Det er ikke svært at forestille sig. At Woody Allen og John Turturro bliver klippet det samme sted i Brooklyn hos en, der hedder Anthony. Under en klipning fortalte John Turturro frisøren om den film, han gik rundt med inde i hovedet. Om en falleret boghandler, der bliver alfons for sin midaldrende og halvvejs arbejdsløse ven. Og så kom frisøren til at nævne det for Woody Allen, næste gang han blev studset. Woody Allen blev interesseret og bad Anthony sige til Turturro, at han skulle ringe.
Det gjorde han. Og mens Turturro researchede blandt mænd og kvinder, der sælger sex, og skrev første udkast til Brooklyn-komedien ’Fading Gigolo’, gav Woody Allen ham feedback undervejs. Eller som Turturro udtrykker det: »relativt ubarmhjertig kritik«.
»Jeg havde en lille rolle i ’Hannah og hendes søstre’. Jeg vidste, at Woody kunne lide mig, og jeg er selv en stor fan af ham. Så jeg har længe tænkt, at det kunne være sjovt at lave en film sammen. At vi muligvis havde god kemi. Den slags kan man aldrig vide, men vi har nok ting til fælles, og der er nok forskelligheder imellem os – eksempelvis i højde og alder – til at det kunne være interessant at gøre forsøget«, siger John Turturro på en relativt stiplet telefonlinje fra sin bil i New York.
Og sådan gik det til, at der kom levende billeder på historien om den midaldrende Fioravante (John Turturro), der hidtil har ernæret sig som deltidsansat i Murrays boghandel og i en blomsterbutik. Og Murray, der må lukke boghandlen, som har været i familien i tre generationer, »på grund af kæder som Barnes & Nobels, som jeg egentlig ikke bryder mig om«, som Turturro siger.
