På den anden arm står der ’Ana Beatrize’. Det er hans kone. Gonzales svarer på mine spørgsmål, men vil egentlig hellere tale om piger og kokain. Han har ikke engang tjek på, at Pato, klubbens investering til 110 millioner kroner, for første gang er med i startopstillingen i aften.

På den anden side af midtergangen sidder en fyr på taget af toiletkabinen. Han er tatoveret over øjenbrynene og har en piercing i læben. Langs venstre side af kinden går et ar fra mundvigen til øret. Det ser ud, som om han har en grime på. Jeg spørger, om han ved, hvorfor fanklubben netop har valgt høgen som symbol. Han forstår tilsyneladende ikke spørgsmålet.

»Altså, hvorfor valgte man høgen? Hvorfor blev det ikke et andet dyr? En tiger eller en løve eller noget andet? Er det, fordi høgen har et skarpt blik, dykker fra store højde og tager slanger?«.

I stedet for at svare mig henvender han sig til lederen, der sidder længst fremme sammen med den 16-årige pige.

»Chef, ham gringoen siger, at vi spiser slanger«.

Lederen vender sig om og kigger på ham: »Hvad siger du?«.

»Ham gringoen siger, at vi spiser slanger«.

Lederen kigger på mig og tager et sug af sin joint. Han forsøger at se vred ud.

»Undskyld, det var ikke det, jeg mente«, siger jeg. »Jeg spurgte bare, hvorfor I hedder Høgene, og tænkte, at det måske var, fordi I er stærke og kan dræbe slanger og den slags. Jeg sagde ikke, at I spiser slanger«, forklarer jeg.

»Er du dum i hovedet, eller hvad? Høge spiser ikke slanger«, siger han og puster røgen ud.

Jeg lægger blokken fra mig og kigger ud ad busvinduet. Det er begyndt at regne. Bussen er ikke engang kommet ud af megabyen endnu, og alt ser gråt og trist ud. Det hele er beton, larm og bilkøer. Jeg søger lederens blik igen for at se, om han er faldet ned. Det er han.

Lidt senere blander han vodka og Red Bull i en overskåret plastikflaske og spørger, om jeg ved, hvem ‘Nem’ er i Rio. Jeg nikker og fortæller, at jeg for et år siden mødte hans højre hånd, ‘Coelho’ – ‘Kaninen’ – i Rocinha, Brasiliens største favela (slumkvarter, red).

Chefen virker imponeret:

»Nem er min ven. Han har inviteret mig til Rio flere gange«.

Nem er en af Brasiliens mest berygtede kokainkonger og leder af forbrydersyndikatet ‘Amigos dos Amigos’ – ‘Vennernes Venner’ – der styrer flere af favelaerne i Rio. Da jeg for nogle år siden skrev en reportage om arbejdet med at rydde op i Rocinha, stødte jeg på ‘Kaninen’ i en af gyderne. Han var ude at lufte hunden og gik helt uforstyrret rundt i gaderne tæt på de cafeer, hvor politifolkene drikker kaffe.

Lidt ’grønt’

Chefen spørger, hvilke andre favelaer i Rio jeg har været i, og jeg fortæller, at jeg har besøgt over 20 andre, blandt andet Adrianos livsfarlige favela, Vila Cruzeiro, inden marineinfanterister overtog kontrollen med området i 2010. Lederen giver mig hånden. Det lader til, at jeg endelig er blevet accepteret og kan læne mig roligt tilbage i sædet.

En time senere bliver jeg vækket. De, der sidder bagerst i bussen, har trommet en samba igang, og førerkabinen er forvandlet til en bar. Tre høge sidder på instrumentbrættet ved siden af chaufføren og pulser på en joint. To andre hælder vodka og energidrik i de afskårne plastikflasker, og i midtergangen deler en fyr kokain ud fra et rør. Da han kommer til mig, siger jeg pænt nej tak. Det tager han som en fornærmelse.

»Det er faktisk mig, der byder«, siger han.

»Jeg ved det godt, men jeg arbejder. Gem det til kampen«.

Han lægger en bane i hulrummet mellem tommel- og pegefingeren og sniffer den op.

»Ræk nu hånden frem«, siger han.

»Jeg skal ikke have noget«, siger jeg.

»Hørte I det? Gringoen vil ikke have cola!«.

Sambasektion nede bagved opsnapper hans ord og sætter en nysamba i gang.

»Gringoen vil ikke have cola«, synger de. »Gringoen vil ikke have cola. Gringoen vil ikke ...«.

Jeg forsøger at smile, men ved ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere situationen.

Chefen ruller en joint, tænder den og rækker den over til mig.

»Lidt grønt vil du vel have?«.

Jeg tænker, at hvis jeg siger nej, vil jeg blive mobbet som den kedeligste journalist, de nogensinde har mødt. Jeg tager to dybe sug og rækker jointen videre. Men ingen vil have den. Jeg rækker den over til chefen.

»Nej, den er din«, siger han.

Jeg kigger på jointen. Den er 10 centimeter lang. Hvis jeg ryger den, kan jeg glemme alt om at skrive nogen reportage.

»Er der ingen, der vil have?«, spørger jeg og rækker jointen ud i midtergangen.

Ingen tager imod den. Jeg tager et tredje hvæs og mærker, hvordan rusen breder sig i min krop. Jeg begynder at slappe af og tænker, at jeg måske også bare kunne skrive dette kapitel en anden gang. Der er sikkert en anden kamp, en anden dag, som jeg kan tage med til.

Men den anden halvdel af mig er stærkere. Jeg overlader jointen til chefen, der ryger den færdig selv.

En af de yngre fyre, der indtil nu har holdt sig i baggrunden, prikker mig på skulderen.

»Gringo, sig efter mig: ‘Jeg er en boiola’«.

Hans pupiller er gigantiske.

»Gringo, gringo. Sig efter mig: ‘Jeg er en boiola’«.

Jeg ved udmærket, hvad ‘ boiola’ betyder, og har ikke tænkt mig at svare ham. Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre noget for ikke at ende som prygelknabe igen.

»Undskyld, men jeg ved godt, hvad boiola betyder. Det betyder bøsse. På svensk hedder det bög. Kan du sige det? Bööög!!!«.

Den skæve unge mand trækker sig tilbage. »Uha-uha. Gringoen blev vist sur«, siger han.

»Nu må I altså droppe det dér. Jeg hedder ikke gringo, men Henrique, og jeg har boet i Rio i ti år. Jeg taler flydende portugisisk, jeg har rejst mere rundt i Brasilien end de fleste af jer, og jeg er gift med en brasiliansk kvinde. Min datter er født i Rio, og nu er jeg her for at skrive et kapitel om Corinthians. Kan I mon respektere det?«, råber jeg.

Der bliver stille i bussen. Ingen ved, hvordan de skal reagere. Skal de slå mig ned eller lade mig være i fred? De kigger op på chefen, der nikker kort og beder de høge, der står i midtergangen, om at gå tilbage til deres pladser. Jeg vender mig over mod vinduet og bliver igen lullet i søvn af marihuanarøgen.

Tagselvbilletter

Da jeg vågner, er det blevet mørkt. Lysene fra Ribeirão Preto, der har 620.000 indbyggere, skinner i dalen nedenfor. Det her er hjertet af den landbrugsindustri, der har gjort Brasilien til en af verdens største eksportører af fødevarer. Hvert år er Ribeirão Preto vært for verdens næststørste landbrugsmesse, Agrishow, der har bidraget til at give byen landets ottendestørste bnp per indbygger.

Høgenes bus kører ind på den vej, der fører til stadion, og jeg tænker på, hvordan medlemmerne egentlig vil komme ind. Har klubbens ledelse mon reserveret billetter, der skal hentes ved kassen, eller vil de købe udenfor? For ti år siden kostede en billet til en ståplads på delstaten São Paulos stadioner omkring 17 kroner. Det var ikke noget problem for folk fra forstæderne at taget toget ind til byen for at se kampene. I dag koster den billigste billet til en kamp 170 kroner. Den officielle mindsteløn, som arbejdernes lønninger er baseret på, er ganske vist mere end tredoblet i samme periode, men den slår alligevel ikke til.

