Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Munden var tør. Hjertet hamrede. Aldrig havde hun været så bange.
En sodavand ... hun havde sådan lyst til en sodavand. Men pengene i pungen skulle bruges til bussen hjem.
Hun var seks måneder henne og taget hjemmefra tidligt om morgenen for at gennemgå en rutinemæssig graviditetsundersøgelse. Havde følt sig sund og rask. Og nu sad hun på en bænk uden for hospitalets fødeafdeling, mens angsten væltede ind over hende.
Undersøgelsen var ellers gået fint, og alt var i den skønneste orden. Hun havde fået udleveret jerntabletter og vitaminpiller og begyndte at gøre sig klar til at tage hjem, da en sygeplejerske satte sig ved siden af hende.
