Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Jacob Ehrbahn

En kampmaskine - og én stor hudafskrabning

Hun er kendt som landets dygtigste videnskabsjournalist. Men hvad nytter det, når man er bedre til at ærgre sig over sine nederlag end til at fejre sine sejre? Ifølge en gentest er Lone Frank »sårbar, men uvenlig«. Og selv mener hun, at arv former os stærkere end opvækst. Men hvornår blev Lone Frank sig selv? Fra fødslen eller i selskab med sine tragiske forældre?

Telefonen kimede fra sit hjørne i stuen. Lone rejste sig fra sofaen, hvor hun sad med sine lektier.

En lang, mager pige med karseklippet hår og en lang fletning ned ad nakken. En fremtræden, »de bondske tumper« i gymnasiet hverken fattede eller påskønnede. Med deres egne »forbandede Birthe Kjær-frisurer«.

Det var sent på efteråret, udenfor var mørket allerede faldet på. Lone Frank var 17 år gammel, og i hende havde mørket hvilet i årevis. Siden forældrenes uforsonlige skilsmisse fire år tidligere. Gennem moderens depressioner. De timelange snakke, hvor Lone forsøgte at afbøde sin mors frie fald. Og den nervepirrende tavshed, når hun og hendes bror kom hjem fra besøg hos deres far.

Så kom moderens brystkræft. Og med den angsten. For, siger Lone Frank:

»Når en, man elsker, har en dødelig sygdom, overgår man fra én slags virkelighed til en anden. Man ved hele tiden, at det her kan gå galt«.

Det var et helvede at gå og vente, når moderen skulle til kontrol, fortæller hun.

» Jeg ønskede og ønskede og ønskede, at der ikke var noget, og udførte mærkelige ritualer: Hvis jeg nu kan nå over for grønt lys«.

Den efterårsdag var hendes mor inde at få lavet en test på radiumstationen.

»Ingen havde på fornemmelsen, at det var nu«, siger Lone Frank, der stadig kan mærke telefonrøret i hånden og høre sygeplejerskens stemme for sig.

»Du må nok hellere komme herind«, sagde hun »For nu tror jeg altså ikke, at det varer lang tid«.

»Og så husker jeg bare den der følelse af at synke ned gennem gulvet«.

En omvendt Anne Frank

I sengen på hospitalsstuen lå hendes mor bevidstløs. Og der sad Lone så i et halvt døgn. Ventede og græd.

»Det er virkelig hæsligt at sidde og vente på, at nogen skal dø. Hvornår trækker de vejret sidste gang? Og også: Hvad gør jeg nu? Jeg havde ingen anelse om, hvad der skulle ske. Hvordan jeg skulle leve«, siger Lone Frank.

En uge efter moderens død var hun i skole igen. Og der nævnte ingen noget.

»Hverken lærere eller elever. Min tante og onkel, der overtog min lillebror, trak sig lynhurtigt, og så hørte jeg ikke fra dem mere. Og min far kunne jeg ikke rigtig dele min sorg over min mor med. For det gled sådan ind i hele denne her frygtelige skilsmisse«.

Lone flyttede på kollegium, gjorde gymnasiet færdigt. Med årgangens højeste gennemsnit. Og begyndte det liv, hun har levet lige siden. Sit helt eget. Smertefuldt bevidst om, at styrter verden sammen, står du alene i ruinerne.

»Det var sådan: Hov! Det er en rå verden. Og der er ikke nogen at læne sig op ad. Fornemmelsen af, at der kan komme katastrofer, og at der ikke kommer nogen og redder os. Du må selv gå igennem det«, siger hun.

»Og det kan du så også«.

Lone Frank er en person uden for kategori. Et væsen, man dårligt kan forestille sig findes i mere end dette ene eksemplar. Børn kan hun ikke lide. Og hverken mad, nye sko eller veninder siger hende det store. Mere mand end de fleste. Mindre diplomatisk. Men også et menneske med to indstillinger, der elsker at give slip på sig selv i romaner, maling og dagdrømme og hader, at hun ikke er højere og dygtigere og derfor ustandseligt driver sig selv frem mod nye præstationer. Og skuffelser.

Egentlig mener den 47-årige videnskabsjournalist ikke, at ens opvækst har ansvaret for ret meget af den personlighed, man træder ind i voksenlivet med. Arven vejer tungere, viser de studier, hun beskrev i bogen ’Mit smukke genom’, hvor hun fik 49 af sine gener kortlagt. Men spørger man, hvilke af hendes oplevelser der har sat sig dybest spor, nævner hun ungdommens fire forbandede år.

»Det tror jeg har formet mit syn på verden og mig selv«, siger hun.

»Jeg vil næsten sige, at jeg er en omvendt Anne Frank. Jeg tror på det dårlige i mennesket. At det kun er på grund af tilfældig overflod og under bestemte betingelser, at man indgår i fællesskaber. Vi har stor kapacitet for ondskab. Det er noget, man skal kæmpe imod hele tiden. For de andre rører os i virkeligheden ikke særlig meget«.

Selv forventer hun aldrig, at nogen gør noget for hende. Og måske kan folk mærke det, tilføjer hun. Og griner.

