Foto: DANIEL HJORTH

»Hvorfor er der ingen piger, der laver punk?«

25-årige Mø hudfletter sin generations rastløshed, forlængede teenageliv og jagten på perfektion. Nu kommer debutpladen, og udlandet hiver i hende. Vi mødte Karen Marie Ørsted i forældrenes parcelhus på Fyn - hvor hun altid indspiller vokalen på sine numre.

1. ung pige (sprogbrug: spøgende eller højtideligt)

1a. kvinde som ikke har haft samleje og derfor har bevaret sin mødom.

Sådan forklarer Den Danske Ordbog ordet ’mø’. Foran mig sidder så alt andet end en mø. For denne mø, indiepopprinsessen og inkarneret cool cat, har så meget fart på, at det har taget måneder at få hende til at sætte sig på en stol og tale med os. Men nu er hun her, og vi er med hjemme i barndomshjemmet i Ubberud lidt uden for Odense. Karen Marie Ørsted forklarer sit kunstnernavn.

»Jeg er meget knyttet til det navn. Jeg elsker, at en ’mø’ på dansk er sådan en purung, uskyldig pige, der er jomfru og går hen over en mark i hvid, flagrende kjole uden at have oplevet en skid i sit liv. En mø stopper sin rejse, når hun kommer til skoven, ikke? Men alle mine sange handler om, hvad der sker, når man giver slip og hele rejsen inde i skoven«, siger hun.

Der skal nok bo en del pæne møer i de andre parcelhuse på denne søvnige forstadsvej. Utvivlsomt faktisk. Men lige præcis her, i 25-årige Karen Marie Ørsteds forældres hus, er det småt med pæne piger.

»Se den her T-shirt? Dem trykte mig og mine veninder engang en masse af til 8. marts og solgte på gågaden i Odense«, siger hun og finder en krøllet, ældre sag frem i børnestørrelse.

’Kvinde kend din kusse’ står der, og en ung pige holder en bh i den ene hånd og en stang dynamit i den anden.

Var der nogen, der købte dem, spørger jeg og prøver at visualisere Odenses gågade med Søstrene Grene, Bog & Idé og hjemmelavet kussetryk.

»Nej, det var vi også skidesure over. Vi havde lavet en kvindegruppe i den punkcafé, Zekes, jeg kom i. Sådan lidt ’vi er kvinder, og vi er vrede!’«, husker hun og griner.

Signaturfletningen sidder højt og trodsigt. Ned over armene er drysset små sorte tatoveringer. Et spøgelse, en mønt, en stjerne, den slags. Hen over maven står Ungdomshusets krigserklæring: ’Intet glemt – Intet tilgivet’ tilsat et dødningehoved. Mø er rundet af sin fortid som punker. En gang punker, altid punker. Måske. De grønne øjne tilhører en trodsig sjæl, der er i gang med at blive popstjerne.

Den drøm, popstjernedrømmen, bed sig fast i Mø, da hun var barn. Og nu er den måske inden for rækkevidde. Dengang var det pigebandet Spice Girls, der udløste den. I 1996 fik en 7-årig Karen Marie en ghettoblaster og sin første plade. Det var Spice Girls’ sange om colours of the world – spice up your life, der vækkede noget i den lille pige. Og ikke mindst de fem letgenkendelige pigekarakterer. Deres girlpower-kampråb og besnærende pophits spredte sig hurtigere blandt småpiger end lus på et fritidshjem. Og Mø var hooked.

»Som voksen prøver man tit at flygte fra det, man var, og de ting, man var optaget af som barn. Eller synes måske, det er pinligt at tale om. Men de år ligger lagret i én uanset hvad. Spice Girls betød enormt meget for mig, og jeg tænker da, at den der girlpower-ting har fulgt mig siden«.

Mø legede Spice Girls foran spejlet og levede sig ind i idolerne. Havde playback-konkurrencer med veninderne, klædte sig ud og beskriver det som, at poppen fyldte hende med en stærk, overvældende lykkefølelse, der satte hende i gang med at skrive sine egne sange. Det skete ved det gamle brune klaver fra oldemor, der stadig står i forældrenes stue. Her sad Karen Marie Ørsted og lærte sig selv akkorder og fik cold til at rime på hold.

I dag ligner hun faktisk sin yndlings-Spice Girl, Sporty-Spice, en hel del med sin 90’er-stil. Plateauhæle, spandex, drengede T-shirts, stumpebluser, gummisko. Mø er et ægte 90’er-barn, og spor fra årtiets musikalske arv dukker også op hist og her i Møs voksensange. Hun har tilmed netop udgivet et remake af Spice Girls-sangen ’Say You’ll Be There’.

