Færdigt arbejde og tilbage i sporet. Lars E. Andersen har rystet to et halvt års støv af sin dommerkappe og er nu igen klar til at stille folk og røvere fra Viborg og resten af Jylland til regnskab for deres ugerninger.
Han har ryddet det prunkløse midlertidige kontor i det centrale Viborg for hemmelige og delvis kompromitterende sagsakter, en hjemmelavet stol i cyprestræ – opus 14 fra den 60-årige fingersnilde landsdommers hånd – egne fotografier af alpetoppene Matterhorn i sol og Castor og Pollux i tiltagende snestorm samt en opslagstavle med en anmeldelse af en selvoplevet koncert med Neil Young samt fotos af David Bowie og Che Guevara.
Relikvierne er flyttet med over i kontoret i Vestre Landsrets flunkende nye bygning i udkanten af Viborg. Nu er det atter hverdag for juristen og retsformanden, som ikke mange uden for domstolens faste klientel kendte til, da han i marts 2012 blev udpeget som formand for Skattesagskommissionen. En kommission, som siden har pløjet tusindvis af sider dokumenter igennem, afhørt ministre, departementschefer og andet godtfolk under væg til væg-mediedækning og nu afleveret en beretning i fem bind til justitsministeren. Resten er op til regering og Folketing.
Lars E. Andersen og hans kommissionskolleger, en advokat og en juraprofessor, fik i sin tid to år til at gøre arbejdet færdigt.
