Det var 5. juli sidste år. Hun husker datoen, for det var den dag, en af de store aviser bragte en artikel om hende og den pris, hun i maj havde fået af den danske organisation Aids-Fondet.
Esther havde været halvsløj et stykke tid, alligevel tog hun på arbejde. Men i løbet af dagen fik hun det dårligere. Det gjorde ondt, når hun trak vejret, og da hun kom hjem, havde hun ikke kræfter til andet end at lægge sig på sengen. Der lå hun, med sin hovedpude krammet mod brystet, da Michael kom fra arbejde.
Ud på aftenen blev det værre. Hun kunne næsten ikke få luft, og hen over midnat besluttede Michael, at nu var det for slemt. Han støttede hende ned til vejen, hvor de fik fat på en taxa.
Hun blev indlagt ved to-tiden og fik straks noget smertestillende. Næste morgen ved stuegangen fortalte hun lægen, at hun var hiv-positiv. Han stillede diagnosen: en svær lungebetændelse, og i to uger blev Esther behandlet på hospitalet. Regningen for opholdet lød på 300.000 ugandiske shilling. Det svarer nogenlunde til 900 kroner og er mange penge i Uganda. Michael betalte af sin opsparing.