Men Mø er det modsatte af Spice Girls. Hun er ikke et pladeselskabsprodukt eller vinderen af en sangkonkurrence på tv. Hun er historien om, hvordan man i dag kan skabe sig en international musikkarriere med internettet og de sociale medier som sparringspartnere. Som helt ukendt lagde Mø en hjemmelavet musikvideo op på YouTube, der så spredtes viralt, indtil et stort pladeselskab bød ind.

Vattæpper og Munch

Forældrenes hus i Ubberud fungerer nu som en slags refugium for Mø, når København og resten af verden bliver for meget. Her vasker Mø stadig sit tøj, tømmer køleskabet og trækker vejret helt ned i maven. Inde i hendes gamle værelse står den vokalboks, hvor hun indspiller alle sine vokaler. Eller ’boks’ er måske så meget sagt. Nogle gamle vattæpper og dyner er hængt op i et hjørne. Inde i den bløde, varme hule gemmer Mø sig og synger drømmende vokaler ind på computeren.

»Jeg ved ikke. Det bliver bare bedst, når jeg optager her. Så lukker jeg alt ude og behøver ikke at tage stilling til andre mennesker«.

Mø-projektet startede hun på i 2009, og navnet havde hun med hjemmefra. Karen Marie Ørsteds farfar hed Mogens Ørsted, var kunstner og signerede sine malerier med ’MØ’.

»Hos min farfar og farmor var der kunst. Det var ham, der introducerede mig til min yndlingsmaler, Edvard Munch. Det ekspressionistiske og de store følelsesmæssige udsving. Jeg kan lide det ekspressivt. Kontrasten mellem det skrøbelige og det råbende. Ligesom med punk, bare ud med det!«, siger hun og breder armene ud og kaster noget usynligt, men kraftfuldt, hen over bordet, i hovedet på mig.

»Aaaaaaaargh! Ikke?«, siger hun så.

Mø taler meget med sin krop. Enhver, der har oplevet hende på en koncertscene, ved, hvad jeg mener. Hun støder musikken ud af kroppen i kramper, spjæt og bølger, der til tider ligner noget med sex og andre gange ligner en vred workout.

»Jeg ved godt, at mange kvindelige artister elsker at stå sexede i en flot kjole, høje stiletter og udleve popprinsessen. Det er deres udløsning at være perfekte og blive beundret. Og det er dejligt for dem. Jeg kan godt forstå driften mod det perfekte, det ypperligste, jeg er bare selv mere instinktiv. Jeg får tit at vide, at jeg er aggressiv på en sexet måde, når jeg optræder. Det er vigtigt at gå ud fra sine egne pejlemærker«.

I starten af Mø-projektet rappede hun, »virkelig dårligt« efter eget udsagn, og prøvede at være »meget Peaches-agtig og badass«, bandede en del og sagde fuck, fuck, fuck hele tiden.

»Det var vildt sjovt. Men meget noget med attitude og filter. Det var først, da jeg mødte min producer, Ronni Vindahl, jeg åbnede op og var mere nøgen med min første single ’Maiden’, at der begyndte at ske noget med min musik. Jeg holdt op med at gemme mig bag en facade«.

Mø er måske ikke det bedste kunstnernavn i en globaliseret verden. Udlandet, især Storbritannien, hiver i Mø og kæmper med ø’et og kalder hende både ’Muh’, ’Mæh’ og ’Moe’. Men de er vilde med det skandinaviske, som i øjeblikket går under fællesbetegnelsen scandi-pop. Pop med kant fra Skandinavien.

Perfekthedssyge 12-tals-piger

Mø synger om sin generation. Hun synger om tvivl og længsel, om et forlænget teenageliv, om generation mig, mig, mig, egoisme, navlepilleri og en ulidelig perfekthedssyge. Det er derfor, hendes længe ventede debutplade hedder ’No Mythologies to Follow’. For i en tid uden mytologier svæver ungdommen forvirret rundt.

»Jeg er drevet af min følelse af altid at være elefanten i glasburet. Jeg kan huske, da jeg flyttede til København, og alle de der rige bybørn, der havde det rigtige tøj og havde gået på musikskole hele deres liv, fordi det havde deres forældre råd til. Al den overflade og perfekthed. Jeg var bare akavet, forkert og kikset og fra en grim provinsby. Men jeg kan huske den der ... følelsen af ... at jeg skal fandeme vise dem!«.

Men Mø kom hverken ind på musikalsk grundkursus eller Musikkonservatoriet. Til gengæld kom hun ind på Det Fynske Kunstakademi allerede som 19-årig. Hun søgte ind med »noget politisk kunst om, at hele verden var en stor pølsefabrik, og at folk ikke skulle tage til Thailand for at kneppe«. Sidste forår blev hun færdig på akademiet og synes, hun har taget en masse vigtige kunstneriske refleksioner med sig fra uddannelsen, selv om det blev musik og ikke kunst i traditionel forstand.

»Jeg har lært, at det interessante ved kunst ikke altid er det færdige produkt, men vejen derhen. Man lærer gennem proces i kunst, og for at et nummer er godt, skal man også kunne høre rejsen bag det. Så er det ligegyldigt, hvor stort og poleret det hele er, hvis du ikke kan høre en nerve. Det skal vakle. Jeg behøver ikke at være perfekt og have et facit med tre streger under. Jeg vakler i stedet«.

Denne vaklen er noget af det, der har givet Mø et ry som edgy, kantet, ægte og sin egen. Som 25-årig kan Mø ikke længere gemme sig bag teenageårenes usikkerhed. Men elefanten i glashuset føler sig omgivet af 12-tals-piger, overflade og præstationskrav.

»Jeg er så træt af, at alting skal være så fucking perfekt hele tiden. Det er så kedeligt. Jeg har mange veninder, der er helt stressede over, at de bare skal have 12 og ikke må skuffe og skal skaffe den perfekte mand og en flot karriere og se godt ud og være unge for evigt. Ellers bryder de sammen og får livsstilssygdomme, fordi de ikke kan holde til presset«.

Mø er stille lidt.

»Det er så sørgeligt. Jeg får åndenødsbesvær af at tænke på det. Det værste er, at de gør det ved sig selv. Og de sociale medier understøtter det, fordi vi evigt og altid sidder og måler os og projicerer og updater om, at »nu sidder jeg her i London og spiser mysliiii«. Smil og det lækre liv. Jeg synes, min generation virker ret fucked-up, og jeg frygter, at det kun bliver værre fra nu af«.

Hun vil hellere pille i det perfekte og gøre tingene på sin egen måde. Det er punkeren, der taler nu.

»Jeg er pisseglad for, at jeg tilbragte min ungdom i det antifascistiske miljø. Jeg har fået så meget styrke med derfra. Det var også der, jeg kiggede mig omkring med en veninde og sagde: Hvorfor er der ingen piger, der laver punk? Så lavede vi et punkband«.

Blåstempling af kongehuset

Det var, da Karen Marie Ørsted var 13 år, at hun begyndte at komme i Odenses antifascistiske miljø. Sammen med veninden Josefine Struckmann dannede hun pigepunkbandet Mor, der i løbet af de næste år blev et elsket undergrundsnavn, især med sangen ’Fisse i dit fjæs’ (2008).

»Vi gad ikke være sådan nogle sure feminister, der prædikede gode, venstreorienterede holdninger. Det skulle være sjovt og tage pis på det hele. ’Fisse i dit fjæs’ var vores debutsang og skulle være punk med punk på«.

De to piger sad og sendte sedler til hinanden med tekstbidder, der langsomt blev til et nummer med linjer som: »Du har fedtet rotten i det forkerte skræv/ Nu cutter jeg din kølle – og med den gi’r dig tæv«.

»Det skulle bare være hårdt med hårdt! Vi havde nogle fantastiske år med Mor og rejste i hele Europa og mødte så mange forskellige mennesker. Besatte huse og demonstrerede og rasede ud«.

Derfor var det en lidt vaklende oplevelse, da kronprinsparret sidste år gav MØ deres Stjernedryspris i Sydney.

»Det var en kæmpe blåstempling af alt, hvad jeg er og står for. For jeg er jo også ’Fisse i dit fjæs’ og hende, der kaldte Pia K for nazisvin i en sang. Og det må de jo så vide i kongehuset og synes er o.k. Det gjorde mig meget stolt«.

Det sidste halvandet år har været det mest intense i Møs liv. Hun har rejst over hele verden og er blevet hevet i fra alle sider. Hun beskriver det som at binde sløjfe på den periode, når hendes debutplade udkommer i morgen.

Inde i den findes hele rejsen. Hen til skoven, igennem den og måske ud på den anden side. Sammen med Spice Girls, børne-bz’erne, punkerne, 12-tals-pigerne, rigmandsbørnene, kunsten, elefanten i glasburet og alle dens drømme.

Publiceret 11. marts 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce