Kevin Magnussen har ikke haft svært ved at udfylde tiden, siden han for godt tre måneder siden skrev under på en kontrakt med formel 1-holdet McLaren.
Faktisk har han haft så travlt, at mange andre 21-årige nok ville få åndenød, hvis de så programmet. Hvis den unge dansker ikke har løftet jern i teamets fitnesscenter tæt på hjemmet i Woking, har den stået på marketingarbejde, sponsorpleje, simulatorkørsel, forberedelser til tests, tests i Jerez og Bahrain, analyse af tests med ingeniørerne og interview.
Det stramme skema har ikke efterladt mange sekunder til fritidssysler, men alligevel siger Kevin Magnussen om de hidtil mest begivenhedsrige måneder i sit endnu unge liv:
»Det har være rigtig interessant, og det har været en stor oplevelse«.