»For det gør de så heller aldrig«.

Det dobbelte væsen

Allerede i døren til den store stuelejlighed på Frederiksberg er dobbeltheden åbenbar. Hun tager imod i hvid bluse under en midnatsblå jakke. En feminin skikkelse, høj og slank, der på høje hæle og med lange skridt i de orange bukser viser vej ind under de høje lofter og hen over stuens slidte parket.

Men mælet er fast, sproget robust, og der er en åbenlys uvilje over for omveje.

»Min kæreste er også hjemme, og han sidder ligesom der«, nikker hun mod pladsen bag en opslået laptop ved en blå sofa, som hun selv tilbringer en stor del af både arbejdsliv og indre liv i.

På væggene hænger billeder i stærke farver. Forfatterens egne. Og det er måske den største overraskelse. At det kontante tankemenneske hengiver sig til så ordløs en tilstand som penslens famlen med farver og former. Ellers hviler der en henkastet rummelighed over lejligheden. Som om funktion og bevægelsesfrihed har delt kvadratmeterne ligeligt imellem sig.

Lone Frank har » en god stol«, siger hun. »Så hvis vi tager en mere ... Kan du tage fat her?«.

Vi bakker ud af stuen, gennem en dobbeltdør og ind over plankegulvet i forfatterens kontor, hvor vi sætter stolen over for den anden.

I et hjørne står to stakke af lærreder. På et springer et portræt af Lone Frank i øjnene i et hjørne. Med nøgen overkrop og opsat hår. Resten af lærredet er hvidt bort set fra et organ, et stort hjerte. Og under billedet hviler redskaber på et stykke afdækningspapir. Malerbøtter. En pensel. Og to tunge håndvægte.

»For mig har billedkunst altid været sådan en boble for sig selv«, siger Lone Frank, da hun stiller kaffe på gulvet og sætter sig i stolen, den gode.

»Jeg kan jo godt lide at tænke mig om. Og det her er noget helt andet. Uden tanker og analyser. Det er bare rart at lave«.

Misundelse for let øvede

Interviewet begynder uden den harmløse hygges brusk, som fremmede ofte danner mellem sig. Her står knoglerne rent på hinanden, og værtinden gør intet forsøg på at møblere afstanden med høflighed, men lader bare i glimt sit sarkastiske lune føre sin egen lille samtale med en formodet sammensvoren.

Hun lægger et ben over knæet. Og der sidder hun så i de næste fem timer. Uden at rejse sig en eneste gang. Der er ringe i ørerne. Et metalblåt herreur om håndleddet. Og knojern i sproget. Og mens kærestens lyde flytter sig rundt i lejligheden omkring os, og hun med en lejlighedsvis knirken i læderet lader sig synke dybere ned i stolen, udfolder hun – med sit stejle sind og forfinede ydre – på et muntert dansende aarhusiansk adskillige af de anlæg, hun kortlagde i bogen ’Mit smukke genom’.

»De følelser, jeg har spildt mest tid på, er ærgrelse, bekymring og misundelse«, siger hun.

»Det er de træk i min personlighed, jeg er mest ked af. For det er sådan nogle negative, hypotetiske følelser, der handler om noget, som ikke rager en«.

Hun smiler.

»Men selvfølgelig har jeg altid syntes, at det var verden, der var ond ved mig og god ved alle mulige andre, som ikke havde fortjent det. Altså: Hvorfor skulle det ærgre mig, at der sker noget godt for en anden? Intellektuelt er det jo fuldstændig åndssvagt«, siger hun – og gør det så igen:

»For jeg kan bare se, hvordan folk, der er mere happy-go-lucky, har det meget nemmere«.

Lone Frank kan blive »rasende og nedgroet«, når hun hører om folk, der har fået store billige lejligheder gennem forbindelser. Et træk, der i øvrigt kendetegner mindre lykkelige mennesker, tilføjer hun. Misundelsen altså. Og indtil begyndelsen af 30’erne havde hun det da også »hammer svært«.

»Altså: virkelig selvforskyldt svært. Jeg var ligesom Maude«, griner hun.

»Jeg kunne gå i seng!«.

Som den dag hun 25 år gammel læste om Elizabeth Wurtzels succes med bogen ’Prozac Nation’ og grædende forlod sin lejlighed på Manhattan og med kæresten i hælene travede sin ærgrelse ud i gaderne.

»Jeg bliver aldrig til noget, sagde jeg. Hvorfor bliver jeg aldrig til noget?«.

»Af sindig latterligt!«, griner hun.

»Men jeg kunne kraftedeme ikke holde det ud«.

En kampmaskine

Egentlig burde Lone Frank nok have frasagt sig arv og gæld. Hendes far var maniodepressiv, hendes mors familie ramt af depressioner siden oldefaderen, der skød sig. Og selv er Lone Frank disponeret for uvenlighed. Ikke at hun mangler empati. Andres meninger skal bare ikke udstikke hendes kurs.

»Der er folk, jeg simpelt hen bare ikke kan lide. Og der er ingen, der går og tror, at jeg kan lide dem, hvis ikke jeg kan. Enten holder jeg mig væk, eller også skændes jeg med dem. Og det har jeg det glimrende med«.

Genetisk er Lone Frank disponeret for stress – med en tilbøjelighed til vrede. Lav eftergivenhed. Åbenhed over for nye tanker. Og hertil en udtalt sårbarhed. En blanding, som fik den forsker, der præsenterede hende for resultatet, til at kalde hende »en kampmaskine«.

Hvilket hun selv udlægger som:

»Sårbar, men uvenlig«.

For det blotte øje er også andre linjer nu synlige. En let nervøs kantethed. En vagtsomhed. Men lige bag dem: en frygtløs loyalitet over for egne tanker og følelser. Så svarene falder uden opblødende smalltalk. Slagfærdigt, men aldrig demonstrativt. Og hun sidder ikke og fejrer i rekylen fra sine kraftudtryk. I glimt er det næsten, som om man simpelt hen sidder og hører hende tænke.

Læg hertil, at Lone Frank er uhjælpeligt fascineret af det mirakuløse resultat af bevidstløse mikroskopiske processer, der har frembragt alt fra tusindben til videnskabsjournalister. Og især af at forstå, hvordan genetiske faktorer former vores personlighed. Emnet for dokumentarfilmen ’Genetic Me’, som hun netop har lagt sidste hånd på.

Og når interviewet ikke udarter til én lang naturvidenskabelig skideballe, er det, fordi talestrømmen er fortyndet med så meget latter, der let og rislende snor sig ind og ud af hendes sætninger, og at hun i små indskudte sætninger kommenterer verden og sig selv fra ikke altid lige flatterende synsvinkler.

Blindskak i barnestolen

Hvad der var sket af betydning, før Lone Frank kom til verden på en villavej i Risskov ved Aarhus, kan ellers udtrykkes kort: darwinistisk evolution.

»Vi er et biologisk system. En organisme, som har tilpasset sig«, siger hun.

Og det udskillelsesløb har også formet vores psyke, mener hun. Med små håndsrækninger fra miljøet.

To år gammel sad Lone på sin potte omgivet af klodser med bogstaver og fik rosiner som belønning, når hun satte dem sammen til ’kat’ og ’lam’. Og guldkarameller, når hun tre år gammel læste hele sætninger højt fra bogen ’Søren og Mette’. Et eksperiment, der interesserede hendes far.

»Så han annekterede mig fra start af som sit barn«, siger hun.

Lones mor brød sig ikke om den særegne pottetræning. Men Lone var sin fars datter, og man skulle kunne læse, når man begyndte i børnehave, påstod han. Løgnen blev selvfølgelig afsløret, straks hun kom i børnehave, og herefter nægtede hun at åbne flere bøger.

I stedet gik faderen over til skak. Og når han med Lone i barnesædet cyklede til og fra børnehave, kunne de så også lige snuppe et slag blindskak.

»Her!«, siger hun, fisker et fotoalbum ud mellem bogryggene og vender det stive pap, mens hun fejer de matte mellemlæg til side med en finger.

»Den klassiske pottescene«, griner hun og peger ned i albummet.

I familien blev der læst flittigt. Hørt musik, tyret aviser og set nyheder. Og over spisebordet blev alt diskuteret.

»Der var simpelthen ikke noget, man ikke måtte tale om. Uanset hvad jeg havde lavet, kunne jeg fortælle det til min far og mor. Det er sikkert derfor, jeg har det svært med, at der er ting, man ikke må sige. Altså: Du må ikke sige neger. Eller: Sådan må du ikke omtale kvinder, siger hun.

En gang om ugen kørte familien på biblioteket, hvor Lone gerne endte ved de lækre kunstbøger og fortabte sig i Leonardo da Vincis anatomiske tegninger. Et universalgeni, man måtte matche, hvis ens liv skulle blive værd at leve, forstod hun på sin far. Eller som minimum Niels Bohr.

»Det har selvfølgelig ansporet mig«, siger hun. »Og lige siden har jeg sådan set været utilfreds med mig selv«.

Børn er ondskabsfulde

Sine kram og godnatkys fik Lone af sin mor. En kærligt, men nedtrykt kvinde, hvilket på barnesprog bare hed sur.

»Hun var bare generelt ... altså fandeme ked af det. Nogle gange græd hun, og mange gange gik det over i voldsom hidsighed. Jeg kan tydeligt huske weekender, hvor der var vildt dårlig stemning, fordi hun var hamrende sur«.

Så gik Lone ud på vejen og legede. Veninder havde hun. Slyngveninder. Men pigeslæng har hun holdt sig fra. For hun forstår sig ikke på det.

»Med mænd kan man være fri, men i følelsesmæssig kontakt. Der kan gå år, hvor man ikke taler sammen, men når man så mødes, fortsætter man bare, hvor man slap«.

Foto: LEHMANN MARTIN

Det ser hun sjældent blandt kvinder.

»For så er man veninder, og så er det sådan noget systemhalløj med, at man skal tale sammen tit, sms’e sammen og invitere lige mange gange«, siger Lone Frank, der mellem kvinder også savner uskadelige skænderier.

