Foto: Stephan Bach

Sidste hyldest til livet

For mange danskere leverede Hilmer Hassig, Henrik Hall og Jens Unmack soundtracket til 90’erne med deres gruppe Love Shop. Om en uge udkommer bogen ’Himmelflugt og højdeskræk’, om bandets dramatiske historie. Vi bringer et forkortet, redigeret uddrag.

Love Shop havde været på pause siden 2004, hvor den dårlige stemning bandmedlemmerne imellem gjorde det umuligt at fortsætte. Især forholdet mellem sanger og sangskriver Jens Unmack og hans gamle ven, guitaristen og produceren Hilmer Hassig var til sidst blevet iskoldt. Og de to fik aldrig talt sammen igen. I november 2008 omkom Hassig i en trafikulykke, og de to efterfølgende mindekoncerter på Vega i februar 2009 var første gang i mange år, at Jens Unmack og Henrik Hall spillede som Love Shop. Her begyndte ideen om at genrejse Love Shop at tage form, samtidig med at døden igen spøgte i kulissen.

Koncerterne på Vega satte et fint punktum for en vigtig kunstners liv. Og samtidig levede de op til formålet om at samle penge ind til Hilmers døtre. Pension og forsikringer og den slags lå slet ikke til Hilmer Hassig. »Jeg tror ikke på sådan noget. Jeg dør jo bare, når jeg dør«, havde han altid tørt konstateret. Men en form for livsforsikring havde han så alligevel. Det aftryk, han havde sat gennem sin musik, blev nu transformeret til en sum penge, pigerne kunne få efter de udsolgte koncerter.

For Jens Unmack og Henrik Hall var det nogle specielle aftener med stærkt modsatrettede følelser. Jens havde mistet en ven – men en ven, som det i virkeligheden var mange år siden, han reelt havde haft. Samtidig havde han mistet sin vigtigste samarbejdspartner i musikken.

Nok var Hilmer selv trådt ud af Love Shop fire år forinden, men hans død afgjorde i hvert fald én gang for alle, at det aldrig ville blive igen.

Samtidig var der skyldsspørgsmålet. Var det sammenbruddet i Love Shop, der havde ført Hilmer ud i den krise, der prægede hans liv de sidste år? Og var det i så fald Jens’ skyld?

Ingen formulerede de spørgsmål højt, men de hang i luften over Vega de aftener, koncerterne fandt sted. Hvor anspændt stemningen omkring koncerterne var, vidner et telefonopkald, som Jens Unmack fik fra en repræsentant for arrangørgruppen i tiden op til.

Her fik han at vide, at det forventedes, at han som guitarist til arrangementet så bort fra Rune Kjeldsen, som var guitarist i Unmacks band Slagterne. Meldingen lød, ifølge Jens, at det ville være for svært for Hilmers venner og familie at se på et Love Shop, hvor Jens Unmack stillede med »sin nye Hilmer«.

Men det var langtfra kun ubehagelige følelser, der prægede stemningen. I bandrummet sammen med det gamle, velkendte Love Shop-hold, suppleret med guitaristerne Mika Vandborg og Jens Hellemann, boblede noget andet frem.

»Vi sad alle sammen med den der følelse af, at det var godt at spille sammen igen. Og helt seriøst, jeg anede ikke, hvordan det ville være, før vi stod deroppe. Om det bare var et pligtbesøg tilbage på museet, eller om der var noget andet i det. Noget, der pegede fremad«, fortæller Jens Unmack.

I pressen gik Jens bagefter ud og sagde, at det havde været en revitaliserende oplevelse at stå samlet på en scene igen – og at nu måtte vi se, hvad det hele kunne føre til. Med de ord havde han så godt som lovet, at det her ikke var de sidste koncerter med Love Shop. Og snart blev det offentliggjort, at bandet i efteråret ville tage på tour i hele landet.

I november 2009 rullede Love Shop-karavanen af sted. Med tourstart i Herning og den store finale i Vega 16 dage senere. Publikum strømmede til koncerterne, og der var bevægende øjeblikke under fremførelsen af ikke mindst de store klassikere ’En nat bliver det sommer’ og ’Love Goes on Forever’.

Spørgsmålet var nu, om det skulle være et one night stand eller et langtidsforhold. Om Love Shop igen ville kunne udgive ny musik.

Lige da de var færdige med at turnere, havde Henrik spurgt ham direkte: »Vil du ikke tænke over det, Jens. Om vi kan lave noget sammen igen?«.

Jens var på vej til Berlin. Nu havde han fået noget at spekulere over dernede.

Det havde været en forløsning at arbejde solo. Selv at sætte dagsordenen for alt, hvad der skulle foregå. Jens Unmack havde arbejdet sammen med Nikolaj Nørlund som producer på alle sine tre soloudgivelser, men i princippet kunne han bare bevæge sig videre til noget nyt, hvis det ikke fungerede. Derudover var det gået ret godt salgsmæssigt. Hans første soloalbum ’Vejen hjem fra rocknroll’ havde solgt rigtig godt. De to næste lidt mere moderat, men i en dansk musikverden, hvor pladesalget generelt styrtdykkede, så det ret fornuftigt ud.

Og så var der det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvordan kunne de gøre det uden Hilmer? Jens følte sig i bund og grund helt på plads med, at han og Henrik kunne gøre, lige præcis som det passede dem med Love Shop, da de jo længe havde været de to eneste medlemmer af bandet. Men spørgsmålet havde stået overalt og var blevet gentaget igen og igen siden mindekoncerterne på Vega.

Kunne der overhovedet eksistere et Love Shop uden Hilmer Hassig?

Politiken.tv mødte Jens Unmack efter Love Shops koncert på Roskilde Festival. Kilde: politiken.tv

Hvis de valgte at lave et nyt album, ville omverdenen – ikke mindst anmelderne – stå klar med skarptslebne knive. Det var en oplagt smashbold til alle kritikerne at trække en så vigtig faktor ud af ligningen og derefter udgive et album og kalde det for et ægte Love Shop. Det var set med mange bands tidligere i musikhistorien, at den manglende person blev det eneste, kritikerne forholdt sig til i anmeldelserne fremover.

Endelig var der Henriks sygdom. Tilbage i 2004 havde han fået konstateret prostatakræft. Lægernes dom havde dengang lydt, at det var en livstruende sygdom, men at han sandsynligvis kunne leve med den i en del år uden at være synderlig mærket.

I løbet af det seneste års tid var hans tilstand blevet værre. Han havde længe været på medicin, men da Love Shop havde været på turné i efteråret, var det tydeligt for alle i bandet, at Hall var en plaget mand.

I bandbussen havde han en særlig pude med, som han skulle sidde på for at skåne sine hofter. Hans temperament havde også ændret sig. At Hall kunne blive hidsig og opfarende, var der intet nyt i. Men Jens og de andre i bandet bemærkede, at raserianfaldene kom lidt oftere og lidt mere voldsomt end tidligere. Måske på grund af smerterne, måske på grund af medicinen. Hans indstilling til sygdommen var dog stadig den samme: Den skulle ikke have lov at tage styringen.

Om eftermiddagen på årets sidste dag i 2009 ringede Henrik Halls telefon. Det var Jens, der ringede fra Berlin. Han ville traditionen tro ønske sin ven godt nytår. Men der var lige en ting mere:

»Jeg har tænkt over det. Lad os gøre det«, sagde han.

Henrik havde svært ved at kontrollere sin glæde, husker Jens Unmack.

»Han var helt rørt. Jeg havde ikke oplevet ham på den måde før. At han var syg, havde selvfølgelig også spillet ind i mine overvejelser. Det kunne være meget bekvemt for mig at sparke den til hjørne og sige, at det kunne da godt være, at vi igen kunne lave noget sammen om nogle år. Det var bare ikke sikkert, den chance ville byde sig senere. Det vidste vi vel begge«.

Straks i det nye år begyndte de at få rammerne på plads omkring det nye album.

Siden bandets seneste udgivelse, ’National’ fra 2004, var Henrik sprunget ud som sangskriver og havde markeret sig med to soloalbum. Det skulle gerne bringes i spil. De blev enige om, at Henrik frit kunne levere materiale til albummet, så længe det var godt nok. Jens skulle dog stadig skrive sangmelodierne og teksterne.

