Ahmad Hayani husker tydeligt YouTube-videoen, han så på sit drengeværelse i Damaskus. Den handlede om Danmark. Et lille land i Skandinavien, der efter sigende skulle huse verdens lykkeligste folk.
»Den fortalte, at alle altid smiler til hinanden på gaden. Og at I spiser meget lakrids«, siger den 18-årige syrer.
Da han så filmen, havde han ingen anelse om, at han få år senere skulle søge en fremtid i det lille land mod nord. Det var, før han mistede sin far, før hans dengang 15-årige bror blev fængslet af Assads regime og sad i 45 dage, og før regeringen krævede Ahmads deltagelse i den »blodige, modbydelige« borgerkrig, der stadig hærger hans hjemland.
»De tvinger dig til at være en del af krigen. Enten skal du selv dræbe, ellers bliver du dræbt. Vi måtte væk«, fortæller Ahmad Hayani.