»I de fleste forhold mellem kvinder kan man ikke sige: Det der vil jeg ikke finde mig i! Man må ikke have en uoverensstemmelse. Fordi så er det for altid anderledes. Og det forstår jeg ikke. Man kan vel skændes om noget! Det er jo ikke folks inderste kerne, man angriber«.

Lones mor var sygeplejerske, hendes far matematiklærer, og egentlig skulle han have haft nobelprisen i et eller andet, følte han. Både i skolen og gymnasiet var han klart den dygtigste, men da han på universitetet pludselig ikke var det længere, gad han ikke mere. Så efter et strejftog gennem matematik, fysik, datalogi og kemi blev han lærer på et VUC-center.

»Og det var meget vigtigt for ham, at hans klasser fik skyhøje gennemsnit. Han sagde altid: Man kan lære en and matematik. Og de blev simpelthen håndtrænet«, siger Lone Frank.

Hjemme var Lone anden. Men var forventningerne høje, var tilliden det også. Faderens rettesnor i opdragelsen synes at have været: Hvad datter gør, er altid det rigtige. Så Lone fik lov til hvad som helst, bare hun præsenterede ham for »en ordentlig argumentation«. At gå i shorts om vinteren eksempelvis.

»Hvordan skulle jeg kunne forbyde dig noget, når du er et langt mere fornuftigt menneske end jeg selv?«, lød farens faste replik. At sætte sig igennem over for moderen kostede mere stædighed og voldsomme skænderier.

»Hun kunne også godt lange en lussing ud, når jeg havde provokeret længe nok. Og jeg vidste nøjagtig, hvornår jeg provokerede«, siger Lone Frank.

»Det er nok derfor, jeg ikke har nogen illusion om, at børn er nogle søde små væsener. Jeg ved præcis, hvor ondskabsfulde de er«, siger hun.

»For jeg har selv været et«.

En irriterende elev

Lone elskede skolen. Men kærligheden var ikke altid gengældt. Måske fordi hun nød at kloge sig og af egen drift tilbød at fremlægge ting for klassen.

»Jeg var meget interesseret i atomteori. For jeg har altid bare godt kunnet lide at vide noget. Og hjemme var det sådan: Jamen, har du ikke lyst til at læse noget mere om det?«, siger hun.

I øvrigt var skolen »fyldt med ræverøde VS-lærere«. Og Lone var »en irriterende elev«, der ville diskutere alting, og da en lærer en dag forklarede, at alle er født ens, men formes forskelligt af livet, » måtte« hun »bare tage til genmæle«.

»Det er jo ikke rigtigt«, giver hun den som den irriterende elev. »Der er jo nogle herinde, der dårligt nok kan læse «.

Få øjeblikke senere var der en mindre i klassen, som kunne læse. For da var Lone sendt uden for døren. Og en dag blev hendes forældre ligefrem bedt om at bearbejde deres datters holdning.

Nogle dage hentede Lone sin mor fra arbejde på psykiatrisk afdeling i Risskov, hvor de »gamle galninge« dyngede hende til med tøjdyr syet i ergoterapien. Og udfrittede betaget sin mor om, hvem der nu havde smidt en kop i hovedet på nogen.

»Det var interessant. For de var så mærkelige. Det var ligesom at høre fortællinger om trolde og uhyrer. Nogle af dem hørte og så ting, som ikke var der. Voksne mennesker!«, siger hun.

»Og min mor fortalte, at de nogle gange måtte spænde dem fast i bælter. Og jeg var jo bare ...«, siger hun og skyder øjenbrynene op i panden: » Nåååh!«.

Sex på togturen

Nydelse dyrker Lone Frank i særlige zoner, uden for præstationens rækkevidde. Hun elsker at læse litteratur, siger hun med et nik mod de to rækker af reoler, der svæver på væggen.

»For der går jeg ind i en anden verden og glemmer fuldstændig mig selv«.

»Egentlig kan jeg også godt lide bare ... at gå og tænke«, griner hun, da jeg spørger, hvad hun ellers nyder.

»Det lyder fuldstændig lamt! Men jeg bruger meget tid på bare at ligge inde på sofaen og se dokumentarfilm. Og på at dagdrømme. Eller ligge og fundere over, hvad fanden det hele er for noget«.

»Jeg elsker det amerikanske udtryk: The life of the mind«.

Hun ser op.

»Altså, for mig er mad jo bare brændstof. Der skal så og så meget ind om dagen. Og som du kan se, interesserer indretning mig heller ikke rigtig«, siger hun og slår ud med armen.

»Så alle mine fornøjelser er noget indre«.

Hvad dagdrømmer du om?

»Alt muligt«, kommer det først.

»Men altså, faktisk ...«, griner hun så. »Jeg tænker meget på sex«.

Det griner vi lidt af.

»Altså, jeg kan sidde på en lang togtur og deltage i ufattelige orgier. Og nogle gange er det næsten bedre end i virkeligheden. For dér er der jo altid et eller andet, der er kikset«.

Deltager fremmede så i dine orgier?