Nogle af klubberne har forhøjet billetpriserne af ren grådighed, mens andre har haft en bagtanke med at gøre det. De ønsker at begrænse antallet af de mest støjende tilskuere på lægterne for at kunne gøre, som man har gjort i Europa, nemlig lokke købedygtige familier og erhvervsfolk til at gå til fodbold. For ikke at miste den attraktive stemning, som syngende, hoppende og bannerviftende fans giver, deler klubberne gratis billetter ud til deres mest etablerede tilhængere. Problemet er, at nogle klubber kun deler 100 billetter ud. Det rækker ikke langt. For Høgene, der har 96.000 medlemmer, ville det ikke engang rigtig batte noget at få 1.000 billetter per kamp. Til aftenens kamp har værterne desuden udnyttet, at det er Brasiliens næststørste klub, der kommer på besøg, og hævet prisen for en ståplads til 220 kroner.

»Vi finder ud af det med billetterne, når vi kommer frem«, siger chefen.

Jeg forstår ikke helt, hvordan de vil gøre det. Har Høgene mon en særlig pengekasse, der finansierer billetter til de mest trofaste fans?

Foto: Andre Penner/AP

Pludselig råber nogen til chaufføren, at han skal tage farten af og åbne midterdøren. Jeg når lige at se en familie, alle klædt i Botafogo-SP’s røde, hvide og sorte farver, der er i færd med at parkere deres bil, før tre høge hopper af i farten. De slår faderen og sønnen ned og kommer ind gennem midterdøren igen. Et kampråb runger gennem bussen.

Trafikken bliver tættere, og vejkanten er fuld af corinthianos, der har parkeret deres biler i rabatten. Den sidste kilometer spadserer alle, undtagen Høgene, op til stadion. Det er tydeligt, at hjemmeholdet kommer til at opleve det, som om de spiller på udebane. To tredjedele af de 26.000 tilskuere, der har fået billetter til aftenens kamp, er klædt i Corinthians’ klubtrøjer.

Midt i menneskemængden står en cambista, en sortbørshaj, med blå paryk og klovnekostume. Han forsøger at tjene penge på den udsolgte kamp. Buschaufføren får øje på ham, åbner døren og råber: » Cambista til venstre!«.

Tre høge springer af bussen, hiver fat i manden og holder ham fast, mens to af deres kammerater lænser hans lommer for billetter. Der lyder endnu et kampråb i bussen. Lidt længere fremme står en anden mand og sælger billetter. Otte høge stiger ud og stiller sig tæt i ring om ham. Han overgiver sig og udleverer frivilligt sine billetter til høgene.

»Hvor mange har vi nu?«, spørger chefen.

»Vi mangler 20«, siger fyren med de ødelagte fortænder.

Den rødkindede gymnasieelev, der lignede et mobbeoffer, da han steg på bussen i São Paulo, melder sig til at stå i spidsen for det næste overfald. Han stiller sig på nederste trappetrin ved bussens midterste dør og venter på signalet. Et halvt minut senere råber chaufføren bag rattet: » Cambista til højre«.

Gymnasieeleven går ud og sparker manden ned, stjæler hans billetter og viser stolt bundtet frem foran busvinduet. Høgene jubler. Nu mangler de kun ti, for at alle kan komme ind på stadion.

Jeg er chokeret over Høgenes overfald og prikker 80-årige Lourdes på skulderen.

»Plejer de at gøre sådan her?«.

Hun smiler.

»Ja, billetterne er blevet så dyre. Og der er alligevel ingen, der har ondt af billethajerne«.

Længere fremme står en mand og vifter med billetter, mens han råber » ingressos, ingressos« – ’billetter, billetter’. Hvad han ikke ved, er, at hans råb ikke kun lokker betalende kunder, men også høge til. Med uhyggelig præcision slår de til mod ham og tager de sidste billetter. På mindre end et kvarter har Høgene skaffet 50 billetter og dermed sparet over 11.000 kroner.

