Telefonen kimede fra sit hjørne i stuen. Lone rejste sig fra sofaen, hvor hun sad med sine lektier.
En lang, mager pige med karseklippet hår og en lang fletning ned ad nakken. En fremtræden, »de bondske tumper« i gymnasiet hverken fattede eller påskønnede. Med deres egne »forbandede Birthe Kjær-frisurer«.
Det var sent på efteråret, udenfor var mørket allerede faldet på. Lone Frank var 17 år gammel, og i hende havde mørket hvilet i årevis. Siden forældrenes uforsonlige skilsmisse fire år tidligere. Gennem moderens depressioner. De timelange snakke, hvor Lone forsøgte at afbøde sin mors frie fald. Og den nervepirrende tavshed, når hun og hendes bror kom hjem fra besøg hos deres far.
Så kom moderens brystkræft. Og med den angsten. For, siger Lone Frank:
