Ditte Gjerlev og Olivia Øllgaard er 19 og 20 år. De bor på Christiania, og når de fortæller om deres barndom, er det som at læse Astrid Lindgren, hvor alle børnene i Bulderby løb rundt hos hinanden på de tre gårde Nordgården, Sydgården og Mellemgården.
Ditte og Olivia løb rundt på Christiania. På Norddyssen, på Syddyssen, i Rosinen, i fritidshjemmet Sølyst, på Månefiskeren, i Badehuset.
»Det var meget frit og meget trygt. Vi var en stor årgang, som løb ind og ud hos hinanden. Der var jo ingen biler, og vores forældre lod os løbe rundt. Noget af det bedste var fællesskabet. Man kunne altid spise eller sove hos andre. Mine forældre var dine forældre«, siger Ditte Gjerlev, der går i 2. g, mens Olivia Øllgaard bliver student på tirsdag.
De unge kvinder viser rundt. De går fra sted til sted, som de omtaler med kærlighed. De kender alle, og alle kender dem.