500 meter fra stadion har politiet opstillet en vejspærring i form af to firehjulstrækkere med blå blinklys. Høgenes næstformand stiger ud af bussen og beder om tilladelse til at køre helt op til stadion for at aflevere det største banner, der er næsten 40 meter langt og rulles ud, når Corinthians scorer. Politibetjentene ryster afvisende på hovedet. Næstformanden forsøger at overtale dem, men han får kun det svar, at Høgene skal visiteres, før de må komme ind på stadion. Den frygt, som PCC spreder i São Paulo, hersker ikke her. Næstformanden udpeger ti af sine medlemmer til at danne en lang kæde og i fællesskab bære banneret hen til stadion. Vi andre følger efter dem i et roligere tempo.

’Gode drenge’

Da en ældre popcornsælger får øje på gruppen af høge, der nærmer sig, forsøger han at flygte med sin vogn. Det når han ikke. Fyren, der tilbød mig kokain i bussen, indhenter ham og stopper vognen. Sælgeren råber desperat, at popcorn koster fire kroner per pose, men høgen kigger ikke engang på ham, mens han deler popcorn ud til hele flokken. Da næstformanden dukker op, tænker jeg, at »nu vil han fandeme give den fyr besked på at levere poserne tilbage«.

I stedet går han selv hen til den gamle mand, tager en pose popcorn og beder om saltet.

Stofferne, volden, kvindesynet ... af en eller anden grund er lige denne episode dråben, der får glasset til at flyde over for mig. De mennesker, der sælger popcorn på gaden i Brasilien, er blandt samfundets allerfattigste. Dem røver man bare ikke!

Det sidste stykke op ad bakken går jeg sammen med Lourdes. Hendes hofter er slidte af fysisk arbejde, og hun støtter sig til mig. Da vi kommer helt op, trækker jeg hende lidt væk fra trængslen og stiller hende bag ved et træ, i sikkerhed for de tusinder af tilhængere, der presser på bagfra. Høgen med arret på kinden, ham, der ikke kunne forklare fanklubbens navn, kommer over spørger, hvordan det går med ‘Tia’.

»Fint, fint«, svarer hun og får en billet af ham.

For mit vedkommende er rejsen med Høgene slut. Jeg har tænkt mig at se kampen fra presselogen.

»Du skal ikke være vred på dem; de ville bare teste dig. I virkeligheden er de nogle gode drenge«, siger hun.

Et kvarter senere begynder det at øsregne. Alle i køen bliver gennemblødte. Selv er jeg nået ind på stadion, der er i en elendig forfatning. Regnvandet danner søer på trappetrinene. Først da jeg er kommet højt op, går det op for mig, at der ikke er nogen presseloge. Journalister er henvist til en betonbås, hvor fem kameraer på et stativ optager det meste af pladsen. To af dem skal følge Pato. De øvrige tre skal dække kampen for millioner af seere.

Da Pato løber ind på banen, hopper Høgene rundt på de fyldte ståpladser over for mig som et punkband til koncert, selv om ingen af dem egentlig er kommet for at se ham. Pato finder rummene og spiller godt. To gange i første halvleg er han tæt på at score. Men længere henne i kampen vil spillet ikke rigtig lykkes for ham. I anden halvleg har hjemmeholdets forsvarere læst ham, og i 75. minut bliver han skiftet ud. Corinthians har stadig næsten alt spillet, men alligevel er det Botoafogo-SP, der er tættest på at score. Da der er ti minutter tilbage, gider høgene ikke vente længere på et mål. De ruller deres enorme banner ud over publikumshavet. Banneret er udformet som en klubtrøje med en aggressiv høg på brystet. Så fyrer de deres indsmuglede raketter af. Men det hjælper ikke. Et af turneringens mindste hold har taget point fra klubverdensmestrene.

Dagen efter vågner jeg op i det centrale Ribeirão Preto og takker mig selv for, at jeg har brugt penge på et rent og nydeligt hotel i stedet for at køre tilbage til São Paulo sammen med en flok bagstive, bitre og gennemblødte høge.

Publiceret 22. maj 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce