Den danske ’Encounters’ hører til i ’found footage-genren’ – ligesom den amerikanske ’The Blair Witch Project’ fra 1999. Hvad er grundformlen for genren?
»Found footage er egentlig ikke en genre, men mere en stil. Filmene starter som regel med et kort anslag, der fortæller om et hold mennesker, der er forsvundet på mystisk vis. I found footage-film lader man skuespillerne selv optage alt. På den måde får man en realisme, som man ikke kan opnå med almindelige filmoptagelser, hvor man har kameraet som en beskuer. Det filter er væk, og derfor opnår man en mere ægte, intim og klaustrofobisk fornemmelse«.
Hvordan griber du genren an?
»Jeg syntes ikke, at ’Blair Witch’ var specielt god, men realismen, det dokumentariske, er interessant. I spillefilm prøver man at komme tæt på virkeligheden, og i found footage kan man gå endnu tættere på realismen. Samtidig videreudvikler vi stilen lidt og kan – for første gang i genren, tror jeg – krydsklippe mellem to kameraer, når skuespillerne befinder sig to forskellige steder på en underjordisk militærbase. Jeg har også brugt underlægningsmusik, selv om det normalt ikke er noget, man gør i found footage. Men fordi filmen handler om et lille independentfilmhold, der selv har lavet musik til deres film, kan jeg bruge det som underlægningsmusik forskellige steder for at skabe drama«.
