0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Peter Klint
Foto: Peter Klint

»Line fik det, der hedder flettetrang«

Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup har i fællesskab skrevet en tyk bog om køn, frihed og venskab. Man kan kalde ’Frit flet’ for kvindelitteratur, men her er alle køn velkomne.

Helt øverst oppe i et lyst kontorværksted i en bygning på Vesterbro sidder jeg på en skammel.

På den anden side af vinduerne er der blå himmel og en bid af toppen af Københavns tage. Men jeg ænser det ikke, for mellem mig og udsigten sidder der tre kvinder, som suger al opmærksomheden til sig: Naja Marie Aidt (f.1963), Line Knutzon (f.1965) og Mette Moestrup (født 1969), henholdsvis digter, dramatiker og digter. På bordet ligger en – nej, ordet moppedreng er ikke så velvalgt – men så lad os kaldet det et kraftfuldt glittet fælles skriftligt output. En udgivelse på 655 sider, som jeg kun nødtvungent har sluppet af syne, siden jeg fik stukket den i hænderne dagen før Store Bededag.

’Frit flet’ handler, som der står bag på bogen, om »venskab, frihed og køn«, om »ensomhed, penge og latter«. Den er samlet og skrevet af tre kvinder, der alle »kom til verden ved komplicerede fødsler«, alle har »været i elevråd«, alle fødte børn, da de var i 20’erne, og alle har »en eller flere skilsmisser« bag sig.

Teksten på bagsiden afspejler bogens tone. ’Frit flet’ indeholder digte, essays, interviews, brevvekslinger, logbøger, spørgeskemaer, sange, lege og mange ikke særligt flatterende fotos fra tre forskellige privatsfærer. ’Frit flet’ er et åbensindet og afsøgende skrift. Den er vildtvoksende, men stramt redigeret. De tre forfattere figurerer ikke under egne navne i bogen, men kalder sig A, B og C for at få mest muligt fællesskab og frihed under skriveprocessen.

I en email til A og B, som er gengivet tidligt i bogen, skriver C om ordet feminisme: »Jeg oplever, at ordet driller. Jeg tænker sådan her: Hvis nu det var i dyrenes rige, at PINDSVIN begyndte at snakke om PINDSVINISME. Hvordan ville de andre dyr, eksempelvis KATTEN, opfatte det? Pindsvin er et udsat dyr, biler farer hen over dem, de løber ikke superstærkt, de bliver ofte trængt ud af deres områder pga. byggeri og andet (…). Pindsvinene har fat i noget, på grund af deres livsvilkår, kombineret med den art, de er, og de vil gerne dele det med resten af verden, og i dyrenes verden er PINDSVINISME nu et ord, både køer, katte og myreslugere bruger, når de vil sige noget UD FRA EN BESTEMT VINKEL …? (eller hvad??????). Mange, især mus og gibbonaber, er irriteret på pindsvinisterne, fordi de synes, at selve ORDET PINDSVINISME FORFORDELER pindsvinenes værdier, og en enkelt RØDSPÆTTE (mig) spø’r fra bunden af et fesent Øresund, om man kan kalde det noget andet, for eksempel DYRISME?«.

Det er formentlig første gang, en bog om feminisme foretager denne sammenligning. Det er som en invitation til den instinktivt fremmedgjorte læser. Alle er velkomne her.

Fysisk kontakt

Nu sidder vi så på den tagetage på Vesterbro, hvor de tre forfattere lagde alle siderne ud på gulvet og samlede fire års arbejde til en bog. Jeg siger, at jeg bemærker, at fletninger og det at flette hår går igen rundt om i bogen. Blandt andet i en logbog fra New York, hvor Mette Moestrup og Line Knutzon besøgte Naja Marie Aidt.

Naja Marie Aidt (NMA): »Ja, vi havde et flettetrip. Det dukkede bare op for sjov. Line fik det, der hedder flettetrang«.

Line Knutzon (LK): »Det får jeg når jeg ser sådan noget hår, som Mette har. Så skal jeg gerne have lov til at flette det i to fletninger og sætte det op på hovedet. Og så er den potte ude«.

NMA: »Og det har du også gjort med dine døtre, ikke?«.

LK: »Jo, det var også en måde at knytte kontakt på. Ligesom dyr sidder og rører og piller«.

Mette Moestrup (MM): »Det var en fysisk kontakt«.

LK: »Ja, haha«.

MM: »Der er rigtig nok, at titlen har at gøre med, at der er konkret flet ind over, og så er vi tre, ligesom der er tre i en fletning. Og at hvers stemme flettes sammen med de andre tos«.

Hvordan opstod ideen til bogen?

NMA: Vi havde alle sammen undervist på Testrup Højskole. Temaet var vist køn dengang. Og nogle på lærerværelset spurgte bagefter: Er I feminister? Og jeg kan huske, at det kom virkelig bag på mig. Jeg tænkte: Det var lige godt utroligt. Der havde jeg boet i New York i nogle år, hvor alle er feminister. Man kan næsten ikke få lov at bo i New York, hvis man ikke er feminist. Man taler om det på en hel anden måde derovre. Det var, som om feminisme var tabuiseret her; at det hørte 70’erne til, at det var lidt ulækkert. Det var en af grundene til, at vi tænkte, nu vil vi gå i gang med at undersøge, hvad det er, lave noget, hvor man taler om køn på en anden måde, forsøge at finde ud af noget, ved at inddrage mænd og kvinder og lave et stort generøst projekt«.

Vidste I, at det skulle blive så omfangsrigt?

NMA: »Vi har i hvert fald ikke tænkt, at den skulle være så tyk. Jeg fik en vision. Vi var oppe på refugiet Klitgården i Skagen, hvor jeg pludselig så den for mig, helt fysisk«.

MM: »Det var jo meget tidligt i forløbet. Og der sagde du også, at den var stor«.

NMA: »Jeg så, at den var stor. Men der var vi jo nærmest ikke begyndt at skrive, så det var lidt utopisk«.

Men din vision var så jer tre, der lavede en bog sammen, som handlede om det her emne, der var noget øhh …

NMA: »Ja, det var det. Noget med frihed og køn«.

LK: »Kan man forklare det rent praktisk med, at engang for lang tid siden blev Naja og jeg spurgt, om vi ville lave noget ’skægt’ om vores meget lange, gamle venskab (siden 12-årsalderen, red.). Det kunne vi sagtens se, at man kunne koge en lang og indbringende suppe på. Men det var ikke spændende«.

NMA: »Det ville vi ikke«.

LK: »Og så kendte Naja Mette, som jeg så også blev introduceret til. Og der blev det spændende«.

MM (til LK): »Har du nikotintyggegummi?«.

Vi opponerer

Bogen virker netop generøs og åben. Det er ikke, fordi jeg har begravet mig i feministisk litteratur, men jeg har en følelse af, at emnet tit er meget tungt og dogmatisk.

NMA: »Det, tror jeg, er en fordom, du har«.

MM: »Det her er i hvert fald ikke en akademisk afhandling om feminisme, og bogen er meget diskuterende. Vi omtaler også flere andre værker, for eksempel Jytte Rex’ ’Kvindernes bog’, som også er et forbillede for den her«.

LK: »Man kan sige, at nogen i gruppen måske har stået og repræsenteret den uvidenhed, der har været omkring det her«.

Erotisk kapital. Hvad er det?

MM: »Det er et begreb, som nogen har fundet på i USA, og som er blevet promoveret meget kraftigt af en herboende. Man taler om økonomisk kapital, kulturel kapital og social kapital, og så skulle der også forestille at være erotisk kapital. Det er en kapitalisering af udseendet og af den kvindelige seksualitet som noget, der ikke har værdi i sig selv, men skal byttes til noget andet for at give kvinden magt. Det blev lanceret som en form for feminisme. I nat drømte jeg for øvrigt, at jeg skulle have en anden persons ansigt, og først syntes jeg, det var en god forretning, fordi hun faktisk var meget yngre end mig. Men efter et lille stykke tid var jeg simpelthen så ulykkelig over det, og så mødte jeg hende, og hun havde mit ansigt, og så sagde jeg: Jeg vil have det tilbage!«.

NMA: »Det var da ubehageligt«.

LK: »En crazy drøm«.

NMA: »Men mænd har også erotisk kapital. Kvinder har bare flere måder at få en erotisk kapital på, fordi man har makeup og stiletter og pis og lort«.

I griner ad det og er kritiske over for det undervejs i bogen.

MM: »Vi opponerer decideret imod det«.

LK: »Ja, vi opponerer«.

NMA: »Der er en hel tekst om erotisk kapital i bogen. Der en også en emailkorrespondance om, at B skal i radioen, og der diskuteres, hvad hun skal sige. Hvordan skal man forholde sig til det her, og angst for at virke som en der har erotisk kapital og så videre, så på den måde har den, vi skriver til hinanden på, en eller anden form for humor eller latter i sig«.

Erotisk kapital er så noget, man mister med alderen? Jeg synes, at bogen afspejler, at den er skrevet af nogle mennesker, der er i bevægelse gennem livet og reflekterer over den bevægelse. I interviewer jeres døtre, og I interviewer jeres mødre. I kigger på billeder af jer selv i alle aldre og situationer.

MM: »Det som kvinde at blive ældre er helt sikkert et tema, som vi har taget op«.

NMA: »Man kan opleve en eksklusion af den ældre kvinde. Hun er bare en gammel kælling, der er ikke nogen, der gider glo på hende mere – altså hverken mænd eller kvinder, hvis man skal være benhård. Det er ikke, fordi man ikke har lyst til at snakke med en kvinde på 60, men med overgangsalderen forsvinder kvinden ud af det erotiske felt. Vi har det med som et ’Spørgeskema om den ældre kvindes krop’, hvor man selv kan sætte krydser. Og så har vi lavet et interview med vores mødre. Og når du interviewer en kvinde på 70, kan hun lige så tydeligt huske, hvordan det er at være 5 år eller 25 år. Og hun kan huske, da hun blev kvinde og blikfang, og da blikfanget forsvandt igen. Det sker for alle mennesker. Det sker jo også for mænd, ikke«.

LK: »Det med blikket – det at glo – fylder enormt meget, og derfor har vi kigget på det. Det der, man oplever som kvinde: Stille og roligt at gå i opløsning foran de andres blikke. At man ikke bliver set mere. Det er noget, man må snakke med sig selv om: Var det det, du var her for? For at blive gloet på? Da jeg var ganske ung, 27 år, talte jeg med en ældre forfatter, som simpelthen kunne pege på den dag, da mænd holdt op med at glo på hende. Alle havde altid gloet på hende. En dag var det slut. Der var hun 60. Det tab sørgede hun over. Det gjorde stærkt indtryk på mig. Jeg kunne godt forstå, hvad hun mente. Jeg ville ikke være afhængig af de blikke«.

MM: »En af mødrene, vi interviewer, svarer så skægt, at hun oplevede, at folk pludselig kiggede efter hende igen, en dag hun var ude at køre i sin bil ...«.

NMA: »Sin nye bil«.

MM: »Men da hun kom hjem, gik det op for hende, at det selvfølgelig var bilen, de havde kigget efter, haha«.

Fattiglem

Der er også lege, man kan lege, med i bogen.

NMA: »En dag var der nogen, der sagde: »Skal vi ikke skrive nogle sange med?««.

MM: »Jeg tror, at det begyndte med ’Sang til fattiglem’, der opstod spontant en nat og blev sendt til resten af gruppen. Så skrev vi flere, og deraf udsprang lysten til at lave lege. Da der først var en leg, måtte der komme flere. Og så opstod ordet Pengeleg: »Der skal også være nogle pengelege««.

LK: »Nå ja, pengelegene er lidt moderne. De er fra vores tid. Vi har også lege, der går helt tilbage til 1750 og så er der en fra 90’erne. Vi kunne godt have fundet på flere lege«.

 PETER KLINT
Foto: PETER KLINT

’Sang til fattiglem’ ... Et tema, der går igen gennem hele bogen, er penge. I spørger i jeres 11 interview med forfattere: ’Hvad betyder penge for din skrift?’. Og på et tidspunkt er der en af jer, det er vist B, der refererer en ældre mand for at sige til hende: Du kunne godt blive forsørget.

LK: »Det er også et underligt tema, som jeg synes, der er utrolig meget berøringsangst overfor. Hvad betyder penge? Man fortæller ikke, hvad man tjener, og man fortæller heller ikke, at man ikke har nogen. Vi synes da, der er et kæmpebehov for at snakke om penge. Alt er kapitaliseret. Man følte lige noget, som man troede var ægte, men så var det også kapitaliseret. Alt er noget med cash«.

MM: »Selv om vi er i forskellige økonomiske situationer, tror jeg, at vi deler en form for politisk sorg over, at penge styrer så meget – hvordan man bevæger sin krop gennem livet«.

LK: »Korrekt sagt af Mette«.

MM: »Men i stedet for at sidde og græde over det, er bogens lege så en måde kropsligt at komme ind i det på«.

NMA: »Men også at more sig over, hvor åndssvagt det er«.

MM: »En aktivistisk sorglatter! Hvis det findes«.

NMA: »Pengetemaet leder hen til forbrug. Det med ikke at kunne leve op til at have de rigtige ting, for eksempel. Der står en masse med gryder og sko i vores korrespondance. Ikke at have de rigtige sko, ikke se rigtig ud. Ikke at kunne have de rigtige ting i sit køkken. Du ved, komme til parmiddag, hvis man ikke har en partner. Under det økonomiske opsving kom hele den perfektionsidé om, at vi skulle være så perfekte, og alt skulle være så smukt og vidunderligt og hjemmelavet. Det er bogen et opgør med«.

LK: »Især Naja og mig, men også Mette – vi er børn af 70’erne, og så vokser vi op, og vi bliver voksne, og som alle generationer skal man lige hade sin forældregeneration. Men der er blevet hated rigtig meget på 68’erne. Altså urimeligt meget, synes jeg. Vores generations reaktion på 68’erne har været, at vi jo har raget fuldstændig uhæmmet til os. Og nogle har så gudskelov tabt pengene igen. Lidt retfærdighed er der dog i verden«.

NMA: »Vores generation har virkelig raget til sig, det er rigtigt«.

LK: »Og det undrer mig – med de værdier, vi har, og den vrede, vores generation har over for vores forældre og de værdier, de stod for – at det hele blev så rigidt og så grådigt og så ekskluderende og mig-selv-nærmest. Var det, hvad vi kunne finde på? Denne her bog er et ønske om at sige: Vi har så meget med i bagagen, som er positivt, og som vi har fået, fordi vi ikke er vokset op i 1930’erne eller 1870 eller under pesten. Vi har fået så meget med, og så kan vi ikke andet end at ende i en lejlighed et eller andet sted med to biler og et sommerhus. Det undrer mig, at der ikke er noget mere at komme med. Jeg håber, at der kommer nogle unge, der vender sig mod vores generation. De må undre sig, når de begynder at forstå, hvad det er, vi ikke har gjort«.

MM (henvendt til mig): »Nu ved jeg ikke, om du begynder at spørge om noget, det kunne være, du har en retning du ville i?«

Nej, bare snak løs.

MM: »Nu beskriver du så historien i Danmark (henvendt til C, der samtykker, red.). Men vi har kigget ud over Danmark, både hvad angår diskussionen om feminisme og mere generelt. Det var vigtigt for os, at en hvid middelklasses tænkning i et lille smørhul som Danmark ikke var et paradigme i bogen. Skulle man skrive sådan en stor bog her, skulle der også være noget om racisme, der skulle være noget om feminisme andre steder end i Danmark, der skulle være noget om uligheder og forskelligheder i et lidt større perspektiv. Og det er faktisk et gennemgående tema: Hud – ikke kun som noget, der bliver ældre, men også som farve. Det at få et internationalt perspektiv på kønsdiskussionen og inkludere nysgerrigheden for, hvordan det er at være feminist helt andre steder.

LK: »Og der er det sjove for os, at der sidder en feminist – hvor er det nu, hun er fra?«.

MM: »Hun bor nede i Chennai i sydindien«.

Hende den indiske digter (Kutti Revathi, red.), som der er en tekst med i bogen?

LK: Ja. Hun peger på, at vi jo høster lidt for vores egen skyld herhjemme. Og det synes jeg er meget godt, for nogle gange strander den feminisme, der bliver drevet herhjemme, ved ligeløn og kvinder på chefgangen, og »det er vel nok flot, at jeg som kvinde kan tjene 100.000 om måneden i IBM eller Nokia««.

NMA: »»Fordi jeg har en au pairpige««.

LK: »Eller whatever. Flot og flot. Ja, set i dansk kontekst, men ikke for en kvinde i Indien«.

NMA: »I det interview, vi har med kønsforskeren Nina Lykke, taler hun ikke om feminisme, men om flere forskellige feminismer. I vores del af verden mangler der nogle gange det, man kunne kalde den solidariske feminisme. Måske fordi solidaritetsbegrebet mangler i det hele taget«.

MM: »Feminisme handler ikke kun om Vesten«.

NMA: »Ja, at alting ikke kun handler om Vesten. At det der med at sidde og sige nej, jeg vil ikke være feminist, hvordan fanden kan man sige det, når der både er mænd og kvinder, der er så sygt undertrykte i hele verden, og endnu flere kvinder, bare fordi de har det køn, de har. Det kan der vel ikke være nogen, der er uenige i er vildt uretfærdigt. Så den åbenhed, vi har forsøgt at tilstræbe, handler også om at løfte blikket og kigge ud«.

KLINT PETER
Foto: KLINT PETER

Jeres figurer, A, B og C, fremstår nogle gange lidt neurotiske og skrøbelige, og af og til kan man læse på jeres korrespondancer, at nogen er syge og sådan noget. Men samtidig ligger bogen der så og er et ekstremt stærkt output ...

MM: »Der er sket ekstremt mange voldsomme ting, mens vi har skrevet bogen. Død. Folk helt tæt på os. Sygdom. Bilulykke!«.

LK: »Flytninger«.

NMA: »Brudte forhold og problemer med børn«.

MM: »Alle mulige ting. Det har også været nogle sindssyge år og en periode, hvor folk har været meget sårbare – af forståelige grunde også. Dertil kommer så, at det er en lille kaotisk trio, som – selv om livet generelt ikke går én så meget på – kan have svært ved at komme fra x til y«.

NMA: »Bare at finde vej«.

MM: »Taber alle sine ting på vejen. Taber kaffe over nyindkøbte ting – hov! Det er i rum og tid udfordrede personer. Men når man så bliver ved længe nok sammen, så kan der altså godt komme noget ud af det alligevel. Det er rigtig nok. Bogen dokumenterer det der med, at hvis man bliver ved længe nok i fællesskab, så bliver det til noget«.

NMA: »Det har også været vigtigt for os at få den side med, at vi ikke bare fremstiller os som nogle superkvinder, der kan alt muligt. Vi kan alt muligt, men vi er selvfølgelig ligesom alle andre mennesker sarte og bliver syge og har problemer. Bogen er et fælles memoire om livet som sådan og vores venskab.Vi kunne sagtens have skrevet glamourøst om os selv, men det ville have været løgn«.

LK: »Der har været så meget litteratur om det der kvindeliv. Den klovnede skøre pige, der skøjter og vælter på sin væltepeter – som Bridget Jones eller Nynne-figuren. Og så var hun alligevel den flotteste til sidst med sin Marc Jacobs-taske, på trods af at hun faldt og tumlede skørt på Øster Søgade. Jeg forstår godt, hvad hensigten har været med den fortælling: Ih, hvor vi fejler. Men det kan være svært at identificere sig med som ung og halvung og nu ældre kvinde«.

MM: »Kan I ikke huske, at vi sagde til hinanden, at vi gerne ville lave en bog, som vi ville ønske, at nogen havde lavet, da vi var selv var yngre? Det er ikke, fordi vi vil tvinge de yngre til at elske bogen. Men på en måde henvender vi os også til vores eget yngre jeg«.

Publiceret 24. maj 2014

Læs mere:

Annonce