Efter den meget akustiske og håndspillede udflugt på solopladerne handlede det nu for Jens om at finde tilbage til det elektroniske og urbane Love Shop-univers. Han lavede inspirations-cd’er med numre, hvor der var synth og elektroniske virkemidler, som produceren Mikkel Damgaard og Hall kunne lytte til, så de fik nogle fælles referencepunkter i arbejdet med det nye Love Shop.

Dialogen var god, og stemningen var høj, men Henriks sygdom skred nu hurtigt frem og svækkede ham, mere end han selv havde lyst til at se. Han sad i sit hjemmestudie, som han og hans kone, Gitte, havde fået indrettet i huset i Brønshøj, og knoklede med at få noget frem, men det kom slet ikke så let, som da han havde arbejdet med solopladerne.

Vanen tro kom der masser af demoer fra Jens’ side. Det var, som det havde været siden ungdomsårene: Når han først gik i produktions- mode, strømmede musikken nærmest gennem ham. Ikke alt var af lige høj kvalitet, men det betød ikke så meget, når åren stod så åben.

Han og Damgaard begyndte at arbejde videre med nogle af demoerne, og flere af dem begyndte at tage form som potentielle numre til albummet. De spillede det for Henrik, men han fangede den ikke helt. Han kunne ikke forstå, at det ikke lød mere i retning af det, de oprindelig havde delt med ham på inspirations-cd’erne.

»Han kunne ikke se, at det bare var modeller, ikke forstå, at det stadig bare var demoer. Så han blev sådan helt desillusioneret omkring det hele, fordi han ikke kunne høre det for sig. Et eller andet gjorde, at han ikke kunne tage det ordentligt ind. Måske har det været hans sygdom, jeg ved det ikke. Men det betød i hvert fald, at han følte sig mere og mere koblet af, mens Mikkel og jeg arbejdede videre«, fortæller Jens Unmack.

Der kom stadig ingen numre fra Hall. Hans smerter fyldte mere og mere i hverdagen, og det var svært for ham at få noget fra hånden. Jens og Mikkel var nødt til at arbejde videre. Og der tegnede sig efterhånden et album, hvor Halls aftryk slet ikke var så markant, som det havde været tænkt.

»Han blev lidt desperat omkring det og begyndte at snakke om at komme med nogle ting, der var blevet sorteret fra i forbindelse med hans soloplader. Men vi syntes ikke, det holdt. Der var jo nok en grund til, at de ting var blevet fravalgt i første omgang«, fortæller Jens.

Netop som Jens og Mikkel var ved at afslutte albummet, meldte Henrik alligevel ind, at han nu havde noget klar:

»Så kom han med et rigtig fint popnummer. Det var nærmest en tysk slager, og stilmæssigt passede det på sin vis slet ikke ind. Men det var jo fantastisk, at han endelig kunne byde ind. Jeg fik skrevet en tekst til nummeret, og det blev rigtig godt«.

Det endte med at blive til sangen ’Du bestemmer her’. Men selv om Hall på den måde fik sat sin signatur på værket, blev det aldrig et samarbejde i stil med det, han selv havde forestillet sig, da de gik i gang.

Endnu vanskeligere blev det under indspilningen af sangene. For Henrik Halls vedkommende måtte det stadig foregå i hjemmestudiet. På den måde skånede de ham for at tage turen ind til Mikkel Damgaards studie i en kælder i Indre By. Når Henrik endelig kom derind, kæmpede han med at komme ned ad trapperne og forsøgte altid at komme til at gå sidst, så de andre ikke skulle se, hvor besværet han var.

Jens så på den ene side sin gamle ven blive svagere og ville gerne skåne ham og passe på ham. På den anden side var han i gang med et ambitiøst projekt, der skulle være optimalt godt, hvis ikke Love Shop skulle få kniven og sætte sin goodwill over styr med et enkelt hug.

Her kommer svaret

Kom og læg dig ned

Ind under himlens fred

I nat

Her falder svar

Og du tages først af sted

Ind under himlens fred

I nat

Det var søndag over midnat. I Vesterbros novembermørke stod Jens Unmack foran en 7-Eleven og bladrede utålmodigt i en avis. Omkring ham kredsede prostituerede med ’Hi there, you want something?’ og andre standardreplikker. Men Jens var kun interesseret i den avis. Efter at have vandret fra kiosk til kiosk var det lykkedes ham at finde en, der havde Politiken, næsten frisk fra trykken.

Han vidste, at avisen rummede en anmeldelse af Love Shops comeback-album. Her, lige præcis her, kunne det hele falde sammen. Han bladrede med rystende fingre. Så dukkede den frem foran hans blik: fem hjerter og en overskrift, der lød: ’Mesterligt comeback fra Love Shop’. Puha, lettelse. Hjertet faldt lidt til ro. Det hele var ikke kollapset. Værket stod endnu. Men få sekunder senere faldt blikket på underrubrikken, og så dalede hans humør nogle grader. Det var lige præcis det, der ikke måtte stå:

»Love Shop er gendannet. Men er det mere korrekt at sige, at Jens Unmack har lavet sit livs soloplade?«, lød det retoriske spørgsmål fra anmelder Erik Jensen.

Jensen havde selvfølgelig ingen idé om, hvor ondt netop de ord kunne gøre i denne sammenhæng. Næste morgen havde Jens sin ven i røret.

»Tillykke«, sagde Henrik tørt. »Tillykke med de gode anmeldelser«.

»Det er jo vores plade, Heinz«, sagde Jens, men han vidste godt, at han ikke kunne gøre meget ved den skuffelse, Henrik følte.

Skuffet var anmelderkorpset så absolut ikke. Erik Jensen fra Politiken stod ikke alene med sin vurdering af, at ’Frelsens Hær’ var et værdigt comeback. Flere andre anmeldere vurderede det til at være helt på højde med de stærkeste ting fra det gamle Love Shop. I Berlingske stemte Thomas Søie Hansen i:

»Den mest afslappede, flossede og charmerende Love Shop-plade nogensinde – med Unmack som hovedleverandør af både tekst og musik. Og i min bog deres bedste siden hovedværket ’Go!’ fra 1997«.

Syv koncerter med start i Aalborg og finale på Vega i København skulle følge op på udgivelsen af ’Frelsens Hær’. Hele bandet havde glædet sig til at komme af sted, og sikkert ingen så meget som Henrik Hall. Men det stod skidt til med ham. Hans tilstand var blevet klart forværret hen over efteråret. Og da turneen begyndte 11. november i Aalborg, var han for medtaget til at være med.

På dette tidspunkt havde Henrik Hall selv været ude i pressen og fortælle om sin sygdom. Den var efterhånden også vanskelig at skjule. På pressebillederne, der blev taget i forbindelse med udgivelsen af ’Frelsens Hær’, har han trætte øjne, let indsunkne kinder, og det er tydeligt, at han havde tabt sig meget.

Den aften, Love Shop gik på scenen i Aalborg, sad Henrik hjemme i sin stue i Brønshøj, fortæller hans bror Mogens:

»Han ville gerne have, at jeg kom forbi den aften. Det var sgu ikke let for ham at sidde derhjemme, når han i virkeligheden skulle have stået på scenen sammen med de andre. Jeg kan huske, at jeg den aften tænkte, at han virkede overraskende rolig. Jeg havde forventet, at han ville være helt overgearet og rastløs på grund af situationen. Men han sad bare der helt rolig og fattet«.

Henriks nye mål var nu at blive klar til finalen i Vega. Her var der planlagt to koncerter lørdag og søndag i slutningen af november. Men han var ikke i form. Derfor spurgte han sin bror Mogens og sin søn Martin, om ikke de ville komme og spille lidt med ham hjemme i kælderen. Det gik meget godt til at begynde med, vurderede Mogens. De spillede nogle simple rundgange med mol-akkorder, og Henrik blæste løs i mundharpen. Men der var noget galt. Han stoppede op og sagde til de andre, at han slet ikke havde luft til det. Han kunne ikke.

En undersøgelse på hospitalet viste, at han havde vand i lungerne. Om fredagen blev han drænet og meldte sig straks klar til lørdagskoncerten i Vega. Henriks kone, Gitte, kunne mærke, at det var hans højeste ønske at komme til at stå på scenen lørdag aften, og selv om hun som alle andre omkring ham var bekymret for, hvordan det skulle gå, bakkede hun ham op. Det samme gjorde den læge, Henrik talte med om det.

»Henrik, der hvor du er nu, skal du gøre det, der er allervigtigst for dig«, lød hans ord.

Mogens og Jens talte i telefon sammen mange gange i dagene og timerne op til koncerten. De var i syv sind. På den ene side ville de gerne give ham denne oplevelse, som han brændte efter at få. På den anden side var det deres opgave at passe på ham. Ville det være forsvarligt at lade ham stå på en scene, efter at hans krop ad flere omgange havde vist tegn på at sætte ud?

Det blev, som Henrik Hall ønskede det. Umiddelbart efter at have fået tømt lungerne for 2 liter vand mødte han op i Vega for at gå på scenen med Love Shop. Der havde været snak om, at Mogens og sønnen Martin skulle være med backstage som hans sekundanter. De kunne give ham hans mundharper og følge ham til scenen. Men det ville Henrik ikke høre tale om. Han skulle nok klare sig selv. I stedet placerede de to sig blandt publikum, holdt vejret og ventede på, hvordan det her vanvidsprojekt dog skulle gå.

Kilde: Politiken.tv / Peter Vintergaard.

Backstage var Henrik tydeligt afkræftet, men i højt humør og med sin sædvanlige skarpe tunge. De andre viste ham sætlisten og forklarede ham, hvilke numre de havde tænkt, han kunne komme ind på. Først cirka midt i sættet skulle han komme på scenen og spille sin signaturmundharpe på ’Fremmedlegionær’. Så skulle han gå ud igen og først komme ind lidt senere og spille på et par numre mere. Han stirrede på papiret og brølede:

»Hvad for noget? Bøssekarle! Først midt i sættet? Er det sådan, I vil have det?«.

Inderst inde kunne den opfarende Henrik dog godt se meningen med galskaben. Han havde knap kræfter til at gå op ad trappen til scenen. Ude blandt publikum var der stort set ingen, der vidste, om Henrik ville spille. Den officielle udmelding lød, at man håbede, at han ville komme forbi, men de fleste havde jo hørt, at det ikke var blevet til noget ved nogen af de andre koncerter på touren.

Da Hall så rent faktisk viste sig, bredte et sus sig blandt publikum. Han var iklædt sort jakkesæt og hvid skjorte og havde et lidt forlegent smil om munden.

Man kunne se det på hans gang, da han bevægede sig ind på scenen. Man kunne se det på skyggerne under øjnene og det afkræftede ansigt med de indsunkne kinder. Det her var en mand, der tog livtag med døden. Og måske var det sidste gang, vi ville få ham at se. Det var den stemning, der fyldte salen, og som fik tårerne frem i øjnene på mange blandt publikum, da Jens Unmack satte i med sangens første ord:

Sommer kommer ned

Pakker vores håb

Mange tager af sted

For at tænde deres lys

Sådan var det meningen, han skulle synge. Men ordene og sætningerne kom ud af hans mund i forkert rækkefølge. Efter første vers vendte han mikrofonen ud mod publikum:

»Kom så, I kan godt ordene!«.

Det lignede måske et godt, gammeldags koncertgreb fra en garvet frontmand. Forklaringen var en helt anden.

»Da han kom ind med sin mundharpe efter første vers, løftede det sig bare i hele salen. Frontlyset pegede ned mod publikum, og jeg kunne se dem stå der og græde. Det var hele vejen rundt, de stod med tårer ned ad kinderne. Og jeg vidste, at den eneste, der ikke måtte bryde sammen, var mig. Selvfølgelig også de andre i bandet, men de kunne lidt nemmere lige vende sig væk og ikke blive set så meget«, husker Jens Unmack.

»Det var så svært. I det øjeblik jeg så ham stå der i sin fine hvide skjorte, der tænkte jeg bare: »Dead man walking«. Indtil det øjeblik havde vi nok alle sammen holdt den oppe, holdt håbet kørende. Men jeg vidste det, da jeg så ham der. Nu spiller han sine sidste toner, den sidste hyldest til livet og sig selv«.

Publiceret 2. oktober 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce