»Bare luk øjnene. Giv slip på det hele. Vi har al den tid, vi skal bruge. Peter«.
Intet svar. Der er mørkt i bilen.
Ordene kommer fra Francis Underwood. Majority whip, flertalsleder, for det demokratiske parti i en fiktiv kongres i den amerikanske serie ’House of Cards’. Francis – eller Frank – Underwood bliver spillet af Kevin Spacey. Og sådan taler han sin ven og kollega, kongresmedlem Peter Russo, ihjel i første sæson af serien.
»Peter«, siger han lidt højere. Stadig intet svar. Peter Russo sover. Lullet i søvn af medfølende ord, efter at have druknet sine sorger i alkohol. Frank Underwood tørrer rattet af med et lommetørklæde. Nøglerne. Sprutflasken. Dørhåndtaget i bilen. Han starter bilen. Stiger ud. Lukker forsigtigt bildøren med skulderen. Tørrer det udvendige dørhåndtag af. Tager en kasket på, der skygger for hans øjne. Træder forsigtigt hen til garagedøren og kigger fra side til side. Døren lukker sig, da han går ud. Skærmen går i sort. Kort efter bliver Peter Russo fundet død i sin bil. Selvmord, siger nyhedsoplæseren på tv-skærmen.
