»Døden optager børn, og derfor må man også være parat til at tale med dem om den«, mener den danske instruktør Esben Toft Jacobsen.
Og som sagt så gjort: I dag har han danmarkspremiere på 3D-animationsfilmen ’Rejsen til Fjerkongens rige’, hvis grundhistorie mest af alt ligner Orfeus’ rejse til dødsriget i et forsøg på at få sin elskede Eurydike tilbage – i tegnefilmen her bare med kaninbarnet Johan og hans kaninmor i de to roller ...
Men myten om Orfeus er en tragedie, og egner den genre sig nu også for børn?
»Vores film er et eventyr, og der er sat en censurgrænse på 7 år, og jeg mener, det er rigtigt at sætte en aldersgrænse. Børn modnes jo ikke efter et fælles ur, men vi har haft fantastisk gode reaktioner fra 7-10-årige, som har lyst til at se filmen igen. Jo, der er sider af livet, man ikke skal presse børn til for tidligt at tage stilling til. Men de fleste børn møder døden blandt familiens ældste eller venner og bekendte eller et kæledyr, og de er optaget af den – og så må man være parat til at tale med dem om det. De ting, man ikke må tale om, bliver til dårlige ting i stedet for gode – fordi de bliver forbudt«, siger instruktøren, der selv har to døtre på 5 og 1 år.
