Foto: Daniel Hjorth

Hobbitten, Guf og de andre syrerockere

Det begyndte som en vittighed. Men sidste år tog syrerockbandet Spids Nøgenhat fusen på de fleste – og ikke mindst sig selv – da de udgav deres andet album på 12 år og fik mere succes, end de nogensinde havde drømt om dengang i øvelokalet, da de fandt på det sjove bandnavn.

Foran Café Svejk i Smallegade på Frederiksberg holder Hobbittens nye trehjulede scooter parkeret. Den er kommuneorange og har et åbent lad bagpå, hvor der lige akkurat kan være en forstærker og en guitar. Og Hobbitten er så glad for den, at han efter at have købt den i Tyskland for nylig tog hele turen fra Flensborg hjem til København ad de små veje på tre hjul.

Hobbitten holder ikke kun til i Hobbittrup. Han hedder også Henrik Klitgård, og så spiller han guitar i Spids Nøgenhat. Det danske syrerockband, der stod bag en af sidste musikårs store overraskelser, da de udgav deres bare andet album på 12 år, og på sangen om at flygte til Udkantsdanmark for at ryge den fede i fred gjorde omkvædet »Lollaaaaand, Lolland-Falster« til gangbar dansksproget rocklyrik anno 2013.

Spids Nøgenhat var lørdag nomineret til prisen som årets orkester, ligesom ’Lolland-Falster’ var nomineret til årets sang, da Foreningen af Danske Musikkritikere uddelte Steppeulven 2014 ved den årlige prisfest på Bremen Teater.

Men det er ikke kun anmelderne, der har fået øjnene op for Spids Nøgenhat. Siden albummet ’Kommer med fred’ udkom i oktober sidste år, er bandet gået fra at være en velbevaret kulthemmelighed til at ligge lunt i svinget på de nationale salgslister. Den korngulsfilterfarvede musikvideo til ’Lolland-Falster’ er blevet vist små 50.000 gange på YouTube, mens albummet har solgt 2.000 vinyler, 1.000 cd’er og »en helvedes masse downloads«.

I løbet af de sidste par måneder er der sket mere for Spids Nøgenhat, end der sammenlagt er sket i de snart 18 år, bandet har eksisteret. Og den havde de ikke lige set komme. For det hele begyndte som lidt af en joke.

Synger på Olsen Banden-dansk

»Vi har altid haft det sjovt med det at finde på bandnavne og kunstnernavne og drømme pladetitler op, der ikke eksisterer. Det er en måde, vi hygger os på«, forklarer frontmand Uffe Lorentzen, der selv lyder kunstnernavne som ’Aramis’, ’Møffe’, (en efter sigende jysk afart af hans ældste kælenavn ’Guf’) og ’Lorenzo Woodrose’, der er hans alias, når han spiller med sit andet band, Baby Woodrose.

Han sidder i en bås på Café Svejk, hvor han til daglig står bag baren. Over for ham sidder trommeslager Anders Grøn, der tidligere har båret tilnavne som ’Fuzz Daddy’ og ’Rocco’, men i dag overvejende bare går under sit efternavn. De fiktive navne har været med fra begyndelsen.

Foto: HJORTH DANIEL

Det var derfor heller aldrig meningen, at bandet, der er opkaldt efter den stærkeste hallucinogene svamp i Europa, skulle blive til virkelighed. Egentlig var det bare et udknaldet bonusbarn på idéplan, der holdt til i øvelokalet hos det danske psychrockband On Trial, hvor Lorentzen bestyrede trommesættet op igennem 90’erne.

On Trial var tungt seriøst og sang i øvrigt på engelsk. Men bandet fiflede med tanken om at skrive nogle sange på dansk. Det kunne de jo lige så godt. For de havde nærmest en hel actionplan klar, før de overhovedet var gået i gang.

»Det var sådan, det hele opstod«, forklarer Uffe Lorentzen. »Kunne det ikke være fedt, hvis der var et band, der hed Spids Nøgenhat? Og så skulle pladen hedde ’En mærkelig kop te’, fordi den mest behagelige måde at indtage spids nøgenhat på er ved at brygge te på den. Derfor skulle der på coveret være et billede af en tekande, der fløj igennem rummet, lidt ligesom i en drøm. Det blev leget ud, og det var skideskægt, og pludselig var det virkelighed. Men det var lidt en vittighed«.

De musikalske referencer var dog ingenlunde for sjov. Eksempelvis var navnet Spids Nøgenhat en slet skjult reference til Alrune Rod, som ud over at være et af de toneangivende danske sen-60’er-bands også er navnet på en rod med bevidsthedsudvidende egenskaber. Og bandet lægger heller ikke skjul på, at det er bands som Skousen & Ingemann, Røde Mor og netop Alrune Rod, de tænder på som Spids Nøgenhat. Ikke blot musikalsk, men også i selve fremførelsen, forklarer de.

Foto: HJORTH DANIEL

»Man sang jo på en helt anden måde dengang«, siger Anders Grøn, »med den der 60’er-accent– lidt ligesom i Olsen Banden«. Han fniser.

»Den tog vi til os«, siger Uffe Lorentzen. »Det kan man i hvert fald høre på ’En mærkelig kop te’, hvor vi synger ’Spids Nøøøgenhat’«. Han gør a’et særligt affekteret, som om han var en fin dame med et stort gråt fuldskæg, der drikker sin fadøl med strittende lillefinger.

»Det er en form for pastiche, men det er samtidig vokset ud af en ærlig lidenskab for musik fra den tid. Det er noget, vi kan grine ad, men også noget, vi holder uendelig meget af«, forklarer Anders Grøn.

»Har du seeeet mit psykedeeeliske tapet«, synger Lorentzen afdæmpet, men med fuld knald på vibratoen. »Det er sgu lidt corny. Men det virker«.

Syrerock, hash og Playstation

Det var i det krydsfelt mellem alvor og sjov, at ’En mærkelig kop te’ blev brygget op igennem 1990’erne, inden pladen udkom i 2001. Naturligvis med svævende giftiggrøn tepotte på omslaget.

En kande, der tog sin lytter med på en hvirvlende rundflyvning i et psykedelisk univers uden mage i dansk rock, og som introducerede sin lytter for en række nærmest malk-de-koijnske karakterer, såsom Stefan fra Kommunehospitalet, som egentlig bare var en ven, der arbejdede som portør, og Hobbitten, der på ’Hobbittens drøm’ febrilsk leder efter sine nøgler under et svampetrip med ordene: »Hvorfor er der aldrig nogen ting nogen steder?«.

Der var således noter af virkelighed på ’En mærkelig kop te’. Men det var en markant anden virkelighed end den, bandet befandt sig i, da de hen mod slutningen af 2012 tog de første spadestik til ’Kommer med fred’. Og forskellen på de to plader er tydelig, mener de.

»Den første plade blev skabt i en tid, hvor vi alle var i 20’erne, og hvor vi havde en livsstil, der blev afspejlet på pladen«, forklarer Uffe Lorentzen, og peger tomlen bagud.

»Dengang boede jeg lige herovre i Smallegade 40 sammen med Hobbitten. Vi levede sådan en bistandsklientslackerlivsstil, så når vi stod op om morgenen, røg vi hash og spillede Playstation, og så hørte vi noget gammel syrerock, imens Hobbitten lavede sådan noget syrelys på væggen med et gammelt lysbilledapparat. I oktober tog vi ud og samlede svampe, og Hobbitten havde en hel skuffe fyldt med de her spids nøgenhat-svampe. Mange af sangene fra dengang handlede jo om det der slackerliv. Og det er jo ikke der, vi er i dag. Nu har vi koner og børn og fast arbejde, og hvad fanden skulle man så synge om?«.

Han lader spørgsmålet flagre i luften, indtil han selv samler det op.

»Men så døde Ralph«.

Et mantra om gendannelse

Ralphs fulde navn var Ralph Rjeiley, og han døde af kræft i august 2012 i en alder af bare 40 år. Og selv om han ikke var udøvende musiker, var han som booker, tourmanager, lydmand og ven en trofast del af hele miljøet omkring On Trial, som han blev booker for tilbage i 1995. Sidenhen blev han lydmand for Baby Woodrose, og Anders Grøn er ikke sen til med et smil at kalde ham for en slags livline. Lorentzen er enig.

»Det var ham, der holdt styr på os. Han var jo en slags faderfigur for os alle sammen. Han blev hurtigt manden, der prøvede at få lidt organisation på os flippere. Der er ikke rigtigt nogen af os, der er gode til praktiske ting, økonomi og alle de der kedelige ting, man også skal kunne finde ud af. Det blev Ralph, der gjorde det«.

»Han fik i hvert fald jer (On Trial, red.) ud af øvelokalet«, siger Anders Grøn.

»Hvis det ikke havde været for ham, så havde vi nok stadig siddet i øvelokalet og drukket bajere og haft vores job. Uden ham havde der måske heller ikke været noget Baby Woodrose. Så vi skylder Ralph alt. Vi var aldrig kommet ud at spille i det omfang, vi gjorde, hvis det ikke havde været for ham«.

Foto: HJORTH DANIEL

Og som den genuine fan af musikken, som Ralph Rjeiley i bund og grund var, havde han et stædigt ønske, der i tiden efter hans død ikke kunne begraves med ham. Han ville have en ny Spids Nøgenhat-plade.

»Ralph sagde altid til os, at vi skulle gendanne bandet, og at vi skulle lave en plade til på dansk. Det var nærmest hans mantra. »I skal gendanne Spids Nøgenhat! I skal lave en plade til på dansk!« Han prøvede altid at skubbe os lidt. Og da han så døde, så var vi jo nødt til at gøre det, ikke?«, siger Lorentzen retorisk.

»Det var det, der satte det hele i gang. Og jo mere jeg ser tilbage på ’Kommer med fred’, jo klarere bliver det for mig, at det er det, den handler om, pladen. Den handler om at have mistet en god ven. Den hedder ’Kommer med fred’, ja, ja, men der hviler en fornemmelse af død over mange af sangene. Som for eksempel ’Jorden kalder’, ’Spids nøgenhat i græsset’ eller ’Lever vi nu’, som er en sang, jeg har skrevet til Ralph. Det ligger også lidt i titlen. Hvil i fred, ikke?«, siger den store mand med et lille smil.

Rockpoesi fra Udkantsdanmark

Men at den afdøde ven ikke var den eneste, der godt kunne tænke sig en ny Spids Nøgenhat-plade, vidste de nu godt.

Tilbage i 2008 fandt bandet sammen for første gang siden udgivelsen af ’En mærkelig kop te’, og da havde den syv år gamle debutplade vokset sig så tilpas stor, at Spids Nøgenhat kunne spille en lille håndfuld udsolgte koncerter rundt omkring i landet. Stadig som kultforetagende, absolut. Men også med et nyt og yngre publikum, der ikke var gammelt nok til at hoppe om bord i den flyvende tepotte, da den udkom i 2001.

»Den første plade har levet sit eget liv på nettet blandt primært unge lyttere, som pludselig fandt ud af, at psykedelisk rock kunne være andet og mere end den første Pink Floyd-plade og noget Jimi Hendrix«, forklarer Anders Grøn.

Foto: HJORTH DANIEL

»Internettet har i det hele taget betydet meget for udbredelsen af musik som vores. Jeg kan huske, jeg sad og var pissesur og bitter over, at lige pludselig så sad alle de unge og snakkede om al den musik, jeg slet ikke havde hørt endnu, fordi jeg stadig sad med et eller andet postordrekatalog og prøvede at bestille en eller anden plade hjem. De havde hentet hele lortet ned på mp3 og havde hørt det på en eftermiddag. Fuck, altså! Men det betyder, at musikken er kommet langt bredere ud, end den kunne for 20 år siden«.

Det samme gælder ’Kommer med fred’, der som den første Spids Nøgenhat-plade kan købes digitalt. Men rent sprogligt er bandet også blevet lettere tilgængeligt. I hvert fald er teksterne på ’Kommer med fred’ noget klarere i spyttet, end de var på debutalbummets knudrede svampelyrik. Resultatet er dog fortsat en særegen rockpoesi, hvor Google Translate er mere end almindeligt chanceløs.

For hvordan oversætter man linjer som »Svinene har slået ring om Staden igen« eller »Udkantsdanmark har min accept / for jeg skal ikke ha’ nogen medicin på recept«? Det er nemt nok. Det gør man ikke. Og ifølge Uffe Lorentzen er det danske sprog en vigtig del af grunden til, at bandets musik er spiret op over undergrundens jordlag med plade nummer to.

»Folk reagerer på musikken på en helt anden måde på dansk. Jeg møder hele tiden mennesker, der siger »Tak for den om Lolland«. Det hører jeg nærmest to gange om dagen for tiden. Det er lidt vildt, så mange der kommer dernedefra … Alle er jo flyttet herop. Så det er lidt sjovt, at vi synger om at tage derned for at få fred. Det synes jeg er smukt. To øer, som alle flytter væk fra, synger vi om at tage ned til. Måske for at få fred for alle dem, der flytter hertil«.

Hans øjne flakker, og pludselig stirrer han vantro op mod cafeens tv-skærm.

»Anders, prøv lige at se. Det er det der håndbold«.

Det er så sandt, som det er sagt. Tv’et viser en håndboldkamp med det danske herrelandshold. Men i stedet for at fæstne blikket på måltavlen har Lorentzen øjnet en publikummer, der har taget strikketøjet med i håndboldhallen.

»Ved du, hvad de lige har gjort? De har strikket et dansk flag! Der har lige været et nærbillede af en, der sad og strikkede et dannebrogsflag«. Han smiler skævt og fjerner for stedse blikket fra klappepølserne og det harpiksklistrede gulv.

»Det var en idé, vi havde til et pressefoto«, forklarer han. »Vi diskuterede det meget, men det blev nedstemt. Det blev sgu lidt for nationalistisk. Og nu er jeg da glad for, at vi ikke gjorde det«.

Hvor skal vi hen?

Men trods begejstringen for Sydhavsøernes grønne guld og hjemstavnsmarkører i hønsestrik handler Spids Nøgenhat ikke om at udleve en fortabt hippiedrøm. Anders Grøn ryster på hovedet.

»Sådan ser jeg ikke på det«, siger han. »Det er bare den frekvens, vi tænder på. Det er det samme, vi gør, når vi opfinder fiktive plader. Vi er langtfra altid enige om ting, der ikke har med musik at gøre. Men rent musikalsk har vi en masse fælles referencer«.

Og især en af de referencer gør det ekstra fedt for bandet at være nomineret til en Steppeulv.

»Det med priser betyder ikke det store, men hvis det endelig skal være, så må det godt være en Steppeulv. Den har jo bare et fedt navn. Jeg har altid været meget optaget af myten om Eik Skaløe, og Steppeulvene er jo en vigtig del af det univers, vi er vokset ud af«, siger Uffe Lorentzen før aftenens prisfest, hvor Spids Nøgenhat også skal på scenen og spille to numre. Hvilket ikke ligefrem sker hver dag.

»Vi har utrolig travlt med at sige nej til ting for tiden«, siger han.

»Det bruger vi meget energi på. Men det er jo sådan, den her branche fungerer – man kan måle sin succes på, hvor mange gange man siger nej. I det hele taget diskuterer vi meget i bandet, og vi er helt overordnet meget lidt enige om, hvad det er, vi laver. Lige da vi havde lavet pladen færdig, tror jeg faktisk, vi var enige om, at vi havde lavet en god plade. Og så forstummede diskussionerne et par måneder. Men nu er vi uenige igen. For hvad skal vi egentlig? Skal vi lave en karriere ud af det her? Skal vi lave en treer?«.

»Normalt når man laver en plade, vil man jo gerne have, at den sælger stort, så man kan komme ud at spille for gud og hvermand, så man kan tjene nogle penge«, siger Anders Grøn.

»Men det er vi på en måde kommet ud over. Vi skal ikke ud at overvinde verden. Vi har ingen ambitioner om at sælge platin. Så vi holder lidt igen. Der er en lidenskab og en kærlighed, som vi ikke har lyst til at ødelægge ved at skulle ud at spille 60 koncerter. Så hellere spille nogle få koncerter for folk, der gerne vil lytte«.

Foto: HJORTH DANIEL

Så selv om Spids Nøgenhat i teorien kunne pakke Hobbittens trehjulede scooter med instrumenter og turnere land og rige rundt i både forår, sommer og efterår 2014, ender de nok med at lade være.

De vil hellere gå efter de små fede jobs end at tage det lange seje træk igennem samfulde jyske købstæder. For der har de været.

»Vi har jo prøvet det«, siger Lorentzen. »Og man bliver ikke lykkelig af at spille for 25 mennesker i Randers. Det gør man sgu ikke«.

Publiceret 10. februar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce