Den ene stav efter den anden kommer ud fra den store sav. Jakob Jørgensen skærer brædder op. Line Depping tager imod og lægger stavene i en pæn bunke. De er begge møbeldesignere, og de er et par. Både privat og professionelt.
Jakob Jørgensen har værksted i Nordhavn i København, hvor han har slået sig ned bag et gammelt bådværft i et par ramponerede containere, som han har bygget om. Rent klondike og helt modsat det værksted, Line Depping har på Christianshavn, hvor væggene er helt lige, og hvor hun ikke behøver at iføre sig en termokedeldragt for at holde varmen om vinteren. Det må Jakob Jørgensen, når det er rigtig koldt, men i dag har han fyret så meget op i bekkasinbrændeovnen i hjørnet, at vi frygter, den vil eksplodere, hvert øjeblik det skal være.
Det gør den heldigvis ikke, så vi sætter os med en kop kaffe, mens eftermiddagssolen prøver at lyse det lille rum op.
»Wegner var en sindssygt dygtig snedker«, siger Jakob Jørgensen. »Men som helt ung manglede han et skub, så han blev nødt til at gå på Kunsthåndværkerskolen for også at blive en dygtig møbelarkitekt«.