»Nej, det er gerne folk, jeg kender. Og det er altid noget, jeg tager med mig hjemmefra. Ligesom en madpakke, jeg åbner. Sådan: Nå, nu tror jeg, at jeg vil tænke på ham her. Og så udspiller jeg hele scenarier med samtaler og handlinger. En del samtale«, griner hun. »Og så ... visse handlinger«.

Selv mener Lone Frank, at mange nok vil tro, at hun erotisk er en rå type.

»Men det er stik modsat. Jeg er som et blødt stykke voks. Henført som en langhåret jomfru fra fortiden«, griner hun.

»Jeg kan godt lide at blive sådan helt væk. Og netop ikke fylde noget«.

Evigt utilfreds

Besværet begynder ved bygrænsen. Umiddelbart uden for kraniet. I mødet med andre. Og smalltalk ved receptioner evner hun simpelt hen ikke.

»Jeg tror, at alle indadvendte synes, at noget af det rareste i verden er at blive fri for sig selv. Når man glemmer alting i noget og slipper for byrden af sig selv. Når man snakker med nogen, hvor det løfter sig, og man sammen bygger et eller andet«, siger hun.

»Og der glemmer man faktisk sig selv undervejs«.

Besværet bliver ikke mindre, når hun skal præstere noget. Skrive artikler eller bøger. Uanset hvor gode anmeldelser og hvor mange priser hun får, bliver det aldrig godt nok.

»Jeg får faktisk meget lidt ud af, når nogen roser mig. Det er ekstremt korte øjeblikke«.

Hvorfor, tror du?

»Jamen, jeg har fået masser af ros som barn. Aiii-ha! Jeg var jo simpelt hen verdens ottende vidunder. Men det har jeg aldrig selv følt. Aldrig nogensinde. Og det er der ikke nogen anprisning, der kan få mig til at føle. For jeg ved udmærket godt, hvordan de ting, jeg laver, er blevet til. Og hvis jeg har lavet dem, er de heller ikke bedre. For så kunne jeg ikke have lavet dem«, siger hun.

Hver gang hun sætter sig for at skrive en bog, ser hun den for sig som noget vidunderligt, nærmest fuldendt.

»Men lige når jeg ser resultatet, tænker jeg: Hvad satan! Det ligner over hovedet ikke det slot, jeg havde inde i hovedet. Det er sådan et lille skur, der er ved at vælte. Alle mine store fornemmelser. Og så kommer der bare et eller andet ...«, sukker hun tungt og nærmest taber ordet ud af munden i væmmelse:

»... hverdagsagtigt«.

Selv betegner Lone Frank sit ego som »én stor hudafskrabning«, som ingen ros kan hele.

»Jeg har bare tit den fornemmelse ...«, siger hun og slår over i en hvisken: »Det kunne da godt være bedre! Kunne jeg dog ikke transcendere et eller andet og lave noget, som jeg næsten ikke kan f orstå, at jeg har lavet?«.

Helvede ligger i Odder

I årtier betragtede Lone Frank sin barndom som frygtelig. Nu er hendes barndom blevet lykkelig. Med tilbagevirkende kraft. Fordi hun ikke længere lægger vægt på de onde teenageår, men på årene forinden. Og måske er hun endda blandt de forholdsvis få, der har taget form af sin opvækst.

Studier viser ellers, at forholdet til kammerater præger vores personlighed mere end forholdet til vores forældre, og at vi egentlig mest ligner dem, fordi vi bærer deres gener.

»Og det er egentlig ret logisk, synes jeg. For ethvert normalt hjem er jo en kunstig boble, hvor alle mennesker elsker dig og synes, at du er fantastisk. Det er først, når du kommer udenfor, i børnehave og skole, at du opdager, hvad dit virkelige værd er, og fatter, hvad verden egentlig handler om. Og det er så det, der påvirker dine personlighedstræk«, siger Lone Frank.

Bortset lige fra med særligt følsomme børn, som i en dysfunktionel familie kan »gå fuldstændig rabundus og aldrig blive til mennesker«, som Lone Frank siger, men som skærmet i en tryg familie kan sluses helskindet ud i verden og der måske ligefrem få fordel af deres følsomhed.

Og i dag tænker Lone Frank, at hendes fars opbakning gjorde hende tryg nok til at klare sig, da hendes verden senere faldt sammen. En ulykke, der i øvrigt begyndte med, at samme far fik nok af sit perfekte liv.

»Og så skulle hele familien pludselig prøve det herlige liv på et husmandssted langt ude på landet«, siger hun.

»Det var bare ... forfærdeligt«.

Foto: Martin Lehmann

Lone søgte ly med sine bøger. Resten af underholdningen sørgede forældrene for. Med jævnlige skænderier. Og efter et par år fik hendes far så en ny kone. Og hendes mor en dyb depression.

Børnene flyttede med moderen til Malling, hvor Lone gav den som »samtalepartner og psykiater« for sin mor, der fortalte om sin barndom og om, hvad der havde fungeret og især ikke fungeret i hendes forliste ægteskab.

»Min mor hadede min far så meget, og det skulle vi hele tiden høre på. Når vi var ovre hos ham hver anden weekend, havde hun det helt forfærdeligt og var umulig et par dage både før og efter og kom med stikkende bemærkninger som: »Det er sikkert også meget rarere at være et sted, hvor der er to voksne«.

Lone havde dårlig samvittighed over, at hun stadig holdt af sin far. Og »nærmest et lille had til, at han havde det så godt, når min mor havde det så slemt«.

Nu gad hun sgu ikke mere, kunne moderen sige. Og de skulle ikke tage sig af, hvis hun en dag ikke var der længere.

»Det lyder altid sindssygt udefra, men når folk har så ekstremt stærke følelser, er det ikke en mulighed bare at tage sig sammen«, siger Lone Frank.

En eftermiddag Lone sad på gulvet i stuen og læste, 14 år gammel, kom hendes mor kom hjem og fortalte, at hun skulle opereres for brystkræft, og at de så måtte de vente og se, om kræften havde spredt sig.

I ventetiden begyndte Lone i gymnasiet. »I Odder!«, siger hun.

»Hold da kæft! Jeg var lille og tynd, gik i mærkeligt hjemmesyet tøj og var bare i opposition til alt omkring mig«.

Men allermest var hun bange.

»På en måde vidste jeg jo godt, at min mor ville dø, men jeg holdt liv i en tro på, at der kunne gå mange år«.

Først kom metastaserne i leveren. Siden i knoglerne. Med stærke smerter og natlige skrig, fortæller hun, mens bevægelsen bliver synlig i hendes øjne.

»For færdelige smerter«, hvisker hun.

Som dog ikke afholdt mor og datter fra at skændes videre.

»Hvilket gav mig skrækkeligt dårlig samvittighed. Men jeg syntes, at hun var træls, og at min lillebror var en møgunge«, siger hun.

»Altså, når jeg tænker tilbage, var det bare en lang depression. At sidde der og være teenager og ikke have nogen venner i verden, og din familie er faldet fra hinanden, og din mor er ved at dø, og din lillebror synes, at du er en nar«.

Hvad håbede du?

»Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan livet skulle kunne blive godt igen. Jeg tænkte bare: Hvis nu jeg lader være med at trække vejret og så løber igennem det her, mon så ikke det holder op?«.

En dør springer op

Det gjorde det. Men først da hendes mor var død, efter tre år, og Lone flyttet på kollegium i Aarhus, hvor en dør åbnede sig på klem. Med fredagsbar og fester. Og da hun tog ud at rejse og boede i kibbutz, røg døren af hængslerne.

»Det var en kæmpe øjenåbner. For der var en blandet flok af mere eller mindre utilpassede unge fra mange lande. Og det viste sig, at mange af dem fandeme syntes, at jeg var interessant. Det var et enormt løft: Hov! Der er nogen, der faktisk godt kan lide mig«.

Lone Frank har altid været optaget af den menneskelige psyke, og allerede i skolen, da de lærte om nervesystemet, tænkte hun: Det er det, jeg skal.

Universitetet var en åbenbaring. for her var alle kommet for at lære noget. Og pludselig var det, siger hun, »tæskesjovt at stå op om morgenen«. Der kom venner. Med byture, diskussioner og nysgerrighed til fælles fortæring.

»Det var bare ...«, siger hun og ser op.

»Altså: Livet startede«.

Og sluttede så igen. På et laboratorium uden for New York, hvor Lone med en topkarakter i hjernebiologi skrev ph.d. og i tre år begyndte ugen med at gasse en gravid rotte, klippe hovedet af dens fostre, fiske cellerne fra et lille område af deres hjerner ud og sprede dem i en petriskål.

»Hold da kæft, hvor blev jeg træt af det! Og tænkte: Det her gider jeg simpelt hen ikke resten af livet«.

Efter yderligere halvandet år som patentkonsulent i Danmark havde hun oparbejdet »præcis den mængde livslede«, der skulle til for at indse, hvor dybt hun afskyede rutine. Og finde et kald i stedet for et arbejde.

Aviserne manglede stof om videnskab, mente hun, og blev ad omveje videnskabsjournalist på Weekendavisen.

Mørke ved højlys dag

Det var først, da hun fik øje på sig selv i spejlet, at tanken slog hende: »Der er da et eller andet helt, helt galt«.

Lone Frank var 32 år, ulykkeligt forelsket og gradvis sunket ned i et totalt meningstab, hvor hver dag føltes som en ulidelig ørkenvandring mellem to søvnperioder.

»Det gjorde ondt at stå op. For der var ingen grund til det. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig rundt. Og når jeg kom hjem, sad jeg bare og tudede. Og det havde jeg gjort rigtig længe«, siger hun.

»Indtil jeg så det der fuldstændig opløste gespenst i spejlet«.

Det var hendes første regulære depression. Den første af til dato tre.

»Det er, som om alt gør ondt indeni«, siger hun og sætter fingerspidserne til mellemgulvet.

»Sådan … wraaa! Som om det trykker hele tiden. Man kan næsten ikke være i sit skind. Man har bare lyst til at eksplo dere og blive væk«.

En enkelt gang har hun opsøgt en psykolog, men løb skrigende bort, siger hun.»For manden var fuldstændig idiot at høre på«. I stedet fik hun lykkepiller og oplevede, hvad nogle gør første gang, »et totalt overshoot«.

»Jeg havde et år, hvor jeg gik rundt og var småekstatisk. Hele tiden. Og syntes, at alt var skønt. Nogle gange kunne jeg bare stå ude i regnen og tænke: Aii, hvor er det dejligt. Så forstod jeg, at det handler om, hvilken tilstand min hjerne er i. Og ikke en skid andet«.

Ekstatisk bliver hun ikke længere, men pillerne trækker hende op. Hun tager dem et år ad gangen, og egentlig skulle hun til at trappe ud igen nu.

»Men jeg venter lige, til den bog er skrevet. For jeg bliver altid så frygteligt skuffet. Jeg har prøvet at lave terapi på mig selv: Lone, du kommer aldrig til at sælge mange bøger, for det interesserer ikke ret mange, og folk tror, det er svært. Og sådan er det!«, siger hun.

»Alligevel bliver jeg altid skuffet. Folk vil hellere læse fucking krimier«.

Måske er det også derfor, hun aldrig har fået målt sin intelligens.

»Den gider jeg ikke kende«, siger hun.

»For jeg er sikker på, at den er ret gennemsnitlig. Sikkert sådan 130, måske 135. På en god dag«.

Og hvad er gennemsnittet?

»9 ud af 10 ligger fra 80 til 120«.

Og det er for sølle kun at tilhøre de kvikkeste 10 procent?

»Det er for sølle. Og jeg ved bare, at jeg ville blive meget, meget, meget skuffet over mig selv. Jeg er også pisse træt af at være 174 cm høj. Jeg ville gerne være 180. Som alle de unge i træningscentret. Og så står jeg her ...«, griner hun.

»Lille gnom«.

Altings mening

At livet selv er meningsløst, er Lone Frank ikke i tvivl om. Men fordi vores hjerner er formet til at tænke i formål, leder vi alligevel ustandselig efter en mening med alting.

»Man finder selv sin mening. Nogle i at få børn. Andre i deres arbejde. Og der er så nogle selvpinere som mig, der sidder og spørger: Hvordan giver det her mening? Og så bliver man altså meget hurtigt ked af det«, siger hun.

I vore dage er folk besatte af tanken om lykke, men overser, at den findes i flere aftapninger. Og at følelsen af mening hører til de vigtigste. Hvor man finder sin mening, er lige meget, siger hun. Men det er den, man skal gå efter. For, siger hun:

»Ellers kan man ingenting«.

Bekymrede mennesker er generelt mindre lykkelige. Til gengæld har de en stærkere oplevelse af mening, forklarer hun. Mens folk, der lever i nuet – »sådan nogle lykkelige buddhistsvin«, som hun siger – føler mindre mening. Og Lone Frank ved godt, hvor hun hører til.

» Jeg gør jo også hele tiden ting, som jeg godt ved ikke gør mig lykkelig. Det må åbenbart godt koste på den umiddelbare lykkekonto«.

Hun får sig drejet, så hun sidder på tværs af stolen, lænet mod det ene armlæn og med fødderne strittende ud over det andet.

»Jeg går ikke ud og køber et sommerhus. Og jeg får ikke en skid ud af at gå ud og købe nye sko. Intet. Men jeg får noget ud af at sige: Nu skal jeg altså skrive en bog om det her. Det bliver garanteret pissehårdt, og jeg får sikkert en depression over det. Jeg bare gøre det«.

En slags nydelse rummer det dog. For meningen med Lone Frank er åbenbart at gå på opdagelse. Med hjernen.

»Noget af det bedste, jeg kan opleve, er at få en indsigt. Opdage noget eller se en sammenhæng, jeg ikke har set før. Det giver mig helt klart et godt skvæt dopamin. Det er grundlæggende ... dejligt. Bedre kan jeg ikke forklare det. Sådan føler jeg det bare«, siger hun.

»Sikkert ligesom nogle føler, at det er dejligt at købe sko«.

Børn, det billige skidt

Til sidst mistede Lone Franks far sin oplevelse af mening. Og datteren måtte nærmest plage ham om at leve videre.

»Jeg tænkte nogle gange: Kan jeg overhovedet leve uden den gamle mand? For han var simpelt hen mit anker i tilværelsen«, siger hun.

For seks år siden holdt han op med at lystre. Forsøgte selvmord, kom på hospitalet, fik lungebetændelse og ville ikke have behandling. Men da var det også længe gået ned ad bakke. Med druk og humørskift Og en særlig højstemt jul fik han diagnosen maniodepressiv.

»Jeg kunne godt mærke, at han var lidt opskruet, da vi kom. Og i løbet af den juleuge blev det helt forfærdeligt. Han sov stort set ikke. Og han ravede rundt med sin Bibel i den ene hånd og en stenalderøkse i den anden og ville hele tiden diskutere nogle mærkelige ideer, han havde fået, med et familietræ og nogle mønstre, som var helt ude i hampen«, siger hun.

Med alderen angrede han at have forventet så meget af sin datter. Selv synes Lone Frank ikke, at forældrene har gjort noget forkert. Og hvor nært hun stadig er knyttet til dem, opdagede hun, da hendes far døde, og den første tanke, der slog ned i hende, var: »Nu er jeg forældreløs«.

Endnu i dag føler Lone Frank, at hun er »nogens barn«, som hun siger.

»Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det føles at være nogens mor«.

At hun ikke har fået børn, er nu ikke noget valg. Hun har bare fulgt sin lyst, siger hun.

»Og jeg har aldrig haft lyst til at få børn«.

Hvorfor tror du?

»Jamen, jeg bryder mig faktisk ikke om at være sammen med børn. Altså, jeg kan ikke lide dem. Jeg synes, de er ubehagelige og underlige. Jeg kan godt lide dyr, sjovt nok. Men ikke sådan nogle små, hjælpeløse mennesker«.

Vi sidder lidt og ser bare på hinanden. Hun mener det, kan jeg se.

»Når de kommer i teenagealderen og begynder at kunne snakke med, er de ved at være mennesker. Men før da ... Altså: De larmer. De kører rundt overalt, og man skal tage sig af dem og være ansvarlig for dem«, siger hun så.

»Det er i virkeligheden nok alt, som lægger bånd på mig, jeg ikke bryder mig om. Bestemte forventninger om, hvad jeg skal. Og når jeg tænker på børnefamiliers liv, så ...«.

Hun slår over i en hvisken.

»Hvad er det, de får ud af det?«.

Tavshed igen.

»Hvis jeg havde børn, ville jeg måske også elske det. Men jeg kan ikke rigtig komme over den tærskel at ville have dem«, kommer det så.

»Ligesom jeg ikke kunne forestille mig at være mekaniker«.

Følte du ikke ansvar for dine veninder?

»Jo, og det var rart og trygt. Men det gav også anledning til meget bekymring og smerte. Man skulle virkelig holde på den anden, følte jeg. Og det var meget vigtigt, at jeg var den tætteste af deres venner«.

»Jeg tror, at jeg på den anden side af skilsmisse og død tog en dyb indånding og tænkte: Jamen, Gud! Det er en befrielse ikke at have det behov. Et virkeligt berigende venskab er da, når begge anerkender: Jeg kan bare godt lide dit væsen. Den, du er. Færdig! Så er vi fri, behøver ikke at gøre alt muligt og kan også skændes. Fordi ... det fikser sig igen«.

Den frihed havde du vel ikke i forholdet til dine forældre?

»Jeg har nok følt mig ansvarlig for dem. For de havde begge tragiske liv. Og det er svært at se hos folk, man elsker«.

Måske har du haft børn nok i dem?

»Jeg har i hvert fald været terapeut for dem begge to. For min far drak voldsomt, og jeg prøvede at holde ham på en eller anden kurs. Aii, hvor har jeg snakket meget med ham om, hvorfor han drak, og hvordan han kunne blive lykkeligere uden druk«.

Sidespring

To lange forhold har hun haft. Det første i 12 år, det nuværende endnu længere. Men hun har også tilladt sig nogle udflugter undervejs.

»Ja, det er desværre lang tid siden«, siger hun, da jeg spørg til nogle affærer, hun kort har nævnt i et tv-program.

»Men over nogle år mødte jeg nogen og kunne simpelthen ikke holde mig i skindet«.

Hun læner sig frem i stolen og dæmper stemmen, som for at ordene ikke skal kunne høres i den tilstødende stue.

»Vi har talt meget om det og fået den dæmon ud. Forelskelse er jo en ekstasetilstand. Og man kan sagtens have nogle forelskelser, hvor man ved, at det ikke bliver til noget. Men ... jeg kan altså ikke forestille mig at gå resten af min tilværelse uden at opleve forelskelse«.

Typisk har hun forelsket sig i højt begavede mænd. Dygtige videnskabsfolk og berømte forfattere.

»Forfærdelige alfatyper. Ikke muskelmænd, men sådan virkelig interessant begavede. Med humor. Og faktisk bedre end jeg til, hvad de laver«, siger hun og tilføjer med latter i stemmen:

»Så dem vil jeg jo gerne konkurrere med«.

Lone Franks fornuft siger hende, at hun var blevet nogenlunde, som hun er, uanset hvor hun var født. Men hun sidder som en lus mellem to negle, indrømmer hun.

»For jeg tænker også: Det og det da være min opvækst«.

I sin mors familie genkender hun sin egen arrigskab. Hos sin far sin humor.

»Nogle gange kan jeg ligefrem høre hans sarkasme i min egen stemme og føle hans mimik i mit ansigt. Min indstilling til verden er som hans meget rå – eller realistisk. Og jeg giver heller ikke meget for konventioner«.

»Så det føles som noget, jeg har fået i bagage, fordi jeg har set det og været nedsænket i det«, siger hun og går et øjeblik i stå.

»Jeg ved bare, at meget er genetisk arv«, kommer det så.

»At arven fylder mest«.

Publiceret 16. august 2014

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce